Secretary
Instrueret af Steven Shainberg (2002)
Anbefalet af Rune Engelbreth Larsen 
James Spader spiller den uorganiserede advokat, E. Edward Grey, der søger en ny sekretær, og Lee Holloway (Maggie Gyllenhaal) er sekretæren, der glider ind i et stadig mere masochistisk kærlighedsforhold til sin arbejdsgiver.
Holloway er en ung, tilbagetrukket kvinde, som de fleste vil kalde en anelse »forstyrret«, og som har det med at skære i sig selv med knive og andre spidse genstande. Hun har tilbragt en tid på psykiatrisk institution, før hun uddannede sig som sekretær og havnede på det usædvanlige advokatkontor. Grey får afgørende betydning for Holloways selvværd, hvilket faktisk kurererer hende for selvpinslerne, men til gengæld erstatter dem med en endnu stærkere afhængighed af det skæve kærlighedsforhold og den tvetydige dominans, der er under udvikling.
Filmen er morsom på en hjertevarm måde, uden ironisk distance til sit kontroversielle plot, der derimod fungerer som en bekræftelse af autenticiteten af Holloways betingelsesløse forelskelse og hendes overgivelse til sine ikke-helt-stuerene stuepige-tilbøjeligheder - også da de bliver konfronteret med omverdenens moral og Greys skrupler.
Hvem der egentlig kræver mest af hvem, er lige så åbent et spørgsmål, som spørgsmålet om hvorvidt »magten« i forholdet ligger hos den vaklende Grey eller hos den romantiske og determinerede Holloway, der tilsyneladende underkaster sig hans luner. Secretary demonstrerer på charmerende og alt andet end påtaget vis, at magten måske i sidste ende ikke ligger hos nogen af dem, men hos kærligheden imellem dem.
James Spader er eminent i rollen, men Maggie Gyllenhaal overstråler alt og portrætterer Holloway med en så ubeskrivelig sødmefuld styrke, at næppe nogen anden skuespillerinde ville kunne have nået hende til hofteholderne.
Filmen handler ikke så meget om den seksualitet, der bliver fortællingens og forløsningens katalysator, men om kærlighedens og hengivelsens uselviske og romantiske kraft, der skildres med uprætentiøs og afvæbnende lune, uden at det går ud over budskabets seriøsitet.
Omnia vincit Amor: et nos cedamus Amori, siger Vergil: »Kærligheden besejrer alt: Lad os bøje os for kærligheden« - og det kunne udmærket være filmens (og Holloways) credo. Holloway og Grey overvinder deres egne problemer, hæver sig over omverdenens forargelse og besejrer skruplerne ved at bøje sig for kærligheden til hinanden.
Rune Engelbreth Larsen
Humanisme.dk
