Det er vanskeligt at vurdere Matrix Reloaded og Matrix Revolutions hver for sig, al den stund at de er to kapitler i en trilogi. Men udover det forhold, at filosofien desværre er en sjældnere gæst i Matrix Revolutions end i forgængerne, og at de meget lange, underjordiske krigscener optager uforholdsmæssigt lang tid, fungerer trilogiens afslutning dog helt i tråd med de utallige ledetråde, de foregående film har etableret.
Dissens, ulydighed og individualisme er de centrale værdier, som filmen cementerer i sit opgør med et autoritært slavesamfund af overvågning og kontrol. Filmens klimaks er da også den uundgåelige konfrontation mellem Neo (the One) og Mr. Smith, der karakteristisk nok er klonet i titusindvis og repræsenterer ensretningens ultimative endemål, massen (the Many).
De religiøse implikationer er som i de foregående film legio, og ikke mindst de mange gnostiske og hinduistiske træk vikler sig ind i en særegen cyber-mytologi, der fastholder trilogiens enestående reaktualisering af en antidogmatisk og antiautoritær religiøsitet midt i det yderst radikale oprørsbudskab. Og endelig fuldendes den usædvanlige kærlighedshistorie mellem Neo og Trinity, som Matrix Reloaded foldede ud på gribende vis.
Som trilogi betragtet udgør filmene et enestående værk i filmhistorien, også på trods af oplagte skønhedspletter og af og til et overdrevent effektjageri. Se også Matrix og ulydighedens evangelium.
Rune Engelbreth Larsen
Humanisme.dk