Lars von Triers mest vellykkede film siden Forbrydelsens element (1984).
Den originale og overrumplende, teater-lignende opsætning forstyrrer overraskende nok ikke det mindste, men bidrager derimod effektfuldt til den koncentrerede fortælling om den umådeligt godhjertede Grace (Nicole Kidman) og den tiltagende ublu udnyttelse af hendes godhed i landsbyen Dogville.
Ligesom i tilfældet med filmen Hero munder Dogville ud i en afsluttende dialog, der ikke uden videre lader sig placere inden for en forventet, politisk korrekt horisont, men tværtimod udfordrer beskueren filosofisk og moralsk, mindst lige så meget som det klimaktiske blod-orgie, hvor Grace viser sin hævnende bagside.
Rune Engelbreth Larsen
Humanisme.dk