Valget og politikerleden
Af Rune Engelbreth Larsen 
For nylig skrev Caspar Reiff i Politiken, at et rødt flertal ville føre til politikerlede. Mon ikke, man må svare, at dét er sandsynligt?
Reiff glemte imidlertid at nævne, at også det blå flertal selvfølgelig i forvejen har ført til en udbredt politikerlede, der næppe heller vil aftage, om vi skulle få endnu en periode til blå blok efter valget. Årsagen til politikerleden har ikke politisk farve.
Hvor meget Anders Fogh Rasmussens og Per Stig Møllers historisk ekstreme manipulation med de påståede masseødelæggelsesvåben i forbindelse med Irakkrigens iscenesættelse har forøget en i forvejen udbredt mistillid til politisk troværdighed, kan diskuteres, men det perspektiverer i allerhøjeste grad absurditeten i en politisk ensidig beskyldning vendt mod rød blok.
Mon ikke politikerlede udspringer af gemen utroværdighed? Og mon ikke den i øvrigt intensiveres af den type vendekåber, der siger ét og gør noget andet eller ligefrem skifter parti - ikke én gang af tungtvejende samvittighedsgrunde, men flere gange, når det er politisk opportunt?
Mon ikke politikerleden udspringer af erfaringen med de mange politikere, der ikke vil svare på et simpelt spørgsmål til ens egen politik uden straks at tale udenom og i stedet fortælle, hvor apokalyptisk faretruende den politiske modstanders udenomstale er?
Man burde måske en enkelt gang forsøge at indføre en interview- eller debatform, hvor politikeren ikke må falde over modpartens politik, men alene skal forklare og forsvare sin egen, når det har at gøre med tunge økonomiske beregninger og svirrer med tal?
Mon ikke politikerleden udspringer af den type vendekåber, der ikke alene skifter holdning, når dét er politisk opportunt, men heller ikke engang har rygraden og formatet til at erkende, at man enten har taget fejl og nu har skiftet standpunkt, eller at et politisk flertal har presset én til et politisk kursskifte - og at man har været villig til at betale denne pris for at opnå eller bevare magten?
Tidligere afviste Lars Løkke Rasmussen pure at fremrykke offentlige investeringer, men nu er han pludselig parat til det med den forklaring, at regeringen allerede har besluttet at beskære dagpengeperioden og begynde at eliminere efterlønnen - men det er jo måneder siden. Hvis det er en god idé i dag at fremrykke offentlige investeringer, var det det naturligvis også for få måneder siden.
Tidligere afviste Pia Kjærsgaard at røre den mindste smule ved efterlønnen, og Kristian Thulesen-Dahl understregede i januar 2010, at Dansk Folkeparti »under ingen omstændigheder [kan] støtte reformer, der skærer i efterlønnen eller sænker dagpengeperioden« - men det gjorde de så alligevel. Når det kommer til stykket, er der jo intet, Dansk Folkeparti ikke er parat til af stemme for - uanset hvad de har ment tidligere - hvis og såfremt de bare kan blive 'betalt' i udlændingepolitiske stramninger bagefter.
Tidligere afviste Helle Thorning-Schmidt at gennemføre flere udlændingepolitiske stramninger - i november 2010 udtalte hun: »Vi har en tilstrækkelig stram udlændingelovgivning nu. Og vi behøver ikke at gøre mere på det område. Der skal være ro om de regler fra nu af.« Alligevel var både Socialdemokraterne og SF positive over for Søren Pinds stramninger i sommers, så udlændinge, der har haft lovligt ophold i landet i 5 år eller derunder, kan udvises for den mindste bagatelkriminalitet.
Folketingsvalget kommer som bekendt snart - spin og korte magtpolitiske kalkuler er udslagsgivende for, hvordan partierne manøvrerer. Hvem går frem, hvem går tilbage? Meningsmålingerne tyder på et regeringsskifte, men vi ved intet om mandatfordelingen, før den sidste stemme er talt op.
Jeg tør dog desværre godt spå, at politikerleden ikke går tilbage - uanset om regeringen bliver rød eller blå.
APROPOS
> Populistisk forsvar for endnu en SSF-'lorteaftale' med DF
Rune Engelbreth Larsen
Blog: Engelbreth, Politiken.dk, 24.8.2011
