Anders Samuelsen sætter DR og TV2 på plads
Af Rune Engelbreth Larsen 
I den forgangne uge var Anders Samuelsen i ilden i
stort set alle medier med en heftig kritik af pressens overfladiske
behandling af Liberal Alliance. Man behøver ikke at være enig i al hans
kritik for at konstatere, at han i mere end hovedtrækkene ganske klart
havde ret, da han sammenfattede og præciserede sin kritik af medierne i
den seneste udgave Presselogen på TV2 News.
Lad mig begynde med Jyllands-Posten, der gjorde det til en 'historie',
at Samuelsen tager sig betalt for sine foredrag - hvilket ikke er god
skik i betragtning af folketingsmedlemmernes høje gage og gratis
transport (og fordi foredragsvirksomhed betragtes som en del af det at
være politiker, hvis ikke ligefrem 'reklame').
Imidlertid kunne Samuelsen oplyse, at han ud af 300 (trehundrede) foredrag kun havde taget sig betalt for 4 (fire).
Det er naturligvis helt ude af proportioner overhovedet af gøre noget
sådant til en relevant journalistisk historie. Ret meget længere er den
ikke.
TV2 dækkede bl.a. Liberal Alliances landsmøde med
'kendis'-vinklen og fik gjort 10 sekunders uddrag af Thyra Franks 50
minutter lange landsmødetale til 'dokumentation' for manglende politisk
indhold - igen helt ude i skoven og aldeles urepræsentativt for
landsmødets forløb, hvad man så end måtte mene herom.
DR havde en stor historie om Samuelsens fravær i Horsens
byråd, hvor man samtidig kunne oplyse, at han i stedet havde travlt med
at holde foredrag - bl.a. ved at demonstrere, at han i sin
Facebook-status havde glædet sig over en dag med syv foredrag, hvor han
til gengæld ikke viste sig i byrådssalen. Er det nu rimeligt?
TV-Avisen havde bevidst opgjort statistikken så behændigt, at
fraværet blev lidt større, hvilket Samuelsen ganske vist gjorde
overdrevent opmærksom på - for han kunne stadig væk ikke tale et
betragteligt fravær bort. Men det er karakteristisk for alle ovenstående
historier, at Samuelsen har reageret skarpt og meget kontant (og der
er redaktører, som bestemt ikke bryder sig om at blive udsat for
lidt af deres egen medicin), hvorfor han er blevet fremstillet som vrissen,
rasende og berøringsangst over for kritik.
Men ærlig talt: Manden har jo i betydelig grad en væsentlig og berettiget pointe.
Selvfølgelig prioriterer han landspolitikken allerhøjest, og
selvfølgelig er foredragsvirksomheden altafgørende for et nyt parti,
der skal profilere sig i nærkontakt med vælgerne. Og for sin aktivitet
i Horsens byråd skal han ikke stå til ansvar over for nogen som helst
andre end de vælgere, der har stemt på ham dér - helt i modsætning til,
hvad ledende redaktionschef på DR, Ralf Andersson, fik fremsnøvlet om
relevansen af at spørge 3-4 tilfældige borgere på gaden i byen.
Endvidere har Samuelsen helt ret i at kritisere præmisserne for såvel TV2's som DR's historier.
TV2 burde naturligvis have lavet et repræsentativt indslag om LA's
landsmøde, hvorefter man nok kunne gå i detaljen med en vinkel - men
oprigtig talt: At finde én ud af 1500 deltagere, der kunne kritisere
noget, er helt under lavmålet.
TV-Avisen havde fat i en historie med lidt mere substans, men
Samuelsen gjorde gældende, at det ikke handler om antallet af
byrådsmøder, men derimod den indflydelse, man har - og her hævdede han
at stå stærkt. Dét kan naturligvis diskuteres. SF'eren Paw Hedegaard
Amdisen, der sidder ved siden af Samuelsen i Horsens byråd (når
Samuelsen er til stede), mener ikke, at LA's leder har opnået
lokalpolitiske resultater af betydning, fremgår det af Horsens Folkeblad.
Men så er det dét, der bør være diskussionen.
Hele indslaget bliver dog heller ikke mere tungtvejende, når man tænker på, at DR's Ralf Andersson i Presselogen
hverken kommenterede eller afviste, at historien oprindelig var en ren
kobling til Jyllands-Postens historie om betalte foredrag, som man
måtte droppe (da dens overfladiskhed blev for åbenlys), men altså
alligevel valgte den amputerede rest af historien om Samuelsens
nedprioritering af Horsens byråd.
Så får vi i overskrifter at vide, at Samuelsen er "rasende" -
jamen, selvfølgelig da. Og selvfølgelig er der faldet urimelige
beskyldninger undervejs, men hans frustration har i mine øjne været
berettiget.
Mikkel Hertz måtte næsten kaste håndklædet i ringen
konfronteret med Samuelsens kritik, mens Ralf Andersson stort set ikke
forholdt sig til kritikken, da LA's leder sammenlignede sit fravær
Horsens byråd med Lars Løkke Rasmussens og Helle Thorning-Schmidts
langt større fravær i folketingssalen.
Dét skulle ikke kommenteres - for så gik Samuelsen jo til angreb på præmisserne, og det bliver helt afvist af Andersson.
Men selvfølgelig skal man se på præmisserne for enhver
historie, og aldrig æde dem råt! Det er jo her, hele vinklingen,
prioriteringen og perspektiveringen fastlægges, og i denne sammenhæng
er det derfor heller ikke spor irrelevant at fokusere på
folketingspolitikeres generelle
tilstedeværelse i de politiske fora, de er valgt til - frem for at hive
én ud af flokken, så seerne ikke har en jordisk chance for at erkende
proportionerne.
Derfor gjorde Samuelsen helt ret i at angribe proportioner og præmisser.
Jeg har tidligere kommenteret og kritiseret mange politikeres
omgang med medierne og deres helt urimelige forsøg på at styre dem
eller gå amok over kritiske spørgsmål (f.eks. Bertel Haarder og Birthe
Rønn Hornbech) - men enhver politiker, der skyder tilbage på pressen,
behøver jo ikke at tage fejl.
Og ret skal være ret: Uafhængigt af politisk ståsted bør det være åbenlyst, at Samuelsen har en pointe i hovedparten af sin kritik af
pressehistorierne imod LA den forgangne uge. Det er ikke kritikken af
politikken, han har afvist eller hidset sig op over, men
overfladiskheden og uholdbarheden af proportionerne og substansen.
Skyd på partiets politik - men proportionerne skal være i orden. Og præmisserne kan altid kritiseres.
Rune Engelbreth Larsen
Blog: Engelbreth, Politiken.dk, 15.3.2011
