Ledende københavnske lokalpolitikere, der har stemt ja til byggeriet af en moské i København, har modtaget et væld af dødstrusler:
Muslimerne vil slå os alle sammen ihjel - måske burde vi starte med dig.
Sådan stod der i en anonym SMS, som blev sendt til de københavnske socialdemokraters politiske ordfører Anne Vang.
Dødstrusler vælter nemlig ind over ledende politikere på Københavns Rådhus.
Truslerne kommer, efter at Borgerrepræsentationen stemte ja til en moske i Københavns Nordvestkvarter, skriver Ekstra Bladet.
P4 København, 12.9.2009
Foreningen SIAD offentliggjorde for nylig samtlige navne og telefonnumre på de 41 medlemmer af Borgerrepræsentationen i København, der gav grønt lys til en moské i København. På foreningens hjemmeside kaldtes de for "landsforrædere" og læserne af siden fik følgende opfordring:
"Hvis læserne er ligeså vrede og bestyrtede som vi er, så lad 41-banden mærke jeres vrede. Ring og mail til forræderne. SIAD opfordrer ikke til noget ulovligt, men nu er det vigtigt at den fløj, der skider på de danske værdier og det danske demokrati, nu også føler konsekvenser. Forklar de såkaldte politikere hvad du mener om dem." (SIAD, 7.9.2009).
Det er selvsagt ubehageligt at få spredt sit telefonnummer i en meget specifik kontekst, der klart har karakter af en sortlistning af "landsforrædere".
Men dødstrusler, der "vælter ind" over københavnske lokalpolitikere, er af en alvorlig kaliber, som hovedparten af pressen imidlertid synes at have ignoreret.
Lad os forestille os et andet scenario:
41 københavnske lokalpolitikere støtter opførelsen af en synagoge. En islamistisk gruppe, kendt for sin ekstremt antijødiske profil, offentliggør deres telefonnumre og email-adresser og opfordrer ligesindede til at forklare dem, "hvad de mener om dem".
Fra anonym side vælter det ligefrem ind med dødstrusler via SMS. Jeg tvivler på, at nogen, der er bekendt med tidsånden de foregående 10-15 år, vil benægte, at den store hovedpart af tv, radio og aviser ville have taget sagen op.
Hvorfor denne skæve prioritering?
Forklaringen er utvivlsomt den enkle, men alt andet end rimelige, at den politiske dagsordens kolossale overvægt af fordomsfulde tiltag mod indvandrere og flygtninge i almindelighed - og muslimer i særdeleshed - netop langsomt har vænnet os alle sammen til at se skævt.
Politikere og medier er lige så meget underlagt trykket fra den herskende politiske agenda og tidsånd som alle andre og har ganske enkelt vænnet sig til at overfokusere på det, der kan miskredittere "de fremmede", og se "dem" som en yderligtgående trussel, mens den omvendte vinkel og virkelighed (i de fleste tilfælde uforvarende) underprioriteres.
Så meget desto vigtigere er det imidlertid, at nøgterne politikere, journalister og borgere i øvrigt påpeger - og gør op - med skævheden.
Rune Engelbreth Larsen
Blog: Engelbreth, Politiken.dk, 15.9.2009