Truede kulturværdier: Oplysning og tolerance
Af Rune Engelbreth Larsen 
Efter at have været på retur i Vesten et par århundreder er religiøsiteten atter på vej til at blive en betydningsfuld faktor, om end i mere fragmenteret og forgrenet form end tidligere. De europæiske nationalkirkers svækkede magt de foregående århundreder kombineret med en bølge af new age-bevægelser i anden halvdel af det 20. århundrede og ikke mindst en betydelig indvandring af befolkningsgrupper med ikke-kristen kulturbaggrund har med bemærkelsesværdig hast udviklet de vestlige samfund i en stadig mere multireligiøs retning.
Det er en udvikling, der ved første øjekast synes at stå i en slags dobbeltkontrast til Europas kulturarv. På den ene side i kontrast til kontinentets monoreligiøse traditionshistorie, der trods kirkesplittelser har udspillet sig inden for en fælleskristen begrebsramme i store dele af de forgangne to årtusinder. Og på den anden side til den religionskritiske sekulariseringsproces, hvormed kirkens hidtidige dominans er blevet henvist til skyggen efter oplysningstiden.
Men ligesom en række samfund siden oplysningstiden har gennemløbet en udvikling fra det eksklusivt monopolitiske til det udpræget multipolitiske, er det måske heller ikke odiøst, at vi også oplever en tiltagende multireligiøs og multikulturel samfundsudvikling.
Vi er med andre ord for alvor ved at se konsekvenserne af den særegne vestlige kulturarv – renæssancens individ-orienterede tænkning og de pluralistiske strømninger i kunst og kultur såvel som oplysningstidens individualistiske opgør med politisk og religiøs ensretning. En kombination, der har skabt tiltagende politisk og religiøs rummelighed for individer og minoriteter i Vesten.
Efter halvandet århundredes blodige religionskrige var Europa således i oplysningstiden ved at være klar til at se i øjnene, at bestræbelserne på ensidig religiøs dominans var skrækkeligt fatale, uanset hvilken religiøs variant der dominerede. Adam Smith skrev f.eks.: »Religiøse prædikanters egennyttige og aktive nidkærhed er kun farlig og plagsom, hvor der enten kun er én tilladt sekt i samfundet, eller hvor hele samfundet er opdelt i to eller tre store sekter, hvori prædikanterne inden for hver af dem handler i enighed og under stor disciplin og underordning. Men den nidkærhed må være helt igennem uskadelig, hvis samfundet er opdelt i to eller tre hundrede eller måske endda flere tusinde små sekter, hvoraf ingen af dem kan blive stor nok til at forstyrre den offentlige ro.«
Eller med Voltaire: »Hvis der kun havde eksisteret én religion i England, ville der sandsynligvis opstå despoti. Hvis der havde været to, ville de skære halsen over på hinanden; men der findes tredive, og de lever i fred og fordragelighed.«
Bestræbelserne på religiøs ensretning fører netop ikke til fordragelighed, men i bedste fald til doktrinær ensretning, i værste fald til forfølgelse, fordrivelse og folkemord.
Som jeg redegør for i min bog, Oplysning og tolerance – arv og aktualitet, er den multikulturelle samfundsudvikling derimod ikke i sig selv en trussel mod individet, endsige i kontrast til renæssance- og oplysningsarven – snarere er den vestlige individualismes og pluralismes mulighedsbetingelser et resultat af de idéhistoriske nybrud i renæssancen og oplysningstiden. Det er da heller ikke den religiøse mangfoldighed, som truer mennesker og samfund, men omvendt bestræbelser på direkte eller indirekte at gennemtvinge én tro på bekostning af alle andre, eller med en spidsformulering af Holberg: »Thi det er klart, at U-roeligheder og indbyrdes Krige reyse sig lige saa lidt af differente Meeninger i Religion, som af different Smag udi Mad og Drikke; men de reyse sig alleene af Forfølgelser, og deraf, at den eene Borger vil tvinge den anden, til at finde Smag udi det, hvori han haver naturlig Afsmag …«
Denne erkendelse, manifesteret i den vestlige oplysnings- og tolerancearv, er simpelthen et afgørende historisk fundament, som gør Vesten og dermed Danmark rustet til den multikulturelle samfundsudviklings udfordringer i såvel idéhistorisk som værdipolitisk forstand. Her finder vi rødderne til den kombination af religionskritik, religiøs afradikalisering og religiøs tolerance, som vi må fastholde for at sikre samfundets pluralisme og værne om menneskelig individualitet.
Som antydet indledningsvis skal den multikulturelle samfundsudvikling ses i et bredt lys – i modsætning til, hvad vi får ørerne tudet fulde af i islamofobe debatter, er denne udvikling led i en større og bredere historisk udvikling, som langtfra alene er relateret til tilstedeværelsen af en ’ny’ muslimsk befolkningsgruppe i landet.
Selv hvis Mogens Camre med andre ord fik held til at gennemføre den utilslørede udrensning, der bl.a. ligger så klart i forlængelse af hans retoriske bandbulle om, at »muslimer skal i Muslimland – og det er ikke her« (Dansk Folkepartis landsmøde, 2004), ville Danmark i virkeligheden fortsat være stærkt præget af en samfundsudvikling, vi vanskeligt kunne karakterisere som andet end multikulturel.
Ud over tilkomne buddhistiske og hinduistiske retninger udgør som antydet også talrige nyreligiøse bevægelser en broget underskov af trosforestillinger inden for vekslende subkulturer, der sammenblander religiøse traditioner, og hvor nye eller ’genopfundne’ trosforestillinger fra flere verdensdele studeres og praktiseres med alt fra sporadisk kuriositet til koncentreret seriøsitet.
I en anden boldgade er asatroen genoplivet af et par tusind praktiserende troende i flere smågrupper i Danmark, og i en tredje boldgade finder vi frimurerne, der rækker århundreder tilbage, men ligeledes er en særegen religiøs minoritet (på tværs af andre religioner og subkulturer). Alt fra tempelridder-allusioner, salomoniske tempel-referencer og oldegyptisk ikonografi indgår i et omfattende symbolsprog af religionssynkretistisk karakter samt en lang række riter, der er gradueret efter et hierarkisk system. Man anvender i øvrigt sine egne omfattende tekstsamlinger, der udlægger den tværreligiøse symbolik, om ikke i kanonisk forstand, så dog beslægtet med den dogmepraksis, der kendes fra de traditionelle bogreligioner.
I vid udstrækning oplever også reminiscenser af myter, legender og eventyr en egen renæssance i litteratur og film såvel som komplekse rollespil, hvor de deltagende investerer betydelige ressourcer og et stort engagement i at antage alternative identiteter og adoptere uvante anskuelser. Værdier og ideer, der sine steder henter elementer fra antikke mysteriespil, middelalderlige moraliteter, romantiske æresbegreber og en generelt ritualiseret adfærd, som for et par generationer siden ville være forekommet endnu mere utidssvarende end i dag.
Religioner og religiøse skikke kan ændre sig til uigenkendelighed, men altså alligevel bevare en inspirerende og ligefrem determinerende betydning for mange mennesker. Det ser vi ikke bare i rollespils blanding af legende alvor og alvorlig leg, men også i meditative teknikker og visse former for kampsport, i fornemme loger og eksklusive selskaber såvel som marginaliseret og ritualiseret bandeadfærd – samt naturligvis blandt formelt praktiserende troende i kirker, moskeer, synagoger og andre moderne templer. Mere eller mindre selvstændige værdier og adfærdskoder, hvis subkulturelle karakter i øvrigt både kan være religiøse og irreligiøse, florerer således i mange forskellige sammenhænge. Det gælder selvfølgelig ikke blot frimurere og rollespilsudøvere, men f.eks. også blandt visse hiphoppere, soldater, rockere, fodboldhooligans og en række seksuelle minoritetsgrupper – og i mange sammenhænge går flere identitetsfaktorer selvfølgelig på tværs af de forskellige grupperinger.
Subkulturerne kan afvige bemærkelsesværdigt fra hinanden socialt og normativt, hvilket også ofte gør sig gældende inden for rammerne af større grupper, hvis fælles rammer er betydeligt mere formelle end reelle.
Blandt folkekirkekristne er der så varierende værdier og agendaer, at man ikke skulle tro, der var tale om samme religiøse udgangspunkt, tænk blot på afstanden mellem Moses Hansen og Søren Krarup på den ene side og Thorkild Grosbøll og Leif Bork Hansen på den anden – og tænk på forskellene alle fire imellem. Der er som bekendt både kristne pacifister og kristne militarister, kristne aborttilhængere og kristne abortmodstandere, ligesom der er jøder, der ønsker samtlige palæstinensere fordrevet fra Vestbredden, og jøder, som ønsker samtlige jødiske bosættelser fjernet og en reel palæstinensisk stat oprettet.
Også politiske holdningsforskelle kan i nutidens Danmark være så markante, at de uundgåeligt får betragtelige konsekvenser for ens værdier og den måde, livet leves på i praksis – det såkaldt autonome miljø er som en selvstændig kultur, der er radikalt forskellig fra den kultur, der trives i Konservativ Ungdom.
Ingen kan vel heller være i tvivl om, at der er store forskelle i synet på (og praksis i forhold til) børneopdragelse og familieliv mm., om vi f.eks. går til udvalgte kernevælgere i Dansk Folkeparti eller i Socialistisk Folkeparti. Der er utvivlsomt grupperinger inden for disse to politiske kulturer, som har mindre til fælles end mange islamiske, jødiske og kristne menigheder har.
Men er det virkelig så vanskeligt at sameksistere på grund af politiske og religiøse forskelligheder i Danmark? Egentlig ikke. Der er ganske enkelt hyppigere og mere voldelige sammenstød mellem visse sportslige fangrupper, end der er konfrontationer mellem religiøse minoriteter eller voldelige opgør mellem politiske grupperinger. Men selvfølgelig er der problemer, til tider alvorlige problemer – spørgsmålet er blot, om problemer relateret til samfundets tiltagende multireligiøse karakter virkelig har den opsigtsvækkende og samfundsnedbrydende karakter, som mange politikere fremstiller det som?
Der er jo også er alvorlige alkoholproblemer og misbrugsproblemer med mangesidede og fatale følger i majoritetsbefolkningen, alvorlige miljøproblemer, alvorlige problemer i sundhedssystemet, alvorlige mangler i skolerne osv. Havde vi haft et indflydelsesrigt parti, hvis fremmeste agenda bestod i ved enhver given lejlighed at stigmatisere danskere, som drikker alkohol eller er involveret i voldelige hooligan-opgør, ville problemerne relateret til alkohol og sport også fremstå lige så proportionsforvrænget som integrationsproblemerne.
Det korte af det lange er, at historisk betragtet er multipolitiske og multikulturelle samfund utvivlsomt både de mest religiøst tolerante og de mest frie samfund, og tilstedeværelsen af et stort antal religioner i sådanne samfund er ganske klart ikke nogen hindring herfor.
Følger vi f.eks. Voltaire, er det afgørende for, hvorvidt ikke to eller tre, men mange religiøse og irreligiøse retninger kan sameksistere, netop at ingen religiøs institution er en dominerende enhedsmagt. En iagttagelse, der også i dag bekræftes af den kendsgerning, at dér, hvor den religiøse tolerance har de allerværste betingelser i slutningen af det 20. og begyndelsen af det 21. århundrede, først og fremmest er i en række totalitære stater i den såkaldt islamiske verden, der fastholder en intolerant monoreligiøsitet.
At modsætte sig den diskrimination og undertrykkelse, som for mange mennesker er hverdag under sådanne regimer, er selvindlysende for os, hvis udgangspunkt er den vestlige kulturarv. Men fordi ensretningen i en række lande er indiskutabelt blodig og brutal, betyder det ikke, at den ensretning og diskrimination, som finder sted i Danmark eller andre vestlige lande, ikke også er en slægtning af samme intolerante ånd, som har næret mange versioner af forskellige religioner og politiske ideologier. Og selv om renæssancens humanisme og oplysningstidens tolerance er og bliver uomgængelige kerneelementer i vesteuropæisk kulturarv det seneste halve årtusind, hvor de har haft udslagsgivende betydning for den politiske samfundsindretning og dele af den almene selvforståelse, er det desværre også en arv, som undermineres af aktuelle tendenser til religiøs stigmatisering, retssikkerhedsskred og politisk kynisme.
Det nytter således ikke noget at bagatellisere eller negligere undertrykkelsen og forskelsbehandlingen af religiøse minoriteter i Danmark med argumentet om, at undertrykkelsen og forskelsbehandlingen f.eks. er så meget desto værre i Saudi Arabien – ligesom det selvfølgelig heller ikke bliver mindre alvorligt, hvis naboen ved siden af tyranniserer sine børn psykisk, at en fjern genbo ligefrem voldtager og gennembanker sin hustru.
Ingen nøgtern iagttager kan betvivle, at oplysningsarvens tolerance og renæssancearvens humanisme åbenlyst manifesterer sig i grundlæggende dele af dansk politik og lovgivning, hvorimod den er komplet fraværende i et talebaniseret ’idealsamfund’. Men heller ingen kan med hånden på hjertet betvivle, at oplysningsarvens tolerance og renæssancearvens humanisme også er åbenlyst på retur i dagens Danmark, hvor børn traumatiseres i flygtningelejre; hvor selv en lille gruppe irakiske ofre for regeringens egen løgnagtige krigsiscenesættelse og kyniske asylpolitik skal tvangsdeporteres; hvor terrorlovgivning og flygtningelovgivning sætter flere retssikkerhedsprincipper ud af kraft; hvor et religiøst mindretal hånes, spottes og latterliggøres af et indflydelsesrigt parti og dets mange samarbejdspolitiske medløbere.
Hvis vi vil fastholde og atter udbygge den essentielle del af vores egen særegne vestlige kulturarv, er modstanderne ikke individuel frihed, tolerance og religiøs mangfoldighed, men tværtimod politisk tvang, ensretning og stigmatisering fra indflydelsesrige beslutningstageres og meningsdanneres side.
Oplysningstidens gryende frihedstænkning, der kom til udtryk i epokens tiltagende religiøse og irreligiøse bredde, såvel som gryende rettighedstænkning og minoritetsbeskyttelse, var således båret af overbevisningen om, at religiøs strid netop ikke opstår som følge af religiøs forskellighed, men derimod som følge af religiøs eksklusion og forfølgelse.
Denne enkle humanistiske lære er det altafgørende at huske og reaktualisere.
Kort fortalt er ærindet med bogen Oplysning og tolerance – arv og aktualitet at belyse den historiske baggrund for, hvorfor Vesten ikke nødvendigvis behøver stå fremmed over for den multikulturelle samfundsudviklings principielle udfordringer, men er historisk rustet til at håndtere dem. Ikke på trods af, men på grund af den vesteuropæiske kulturarv og dens centrale tolerancetradition.
NOTE: Ovenstående er en præsentation af nogle af pointerne i min seneste bog, Oplysning og tolerance - arv og aktualitet, der netop er udkommet og dannede grundlag for en tv-debat i Deadline mellem undertegnede og Morten Uhrskov Jensen (kan lettest ses via American Pictures: Multikulturel samfundsudvikling), og som indtil videre er blevet anmeldt i Kristeligt Dagblad og Weekendavisen. REL.
Rune Engelbreth Larsen
Blog: Engelbreth, Politiken.dk, 13.6.2009
