I dagens trykte Politiken kritiserer Erik Valeur, hvorledes TV-Avisen for nylig agerede fuldkommen ukritisk talerør og mikrofonholder for Dansk Folkeparti:
Det er sært, som de politiske partiers enorme respekt for Pia Kjærsgaards lille, men velsmurte Dansk Folkeparti smitter af på pressen, der måned for måned virker mere og mere servil i omgangen med DF's tre topchefer.
Et interview i TV-avisen (14.9.) havde det oplæg, at det kun krævede »tre måneders hundepasning i Sverige« for en dansk kvinde at blive familiesammenført med sin ugandiske mand i Danmark.
Til DF's Peter Skaarup sagde TVA-værten i det, der umiddelbart blev lagt op som et kritisk interview: »Parret her har med EU-reglerne i hånden omgået 24-års reglen, tilknytningskravet - ja kort sagt alle de krav, I har insisteret på - det må jo betyde, at dansk udlændingelov nu er sat ud af kraft?«.
Det kan godt være, tonen skal lyde kritisk, men man kan roligt sige, at værtens oplæg på public service-kanalen er helt i folkepartiets ånd.
Ordet »omgået« signalerer helt klart, at det ikke er DF, men de to unge, der er ude i noget snavs - der oven i købet sætter rigtige love »ud af kraft« - og Skaarup griber da også taknemmeligt bolden:
»Ja, det må man sige! Altså meningen med de regler, vi har ... har jo hele tiden været, at vi var herrer i eget hus ... og da må man jo sige, at EU-bureaukraterne i Bruxelles giver vores lovgivning og dermed demokratisk valgte danske politikere et skud for boven ...«.
Her kunne man forvente, at TVA-værten ville tage fat i ladede begreber som »herrer i eget hus« og demokratiske politikere, der får »et skud for boven« - osv. - men det er jo svært, når man selv har etableret præcis samme vinkling. I stedet siger værten:
»Ja, men denne her sag er jo altså afgjort og viser, hvad der så tilsyneladende skal til for at få opholdstilladelse - er det her en udlændingepolitik, som er acceptabel for Dansk Folkeparti?«
Igen en bold, der lægger op til rent smash fra samtalepartner Skaarup:
»Det er selvfølgelig ikke acceptabelt - for her spekuleres der jo i reglerne ... her er det jo ren spekulation - her er det jo ren proforma , hvor man bare gør noget for at opfylde reglerne og komme ind ad bagvejen - altså simpelt hen omgå lovgivningen. Det kan ikke blive ved med at gå ... så bliver den lovgivning omgået fra EU's side, hvor der er nogle bureaukrater og nogle domstolsfolk, der har siddet og fundet frem til noget ...«.
Spekulation, proforma, omgå, bagvej - det unge par kriminaliseres rent, men det ignorerer DR-værten og puster i stedet til angrebet på EU (...)
Det interessante er, at da en ny TVA-vært i den sene udsendelse gentager DR's og DF's fælles begreb - at de unge og EU »omgår« reglerne - over for integrationsminister Birthe Rønn Hornbech - så siger hun spontant: »Jamen, man omgår jo ikke noget, der er lovligt.«
»Men så komme uden om ...«, stammer TVA-værten lidt befippet.
Ja, for det er jo faktisk Danmark, der vil omgå EU.
Det modsatte er ikke desto mindre blevet viderebragt igen og igen af TVA's studieværter.
Man kommer ikke uden om, at TVA's teknik er totalt selvafslørende. Angsten for DF er enorm.
Erik Valeur
Politiken, 21.9.2008
Der er ikke andre kommentarer nødige end at konstatere, at medmindre ovennævnte DR-interview er et fuldkommen tilfældigt udtryk for ekstremt miserabel journalistik, som hverken er en public service-station eller nogen anden del af pressen værdig, er der tale om et indiskutabelt eksempel på et ualmindelig servilt knæfald for Dansk Folkeparti fra TV-Avisens side! Det hører ikke hjemme andre steder end i Dansk Folkepartis eget partiorgan.
Rune Engelbreth Larsen
Blog: Engelbreth, Politiken.dk, 21.9.2008