Forsvarschef Jesper Helsø taler ud fra kold militærlogik, når han fremfører, at mange dræbte danske soldater er helt inden for rammerne af det tålelige i Afghanistan: "Personligt mener jeg, at danskerne kan tage ganske mange tab, både i forhold til den danske befolkning og soldaterne. Jeg vil ikke sætte tal på hvor mange, men jeg tror, at vi kan tåle mange tab, og jeg konstaterer, at vores tab blot har styrket enheden, sammenholdet og effektiviteten i Helmand." (JP.dk, 3.5.2008).
Generalens statement er med andre ord en foregribende accept af, at kommende dræbte danske soldater i betydeligt tal blot er noget, som familierne og befolkningen er rustet til at tåle. Dermed slipper han naturligvis helt uden om det vanskelige spørgsmål, der handler om, hvorvidt indsatsen og målet med denne retfærdiggør 14 dræbte og et ukendt omfang af traumatiserede soldater - for vi er tilsyneladende slet ikke i nærheden af en smertegrænse.
Spørgsmålet er imidlertid, hvem de "danskere" er, som altså "kan tage ganske mange tab"? De døde soldaters efterladte kærester og hustruer? Deres eventuelle børn? Mødre og fædre - venner og andre pårørende?
Det ved Helsø naturligvis ikke - han bliver i abstrakternes sfære, for sagen er en anden, så snart hans vidtløftige accept af de mange døde soldater konkretiseres til sønderskudte livløse kroppe, der fragtes hjem i kister. Måske hans modige tålsomhed burde placere ham selv permanent i frontlinjen? Kan Helsø mon tåle at afskrive sig selv lige så nonchalant på forhånd?
Rune Engelbreth Larsen
Blog: Engelbreth, Politiken.dk, 5.5.2008