Statsminister Marianne Jelved?
Af Rune Engelbreth Larsen 
Ethvert parti, der har held til at blive tungen på vægtskålen, vil indlysende nok bestræbe sig på at få maksimalt politisk udbytte af situationen.
Det Radikale Venstre fremlagde en risikabel, men (næsten) optimal plan, hvis partiet skulle komme i denne situation efter næste valg - seks ultimative krav, herunder statsministerposten.
Problemet var naturligvis, at »ultimativt« er enten-eller, ikke både-og. Men i stedet for at justere den ultimative kurs med den lille, men fleksible indrømmelse, at partiet kunne leve med at få opfyldt fem af seks krav, gik baglandet i panik over svigtende meningsmålinger, og håndklædet kastes i ringen.
Men hvis Det Radikale Venstre skulle blive tungen på vægtskålen og havde haft tilstrækkeligt med is i maven til at stå fast, ville det langtfra være usandsynligt, at Jelved enten kunne få gennemført fem af de seks politiske krav og i det mindste samtidig komme statsministerposten særdeles tæt. Hvis ikke formelt, så dog som minimum blive lige så meget »statsminister« som Pia Kjærsgaard, der som bekendt sidder på en pæn del af denne stol i dag.
Havde partiet valgt at insistere på minimum fem af seks krav, kunne Jelved nemlig have opnået ét af to resultater: Enten tvinge Venstre til at sige farvel til Dansk Folkeparti eller også presse Thorning-Schmidt til at føre en mere humanistisk indvandrerpolitik end Fogh. Kun sådanne kategoriske krav (med nævnte fleksiblitet) kan afblæse Dansk Folkepartis vetoret over for den inhumane flygtninge- og indvandrerpolitik.
Dette er og bliver hovedopgaven i dansk politik i dag, hvis samfundet ikke skal risikere at intensivere de allerede uoverskuelige modsætninger, som Dansk Folkeparti har skabt mellem majoriteten og det mest trængte mindretal. Det er således ikke partipolitisk enighed, der er mit motiv til at håbe på, at den næste statsminister snarere hedder Jelved end Thorning-Schmidt, men akut nødvendighed. Og det var ikke så urealistisk, som det kunne forekomme.
På valgaftenen kan alt ske. Hvis Foghs flertal forsvinder, ryger Fogh med i faldet, og en ny Venstreformand kan vise sig parat til at acceptere statsminister Jelved, hvis dét er den eneste måde, hvorpå en mindretalsregering med statsminister Thorning-Schmidt kan undgås. Tilsvarende kan Thorning-Schmidt blive tvunget til at acceptere en vicestatsministerpost, hvis statsminister Jelved er den eneste måde, hvorpå hun undgår en mindretalsregering med statsminister Fogh.
Hvis det radikale bagland havde haft modet, ville Jelved enten blive landets næste statsminister eller i hvert fald den mest eller næstmest indflydelsesrige politiker med de fem øvrige krav indfriet. Uanset aktuelle udmeldinger vil både V og S være parate til at betale en høj pris for statsministertaburetten - men også for at undgå, at den går til arvemodstanderen, ingen tvivl om dét.
Efter de radikales kursskifte og nedtoning af Jelveds krav er vi tilbage ved halehænget til Socialdemokraterne, som Margrethe Vestager har advaret imod, og vi kan i bedste fald se frem til et regeringsskifte med kosmetiske justeringer og uden noget politisk kursskifte på flygtninge-indvandrer-området.
Tilbage er kun at håbe på, at SF og Enhedslisten tør stille krav til Thorning-Schmidt og f.eks. oprigtigt true med at pege på Jelved eller Søvndal, hvis et flertal af disse krav ikke indfries.
Jamen hvis ikke man mekanisk peger på S, risikerer man så ikke, at Fogh bare bliver mindretalsstatsminister?
Jo, men det betyder jo reelt meget lidt. Hvis et parti er tungen på vægtskålen, er det tungen på vægtskålen og beholder derfor nøglen til et kursskifte, også i opposition. Derfor kan både venstrefløjen og de radikale uden videre presse Thorning-Schmidt til det alleryderste i stedet for passivt at lade sig købe for et par procents justeringer og nogle ministerposter.
Jelved turde gøre forsøget, men seks ud af seks ultimative krav låste alting fast. Den minimale indrømmelse at insistere på fem ud af seks havde imidlertid sendt dilemmaet over til Socialdemokraterne, der kunne tvinges til et reelt kursskifte.
Med de radikales retræte risikerer vi, at Thorning-Schmidt bare får magten foræret gratis - og så er alt for meget ved det gamle.
Rune Engelbreth Larsen
Politiken, 29.11.2006 (bragt under overskriften: »Radikal retræte kan forære magten til Thorning«)
