Ole Hasselbalchs modstandskamp
Af Rune Engelbreth Larsen 
Tænk, hvis en imam udtalte, at han ikke kunne tage afstand fra islamisk terror i Danmark, eftersom han ikke selv havde nogen andel i det, men at han alligevel insisterede på at kalde terroren for »sabotage« udført af »modstandsgrupper«? Det ville rejse protester af den anden verden, og Den Danske Forenings tidligere formand, Ole Hasselbalch, ville ikke være sen til at himle op om den farlige islamisering af fædrelandet.
Nu er det Ole Hasselbalch selv, der som formand for Den Danske Forening ikke ville tage afstand fra dusinvis af bombe- og brandattentater mod asylcentre, indvandrerklubber og moskeer – som han forklarer i JP 15/11: »Hverken foreningen eller jeg har nogen sinde haft behov for at reklamere vor fortræffelighed ved idelig at tage afstand fra alt muligt, som vi ikke har og aldrig har haft med at gøre.«
Det handler imidlertid ikke om »at tage afstand fra alt muligt«, men netop om det forhold, at Hasselbalch & co. kategorisk nægtede at tage afstand fra bombeangreb mod indvandrere og sågar gav udtryk for en slet skjult accept heraf ved at kalde det for »sabotage« og »modstandskamp«. At Hasselbalch ikke finder dette relevant i en debat om dæmoniseringen af et muslimsk mindretal, er yderligere selvafslørende – selvfølgelig er heroisering af bombeaktioner mod indvandrere i enhver henseende grotesk.
Endelig besværer han sig over, at jeg citerer hans mangeårige kampfælle, Peter Neerup Buhl, der i Den Danske Forenings medlemsblad har udtalt, at strategien mod muslimerne består i at »dehumanisere dem verbalt, før det det kan blive politisk legitimt at fjerne dem fysisk fra vort område.« Hasselbalch mener, at det er urimeligt at stille ham til ansvar for en andens ord om etnisk udrensning – men det er heller ikke, hvad jeg gjorde (JP, 11/11).
Jeg spurgte rent faktisk – og spørger igen: »Men måske Hasselbalch er uenig i strategien?« Det krøb han af gode grunde uden om.
Rune Engelbreth Larsen
Jyllands-Posten, 18.11.2006
