Rigsadvokaten overså oplagt forhånelse i karikatur-sagen: Trosbekendelsen på bomben

Af Rune Engelbreth Larsen

Et hidtil upåagtet forhold ved Jyllands-Postens Muhammed-karikaturer stiller rigsadvokatens afgørelse i nyt lys og bestyrker kravet om, at justitsministeren bør lade sagen prøve ved domstolene.

I forvejen er det uacceptabelt, at der uden en domfældelse hersker tvivl om de juridiske rammer for ytringsfriheden i så afgørende en sag, hvor Jyllands-Posten hævder, at retten til "hån, spot og latterliggørelse" er ubegrænset i direkte tilknytning til en karikatur, der fremstiller Muhammed som en vredladen og formørket person med en bombe i turbanen. Rigsadvokaten bemærker da også selv, at denne fremstilling "med god grund opfattes som en krænkelse og fornærmelse af profeten, der er et forbillede for troende muslimer" - men dét var altså alligevel ikke tilstrækkeligt til også at prøve sagen ved retten.

For retsforståelsen er det imidlertid både utilfredsstillende og uacceptabelt, at Henning Fode har forhindret en domstolsprøvelse, når karikaturernes ledsagende erklæring insisterer på forhånelse, og det akkurat er "hån", som både blasfemi- og racismeparagraffen udtrykkeligt og ordret kriminaliserer.

Det udslagsgivende modargument i Henning Fodes redegørelse er imidlertid, at ingen af tegningerne er "møntet på muslimer generelt", i hvilken forbindelse han tilføjer: "Der er endvidere ikke noget holdepunkt for at antage, at det har været hensigten med tegning 2 [bomben i turbanen] at fremstille muslimer i almindelighed som voldsudøvere eller tilhængere af vold eller endda som terrorister."

Alt, der manglede, var med andre ord blot ET HOLDEPUNKT for at antage, at det var hensigten at fremstille "muslimer i almindelighed" som voldstilhængere.

Sagen er bare den, at der rent faktisk er et endog overordentlig afgørende holdepunkt, som rigsadvokaten imidlertid slet ikke kommer ind på, og som har været overset af alle andre end de muslimske foreninger, som rejste sagen. På den omtalte karikaturtegning har tegneren således placeret selve den islamiske trosbekendelse på bomben med kalligraferet, arabisk skrift ("der er ingen gud, hvis ikke Gud, og Muhammed er Guds sendebud").

Udsnit af Muhammed-karikatur Der er i kraft heraf et iøjnefaldende holdepunkt for at antage, at tegningen også fremstiller "muslimer i almindelighed" som "tilhængere af vold eller endda som terrorister", fordi man netop skal bekende sig til det, der står skrevet midt på bomben, for overhovedet at blive muslim - det er med andre ord vanskeligt at forestille sig noget klarere holdepunkt.

I et bilag til Henning Fodes redegørelse, der omhandler faglitteraturens belysning af islam, fremgår det da også, at rigsadvokaten er bekendt med den afgørende betydning af trosformlen, der anføres som "vidnesbyrdet, den enkle formel, som man skal udsige, hvis man vil træde ind i religionen Islâm". Men han er altså ikke bekendt med, at dette vidnesbyrd er en del af tegningen, som oven i købet er placeret direkte på bomben - og derfor opdager han ikke det, der relaterer tegningen til "muslimer i almindelighed".

Henning Fode kan næppe arabisk, men trosbekendelsens centrale placering gør de muslimske foreninger også selv opmærksom på i en skrivelse med titlen "Vi ønsker værn om vores borgerlige rettigheder".

I denne redegørelse for juridiske aspekter af sagen beskrives som første punkt "det islamiske trosbekendelsesvers", og netop bombe-tegningens brug heraf fremhæves: "Ved tegningen (…) er det islamiske trosbekendelsesvers skrevet i hovedet på karakteren."

Skrivelsen er tilsendt en lang række ministre allerede i november, bl.a. statsministeren og justitsministeren, og man må formode, at ingen af de officielle skrivelser og breve er blevet tilbageholdt for rigsadvokaten?

I alle tilfælde rejser det fornyet tvivl om, hvad hensigten med karikaturen overhovedet har været. Tegneren har udtalt, at hans ærinde ikke var at sige noget om "islam som helhed", men at "påvise, at terrorister får deres spirituelle ammunition fra islam" (Jyllands-Posten, 26.2.2006) - hvilket er så meget desto mere bemærkelsesværdigt. En tegning kan nemlig ikke "påvise" noget sådant, medmindre den faktisk knytter en klar og tydelig forbindelse mellem islam og terror, og netop dét sker via Muhammed - men hvad vigtigere er i denne sammenhæng: I kraft af trosbekendelsen knyttes forbindelsen ikke "blot" til islam som religionsbegreb, men altså desuden direkte til den enkelte muslim.

Derfor havde det været relevant for rigsadvokaten at spørge tegneren og den ansvarlige redaktør om, hvorfor lige præcis trosbekendelsen bruges til at sige noget om terroristers "spirituelle ammunition", medmindre pointen er at gøre terrorister ud af muslimer i almindelighed?

Også derfor bør justitsministeren pålægge rigsadvokaten at føre sagen for domstolene, som det er muligt ifølge retsplejeloven.

Vi bør heller ikke glemme, at det lige fra begyndelsen har været regeringens afværge-manøvre over for international kritik, at man ikke kunne have en holdning til en sag, som det var op domstolene at afgøre. Denne pointe anfører statsministeren fuldkommen utvetydigt i det svarbrev, han sender til 11 muslimske ambassadører og generalsekretæren for Den Islamiske Konferenceorganisation i oktober: "Dansk lovgivning forbyder imidlertid handlinger eller udtryk, der er af blasfemisk eller diskriminerende art. Den krænkede part kan bringe sådanne handlinger eller udtryk for en domstol, og det er så op til domstolene at behandle den enkelte sag."

Statsministeren forsikrer, at det er en ren formsag for den krænkede at "bringe sådanne handlinger eller udtryk for en domstol", men fem måneder senere forhindrer rigsadvokaten alligevel den domstolsprøvelse, som muslimerne er blevet stillet i udsigt som noget selvfølgeligt.

Derfor bør regeringen også i naturlig konsekvens heraf selv tilvejebringe domstolsprøvelsen.

Det er der også andre grunde til - f.eks. at rigsadvokaten glemte at inddrage FNs racismekonvention i sin redegørelse for at afvise en domstolsprøvelse, og at han undlod at afhøre Jyllands-Postens redaktører i sagen. Dertil kommer altså, at hans efterlysning af et "holdepunkt" for at koble bombe-tegningens terror og vold med "muslimer i almindelighed" helt og aldeles overser, at dette findes i kraft af den islamiske trosbekendelses fremtrædende placering på tegningen, som de muslimske foreninger for længst har gjort regeringen opmærksom på.

Det er oplagt, at justitsministeren rejser sagen, så domstolene kan vurdere betydningen af de mange juridiske aspekter tilbundsgående, og det ville også signalere til omverdenen, at regeringen står ved den domstolsprøvelse, man adskillige gange har stillet i udsigt.

Kun udfaldet af en retssag kan endvidere gøres til genstand for en relevant politisk diskussion af, om de aktuelle paragraffer bør lempes, strammes eller helt afskaffes. Uanset hvilket standpunkt man har i denne sag, er det i samfundets og retsforståelsens klare interesse at få en afgørelse af domstolene.

Rune Engelbreth Larsen
Politiken, 24.4.2006