Tvangsaktivering er ingen løsning
Af Rune Engelbreth Larsen 
Ingen kan vel være uenig, når Pia Mortensen (V) skriver i JP-Århus den 24.8., at arbejdet har stor betydning for vores velvære.
Det er bare kun én side af sagen. Hun glemmer således to indlysende betragtninger: Dels at der også er masser af nedbrydende jobs, der har endnu større betydning for, at vi vantrives, og dels at den tvangsaktivering, hun gerne så gribe yderligere om sig, slet ikke er reelt arbejde, men derimod formynderisk løntrykkeri og rettighedsfratagelse.
Derfor er hendes præmisser helt ude i skoven, når hun tror, at tvangsaktiverede kontakthjælpsmodtagere »bidrager aktivt til samfundet«, mens ledige, som er fri for denne adfærdskontrol, ikke gør det. Det er nærmest omvendt.
Også kontanthjælpsmodtagere uden lønarbejde kan naturligvis bidrage konstruktivt til samfundet, f.eks. som frivillige i forenings-, kultur- eller idrætslivet og på 117 andre måder i dagliglivet. Men selvfølgelig bidrager de også til andres beskæftigelse, i kraft af at deres kontanthjælp i høj grad er med til at finansiere forbrug og almindelige udgifter, som andres lønindtægter er afhængige af.
Tvangsaktiverede nedbryder derimod lønsystemet og fastholder myten om, at ledige er pr. definition er en samfundsbyrde uden kvaliteter og værdier.
Minoritetspartiet så gerne kommunale forsøgsordninger med meningsfuld selvaktivering, hvor man på kontanthjælp kunne få lov til at passe sin egen talentudvikling, f.eks. kunstnerisk, musikalsk eller fagligt. Det ville spare penge til meningsløse aktiveringskurser og samtidig betyde, at aktiveringen kunne blive mere effektiv, fordi den kunne målrettes mod de ledige, som har størst behov – og som selv ønsker det.
JP-Århus, 30.8.2005
