"Vi overtager fucking Sjælland og København," udtalte et hårdkogt medlem af indvandrerbanden Triple A og viftede med et gevær i TV2 Nyhederne den 17. juli. Studieværten præsenterede historien: "Indvandrerbander ruster sig lige nu til krig med andre om magt og penge - og de er stærkt bevæbnede og frygtløse. TV2 har fulgt banderne og kan her vise sider af en underverden, der ikke skyr nogen midler."
Stort postyr og stor forargelse følger selvfølgelig de næste dage i medierne, og en politiker kræver ligefrem en lovændring, så indvandrere med dansk statsborgerskab kan få frataget deres pas.
Sagen er bare den, at indslagets voldelige billedside ikke afbilder bandevold, men stammer fra et råbånd til en musikvideo, og at udtalelser fra "bande-medlemmer" om at overtage Sjælland er ment som reklame for et tøjmærke! En uge senere kan politiet således afsløre, at Triple A slet ikke eksisterer.
Alligevel fastholder TV2 historien om banden og nægter at bringe en undskyldning - souschef på TV2, Lotte Mejlhede udtaler: "Vi har lavet en historie på baggrund af nogle mennesker, som udtaler sig om deres eget liv og deres egne synspunkter, og hvad det kan få af efterfølgende konsekvenser, det mener jeg ikke, at vi står til ansvar for." (Politiken, 13.8.2005).
Det mener Mejlhede ikke, at TV2 står til ansvar for? Hvem gør så?
Problemet er desværre ikke blot den manipulerede historie i sig selv, men at den er et symptom på en medie-sygdom, der forgifter det mentale og politiske klima i Danmark. Den er blot ét af de værste eksempler blandt en lang række øvrige oppustede, overdrevne og overeksponerede skræmmehistorier om etniske minoriteter, der i lighed med Triple A bliver VED med at eksistere i danskernes bevidsthed - uanset om manipulationer og overdrivelser afsløres eller ej.
Den amerikanske film, Crash, der netop har fået premiere herhjemme, skildrer indirekte samfundseffekten af et sådant forgiftet klima. Vi følger her en række historier fra det moderne Los Angeles, der stiller skarpt på almindelige menneskers hverdagsfordomme og tiltagende racisme, som lurer under en kølig og distanceret overflade.
De genuine racister er trods alt de allerfærreste, men de er symptomet på den ureflekterede paranoia, der accelererer den onde cirkel fra misforståelser og nervøsitet over mistillid og fordomme til hysteri og racisme.
Det, der gør filmen Crash så rystende relevant og fortvivlende træfsikker på samme tid, er dens skræmmende, men præcise afdækning af, hvordan disse tendenser næres af de mest elementære og selvforstærkende mekanismer. Unge sorte, der har hamret panden mod diskriminationens mur, bliver selv smittet med paranoiaen og ser racisme overalt, overreagerer på enhver misforståelse eller kritik, og hvide, der er mærket af (eller har hørt om nogen, der er mærket af) mødet med sorte kriminelle, ser mafialignende bander blandt alle "farvede".
Filmen kunne sagtens afspejle den retning, som også dagens Danmark bevæger sig i. Medierne banker paranoiaen i vejret, mens politikerne ofrer borgerrettigheder for mere diskrimination og terrorlovgivning. Det er i dag hverdag, når etniske minoriteter bliver ringeagtet i det offentlige rum, i busser, på gaden, foran diskoteker osv. Flere og flere muslimer oplever dagligt at blive set ned på med en blanding af frygt og afsky.
Gnister bliver allerede tændt herhjemme - White Pride banker sorte studerende i Århus, og PET konstaterer, at der foregår "regelmæssig intimidering og chikane af personer, der er af anden etnisk herkomst, og af personer, der arbejder for integration og kulturel og religiøs forståelse og tolerance". Medlem af Borgerrepræsentationen, Tanwir Ahmed må sågar forlade dansk politik som følge af trusler fra anonyme racister, men pressen værdiger det næsten ikke et ord.
Mejlhede har tilsyneladende andet og vigtigere ting at se til.
Filmen Crash er ikke blot et rystende øjebliksbillede af den skræmte og spændte situation i hverdagens USA, men er i akkurat samme grad et øjebliksbillede af hverdagens Danmark. Så længe pressefolk og politikere fortsætter med at bære ved til fordomsfuldhedens bål, vil denne selvforstærkende proces fortsat intensiveres med mere gensidigt had, der avler flere sammenstød, større mistillid, mere overvågning, mere racisme, flere udvisninger, større frustration og mere desperation.
Heldigvis er der journalistiske undtagelser. Politikens Camilla Høy-Jensen og Otto Lerche opruller historien om Triple A i Politiken den 13. august. Og heldigvis er der vågne folk i politiet, der kalder indslaget for "ganske forkasteligt", og i en redegørelse (som også er sendt til TV2) skriver: "TV af den slags er egnet til at skabe frygt og forvirring blandt seere og er med til at modvirke integrationsprocessen og øge fremmedhadet."
Symptomatisk er det imidlertid, at TV2 ikke desto mindre nægter at erkende, at banden ikke eksisterer, men kun vil indrømme, at der er "mystik" omkring Triple A.
Hvilken forbilledlig måde at gøre brug af pressefriheden på.
MP Ugebrev, 14.8.2005