Integrationsklimaet i Danmark
Af Rune Engelbreth Larsen 
Ét af hovedemnerne på det integrationsmøde, som Foreningen for Etnisk Ligestilling, ENIDA og Minoritetspartiet arrangerede i Politikens Hus den 28. november, var »medier og integration«. Og når undertegnedes oplæg til arrangementet, tager afsæt netop heri, skyldes det, at medierne griber ind i samtlige øvrige overvejelser og aspekter af det eksisterende integrationsklima.
Integration er en tovejsaffære. Ingen kan forvente, at mennesker med forskellig kulturel baggrund forstår hinanden ved første blik. Og ingen kan forvente, at når befolkningsgruppen i et samfund som det danske over et par generationer udvides med nogle hundredtusinder nye medborgere med forskellig etnisk, national, kulturel og religiøs baggrund, så vil det ske helt uden gnidninger, misforståelser, skepsis eller konflikter.
Opgaven består naturligvis i at forebygge og tackle kulturmødets kriser på den mest hensigtsmæssige måde, så afbalanceret og sagligt som muligt. Det vil bl.a. sige at afdramatisere problemer i stedet for at overdramatisere dem, og at nedruste retorisk i stedet for at opruste.
Dette turde være indlysende, men er det åbenbart ikke i udpræget grad i politik og journalistik. Pressen og politikerne vælger at overse den såre banale mekanisme, at jo mere en befolkningsgruppe bliver trængt op i en krog med ryggen mod muren, desto større frustration medfører det - og jo større frustration, desto større desperation. Tryk avler som bekendt modtryk, og det er og bliver først og fremmest majoriteten, der kan lette trykket, fordi den selvfølgelig i så høj grad er trykket.
Hvad skal majoriteten så gøre? Ja, i udgangspunktet må det være oplagt at sætte alt ind på, at ingen føler sig sat udenfor. Den mest basale måde at sikre dette er som minimum at garantere, at alle er ligeværdige borgere, og at alle har samme rettigheder. Hvis så få som muligt føler sig udenfor samfundet, føler så få som muligt også grund til at holde samfundet udenfor. Desværre sker i dag det modsatte.
Her finder vi i mine øjne den største hindring for at sikre en harmonisk samfundsudvikling og for at minimere konflikter. Intet har vel så ødelæggende en virkning på selvværd og adfærd, som konstant at få at vide, at man er »uønsket«, og at man udgør et »problem«. Udover den sociale marginalisering foregår også denne psykologiske og politiske marginalisering i vidt omfang i Danmark i dag - fra politikeres side, fra samfundsdebattørers side og fra pressens side.
Efter et par årtiers tilbagevendende stigmatisering af etniske minoriteter i medierne har pressen cementeret det nationalistiske skræmmebillede af indvandrere i almindelighed og muslimer i særdeleshed, der har været politikeres undskyldning for stramninger i udlændingeloven og regulær diskrimination. Med negative og overeksponerede historier om indvandrere hver uge, har efterhånden tusinder af spisesedler og avisforsider i millioner af eksemplarer stigmatiseret etniske minoriteter med den eksplicitte eller implicitte påstand, at primitivitet og vold er en del af islam eller en almen indvandrerbaggrund.
Det er symptomatisk at se, hvor sjældent - for ikke at sige aldrig - en specifik dansk baggrund (f.eks. sekulær eller protestantisk) relateres til pressehistorier om politikere og privatpersoner med dansk, etnisk baggrund. Det ville f.eks. være utænkeligt, at pressen påpegede den etniske, danske baggrund for de fremtrædende hovedbestyrelsesmedlemmer i Venstres Ungdom, som har fremsat ønske om at fjerne stemmeretten for arbejdsløse og »primitive« medborgere. Havde der imidlertid været tale om et forslag fra folk med muslimsk baggrund, var netop islam i allerhøjeste grad blevet betonet.
Pressen er alt, alt for villig til at spille dette ensidighedens spil mod de etniske minoriteter, som alene gavner populistiske politikere og de allermest yderligtgående islamister, og som underminerer udgangsbetingelserne for et positivt integrationsklima i Danmark. Den gennemgående metode, hvormed dette iværksættes, er en bevidst eller ubevidst proportionsforvrængning. Pressen gør naturligvis ret i at fremhæve journalistisk relevante historier om f.eks. tragiske æresdrab eller religiøst motiveret vold i alle lejre, men den voldsomme overeksponering og ensidige fokus på muslimer er helt skæv.
B.T. bragte f.eks. i sin tid en billedserie over 10 sider, der fordømmer en håndfuld æresdrab over en årrække i Skandinavien, men der er ingen eksplicitte billedserier med de tusinder af skandinaviske kvinder, som i samme periode er blevet psykisk traumatiseret eller udsat for fysisk vold eller det, der er værre.
Et symptomatisk eksempel er ikke mindst diskussionen om pigeomskæringer for et par år siden, der rasede, indtil det viste sig, at problemet var mere eller mindre ikke-eksisterende. Men i lang tid gjorde sensationalistiske pressehistorier med billeder af omskårne piger somaliere til jaget vildt i pressen og på visse socialkontorer. I flere tilfælde hev sagsbehandlere somaliske pigebørn op på stuebordene og trak deres bukser ned, mens mor og far og søskende chokeret og traumatiseret så til. Ingen journalist fandt på at skildre disse overgreb fra myndighedernes side, hvorimod opfindsomheden ingen grænser kendte, da det drejede sig om at lave forsidehistorier om somaliernes påståede skamferinger af deres døtre.
Lad mig slutte med et sidste og mere aktuelt eksempel, som jeg også fremhævede i Politiken i sidste uge:
I weekenden var en 23-årig ung mand med indvandrerbaggrund i livsfare efter at være blevet stukket ned uden for en grillbar i Esbjerg. Ifølge Ritzau havde to danske mænd først overfaldet ham med racistiske ytringer, og da han forlod grillbaren fulgte den ene dansker efter og stak uden videre den 23-årige i maven med en kniv.
Hvor mange forsidehistorier blev det til i pressen? Nul.
Udover perifere notitser var pressen stort set tavs. Tænk hvis det var omvendt. Tænk hvis gerningsmanden var en indvandrer, der stak en dansker ned med et specifikt anti-dansk motiv. Ramaskriget ville genlyde i ugevis.
Men nu var det omvendt. Der var imidlertid ikke en eneste journalist, som fandt på at ringe til integrationsministeren og spørge, om han ville afkræve alle modstandere af indvandringen at tage afstand. Aviserne ryddede ikke forsiderne - næppe engang en lille notits blev det til i de landsdækkende dagblade.
Hvad betyder alt dette for integrationsklimaet? Det betyder selvfølgelig en voldsom, negativ slagside blandt majoritetsbefolkningen over for etniske minoriteter, som forværrer marginaliseringen, fordi pressen medvirker til at give os et generaliserende og fortegnet billede af indvandrere.
Dette er desværre en meget vigtig faktor, som vi i sidste ende er nødt til at tage højde for i hvert eneste aspekt af integrationsprocessen.Hvad enten vi er os det bevidste eller ej, udgør flere års indvandrernegative spisesedler og proportionsforvrængende avisforsider allerede en stor del af de briller, vi ser det hele igennem.
Hvis ikke vi begynder at blive bevidst om disse briller, kan vi ikke aflægge os dem, og hvis vi ikke kan aflægge dem, vil de ikke alene fortsætte med at fortegne hele problemkomplekset omkring den multietniske samfundsudvikling, men de vil også forværre integrationsklimaet yderligere.
Pressen bærer i givet fald det største ansvar.
MP ugebrev, 5.12.2004
