Bertel Haarders arrogance over for etniske minoriteter er velkendt. Hans mytiske opfattelse af den »danske stamme« som et særlig uskyldsrent folkeslag med en kernesund arbejdsmoral og indgroet modvilje mod at snyde systemet adskiller »os« ifølge integrationsministeren fra de dovne og bedrageriske indvandrere.
Skønt utallige eksperters klare understregning af, at den danske udlændingelov krænker menneskerettighederne, er det for Haarder et sammenbidt mantra, at dette er »det rene glade vrøvl« - for hans liberalistiske hjerte er menneskerettighederne nemlig fortsat noget positivt, som af historiske grunde trods alt (i det mindste formelt) skal holdes i hævd, så man kan bruge dem til at kritisere tredjeverdenslande med.
Hvordan asylansøgere og indvandrere i øvrigt trives i landet, og hvor megen lovfæstet diskrimination, regeringen end udsætter dem for, er det altså imperativt for ministeren at fastholde, at menneskerettighederne overholdes - om så det er den tyndeste fernis af pseudoargumentation iblandet en betragtelig dosis forargelse, han kan mønstre som belæg herfor.
Efter den seneste kritik fra Europarådets menneskerettighedskommissær, Alvaro Gil-Robles, har ministerens kulturchauvinisme nået nye højder og hans vanlige pokerfjæs er krakeleret i irritation med en nedgørelse af spanierne, som ellers kun plejer at ramme afrikanere og arabere: »Vi er det eneste land, som har fundet et middel imod arrangerede ægteskaber, og det hedder 24-års reglen. Den er kvindeprogressiv, og det er måske det, en spanier ikke forstår så godt.« (Politiken, 9.7.04).
Da det gik op for Haarders indre karriererytter, at dette måske alligevel ikke var så utrolig begavet sagt, når man samtidig angler efter en forgyldt kommissærpost i EU, måtte han modvilligt redde lidt i land. Halvanden uge senere blev det derfor refereret i nyhedsstrømmen, at han var blevet »misforstået«.
Var han det?
Integrationsministeren udtalte: »Gil-Robles mener, at 24-års reglen skader integrationen. Jeg siger, at den gavner integrationen. På det punkt var hans argumentation politisk. Derfor svarede jeg politisk uden på nogen måde at nedgøre ham som jurist.« (Politiken, 20.7.04).
Haarder har med andre ord ikke trukket noget som helst tilbage. Han vil bare ikke nedgøre menneskerettighedskommissæren som »jurist« - men hans nedgørelse af ham som »spanier« er åbenbart en helt, helt anden sag, der får lov at bestå!
Midt i dette spegede forløb troede Marianne Jelved, at hun kunne vinde en hurtig lille sejr ved at kritisere Haarder - efter at have noteret sig, at Politiken havde gjort det samme - så hun rykkede ud med et sommerferiekrav om, at Lykketoft skal ændre 24-års-reglen til en 21-års-regel, hvis han skal gøre sig håb om at se De Radikale danne regering med Socialdemokraterne. Tak skæbne - hvilken idealisme! Hvilken imponerende evne til at træde i karakter! Hvilket sværdslag for menneskerettighederne! Eller skulle man sige - »håndtaskeslag«?
Dette »valgløfte« er ikke bare så billigt, at det trodser agurketidens nok så gennemskuelige tricks for at komme i medierne, men det ændrer selvsagt heller ikke en tøddel på, at Danmark i givet fald fortsat ville krænke menneskerettighederne. Nøjagtigt som det selvfølgelig også var tilfældet med udlændingeloven i Nyrups og Jelveds egen regeringstid.
Ikke desto mindre har det fået Karen Jespersen til at vejre morgenluft og komme Bertel Haarder til undsætning, mens Frank Jensen på den tavse Lykketofts vegne lidt beklemt har måttet bedyre, at Socialdemokraterne skam ingenlunde har til hensigt at ændre denne diskrimination, som de selv har været med til at vedtage ...
Tilbage står så bare, at Lykketofts statsministerdrømme er blevet voldsomt svækkede. Ikke fordi vi behøver forvente, at Jelved skulle holde sit ret ligegyldige "valgløfte", men fordi hun har åbnet den slagmark, som Dansk Folkeparti håber at genvinde valget på, nemlig ved at kombinere den oppiskede ringeagt for etniske minoriteter med en gratis udstilling af Jelveds og Lykketofts regeringsuduelige flueknepperi.
Vi andre må bare konstatere, at både den forrige, den nuværende og den kommende regering (hvilken farve den så end får) tilsyneladende fortsat vil boltre sig på den samme, forkerte side af menneskerettighederne ...
MP ugebrev, 26.7.2004