SE OGSÅ: DANNEBROG-INITIATIVET
Lars von Triers
Dannebrog-initiativ er et prisværdigt og tiltrængt tiltag i samme
humanistiske ånd som Émile Zolas berømte »J'Accuse« – et udtryk
for nødvendigheden af at fremtrædende kulturpersonligheder og andre
samvittighedsfulde borgere altid aktivt bekæmper fremmedhad og
anden syndebukkepolitik.
Det omvendte Dannebrog er et tegn til samtiden og fremtiden om, at
samfundet er vendt på hovedet, når politikeres magtposition udbygges
ved at forøge de i forvejen velstillede befolkningsgruppers privilegier
og marginalisere de i forvejen trængte befolkningsgrupper.
Det omvendte Dannebrog er et tegn til samtiden og fremtiden om, at ret
og vrang er vendt på hovedet, når popularitet er blevet direkte
proportional med omfanget af den propaganda, der lægger minoriteter
for had.
Det omvendte Dannebrog er et tegn til samtiden og fremtiden om, at
begreberne er vendt på hovedet, når tvangsarbejde iscenesættes som
»aktiveringstilbud«, når diskrimination iscenesættes som
»menneskerettigheder«, og når en oliekrig, der spreder tortur og
skaber terror, iscenesættes som en »krig mod terror«.
Spejlvendingen af Dannebrog er et symbol på humanismen, ikke som det
tandløse og uforpligtende »feel good«-velbehag, man har reduceret den
til, men som udtryk for medmenneskelig modmagt, kunstnerisk mod og
individuel frihed til forskellighed.
Spejlvendingen af Dannebrog er et symbol på humanismens tilbagekomst
som den kompromisløse insisteren på, at hvert enkelt menneske og hver
enkelt kultur har sine egne unikke værdier, der skal mødes med
gensidig respekt og til gensidig inspiration.
Spejlvendingen af Dannebrog er et symbol på humanismen, ikke kun som de
glorværdige rester af et fortidigt dannelses-ideal, men som begyndelsen
på kampen for en fremtid, hvor fortalere for menneskelig og kulturel
mangfoldighed gør fælles front mod nationalisme og egoisme.
Vend Dannebrog og Danmark om. Vend Dannebrog og tidsånden om.
Vend Dannebrog og samfundsafviklingen om.
Rune Engelbreth Larsen
Grundlovsdag, 5.6.2004