Dette indlæg er bragt forkortet – de kursiverede passager er udeladt i Weekendavisen. REL.
Den 16. maj afholdt Minoritetspartiet sit første landsmøde, hvor bl.a. Weekendavisens Henrik Winther deltog - nåja, "deltog" er så meget sagt, han sad begravet i Ekstra Bladet undtagen i pausen. Det er der kommet en uvederhæftig feature ud af i Weekendavisen den 19. maj.
Her latterliggør han de talere, der tillod sig at beskrive deres egne problemer ved at blive klemt i et socialsystem, som tager stadig mindre, menneskelige hensyn. Ved en god gang citatklipperi forvandler han således menneskelige tragedier til komiske stakler med forfølgelsesvanvid.
Det morer Winther, og det er tilsyneladende hans opgave at finde på vittigheder, kan vi læse ud af den metode, han selv anbefaler i et skoleprojekt i journalistik, som burde trykkes sammen med hans artikler, så læseren ved, hvordan han arbejder: "Det kan godt være, at der findes nogle ganske bestemte regler for, hvordan man laver en feature. Men jeg kender dem i så fald ikke. Og regler er i øvrigt til for at blive brudt - grænser skal opsøges og overskrides. Det er det spændende både for journalisten, men også for læseren." (Artiklen "Feature med personality" fra Medietimen). Det handler om at bevæge sig "langt fra" det objektive, bedyrer Winther sammesteds, og skrive "løsrevne replikker ned", lytte til "trafikstøj", skrive på en "følelse", så "artiklen skriver sig selv".
Ja, hvad skal vi vel med saglighed og redelighed - en omgang subjektiv smalltalk er jo meget mere "spændende" ifølge Winther.
Minoritetspartiets integrationsordfører, Bashy Quraishy bliver f.eks. gjort ansvarlig for en "skandale", ifølge hvilken han skulle have oplyst "forkert medlemstal" for POEM. Som så meget andet i Winthers dækning er dette imidlertid professionel manipulation, al den stund at Pressenævnet den 16.3.2004 har afsagt en kendelse, ifølge hvilken Ekstra Bladet tilsidesatte god presseskik og fremførte krænkende påstande af den art, som Winther trækker på her, og at Rigsrevisionen den 11.2.2004 har konkluderet, at der i POEMs opgørelse af medlemsforeninger alene var "reelle mangler vedrørende 1 medlemsforening" (sic).
Hvis dét er en "skandale" ifølge Winthers fremmedordbog, har han ikke gidet sætte sig ind i Pressenævnets og Rigsrevisionens behandling af sagen, og så er Winthers feature en journalistisk skændsel af værste skuffe.
Det kunne være rart med en professionel journalist i stedet for en professionel manipulator en anden god gang, tak.
Weekendavisen, 28.5.2004