Danske imamer
Af Rune Engelbreth Larsen 
De sidste par uger nåede en debat om en dansk imam-uddannelse pænt op på dagsordenen, bl.a. takket være Jytte Klausens meget væsentlige kronik i Politiken (19.2.). Debatten førte imidlertid ikke til, at noget som helst konkret skete i sagen. Baggrunden er desværre mange års mistænkeliggørelse af islam.
I stedet for at normalisere islams tilstedeværelse i Danmark gennem sober velvilje over for gravpladser og moskeer har medier og politikere i de senere år i stadig mere emsig stil »normaliseret« det fjendebillede af muslimer, som man i slutningen af 1980erne og begyndelsen af 1990erne skabte i bl.a. Tidehverv og Den Danske Forening. For femten-tyve år siden var kun få i tvivl om den usaglige karakter af de toner, som blev udbasuneret i disse ekstreme, nationalistiske kredse med forsvindende tilslutning. Men kombinationen af tankeløse venstreorienterede aktivisters tilbagevendende trang til at udstyre foreningernes nøglepersoner med martyrglorier og lettjente propagandapoints i medierne – hver gang de »progressive« obstruerede nationalisternes forsamlingsfrihed – og så den særlige, maniske vedholdenhed, som den nationalistiske bevægelses åndelige leder, Søren Krarup har lagt for dagen, har for længst vendt kompasnålen 180 grader.
Det er næsten lige så imponerende, som det er uhyggeligt.
To af den Danske Forenings tidligere isolerede kynikere fra den nationalistiske bevægelse sidder i dag i Folketinget, en tredje er pressechef for deres parti, en fjerde opnåede at blive spindoktor for kirkeministeren, en femte er journalist på Jyllands-Posten, en sjette ansvarshavende chefredaktør for Berlingske Tidende, der har overtaget Sven Ove Gades tidligere produktion af anti-islamiske propagandakampagner under det »saglige« slogan »Koranmuren«. Adgangen til mediernes mikrofoner og spalteplads er i dag en åben ladeport, hvis bare man har noget giftigt at berette om Danmarks næststørste religion – og især hvis man ligesom Lars Hedegaard husker at camouflere de mest infame generaliseringer om islam og den mest nedsættende galde som udøvelse af den »ytringsfrihed«, man ellers på forhånd er sikret hundred gange lettere adgang til end alle andre stemmer i denne debat.
Så meget desto mere befriende med Jytte Klausens indsigtsfulde stemme i debatten, der tager et reelt problem op, som muslimerne selv påpeger: Det forhold, at der er behov for en imam-uddannelse i Danmark, så dansk-uddannede imamer både får en islamisk uddannelse ved anerkendte institutter herhjemme og samtidig er fortrolige med danske samfundsforhold – og så de i øvrigt får en officiel, faglig legitimitet her i landet.
Integrationsministeren sparker som altid ansvaret fra sig. Men sagen er som bekendt den, at muslimerne i Danmark ikke har en fælles organisation og et samlet talerør, hvorfor ministeren for en gangs skyld kunne vise et godt eksempel gennem dialog og imødekommenhed og i det mindste som udgangspunkt forhøre sig blandt muslimerne selv om muligheden for en dansk uddannelse.
Så kære Bertel Haarder – jeg foreslår, at du som en begyndelse skriver et venligt brev til Fatih Alev, Abu-Laban og Abdul Wahid Petersen med henblik på at få råd og vejledning fra muslimerne selv, om på hvilken måde staten kan være behjælpelig i denne sag. Og dernæst i fællesskab med disse og andre imamer tager initiativ til at opbygge en uddannelse af danske imamer, der både er teologisk forsvarlig på muslimernes egne præmisser og samtidig afhjælper et problem, som alle gerne vil have løst.
Minoritetspartiets ugebrev, 7.3.2004
