ADAM OEHLENSCHLÄGER:
»Du Nordens mørke Mø, Melancholia,
Som sidder hisset paa det tykke Bundt
Af Krøniker fra Island, gamle Digte
Fra Danmark med en harpe i din Haand
Af Bjørnesener og af Egetræ!
Modtag i Dag et lille kort Besøg
Her af din Søster, af Sangvinitas,
Den ældre, muntre, morgenlandske Datter.
Glem for et Øieblik, du ranke Mø,
Tilsløret, høi og ædel, svøbt i Maar!
Din dybe Tungsind, vaagn af din Erindring
Om Frode, Athelstein og Trygvesøn;
Tænk heller nu paa Navnet Valdemar,
Der blomstrede med Danmarks Riddertid.
Tag Saxo frem, og lad ham huldt erstatte
Med spillende romantisk Farveblanding
Det Store i din Snorros Overblik
Paa Livet ved de sneebedækte Fielde.
Erkiend min Skiønhed, yngre, blege Søster
Og mindes, at din Knud, din Eiegod,
Din Haarderaade, og saa mange Flere
Blev lokket af mit sydligmilde Blik.
Thi Nordens Kraft er uden Østens Ild
Det samme, som et tungt og hærdet Sværd,
Der mangler en varmblodig Muskelarm,
For stærkt at svinges. Blomsten, sund af Frø,
Til Solen trænger, for at giennemglødes;
Og bliver der for langt et Mellemrum,
Før Asianerne til Norden drage
For at forædle Slægten, varme den -
Da bliver Slægten, som du seer desværre:
En Blomst, forlængst engang fra Syden hentet,
Men som vantrives Aar for Aar, hentørres
Blier bleg af Farve, søvnig, mat - og døer.
Her ruller jeg fortrolig op for dig
Mit rigeligt indsprængte blomsterflor;
Som Østens Æther let og giennemsigtigt,
Udruller jeg det paa dit sorte Skiold,
At det kan laane der en hellig Grund
Af nordisk Aftendæmring.
Og finder du ei i det hele Billed
Alt, hvad der burde høre til mit Rige,
Blier undertiden Farven mere mat,
End Straalerne fra Orienten taale -
Da tilgiv Kunstneren, som malte det;
Erindre dig, det var din Søn, min Søster!
Der saae det Hele, skiøndt med henrykt Aand,
Dog giennem dit, sin Moders, Sørgeslør;
Og harmes ikke over den Natur,
Der sødt har bragt ham til at elske dig!«
ALADDIN. Uddrag af prologen, 1805
OEHLENSCHLÄGER:
Karsk er den Danskes Aand,
Den hader Fordoms Lænker,
Og Sværmeriets Baand.
Fra FÆDRELANDS-SANG, 1819
OEHLENSCHLÄGER: »Her i Byen trække høie Embedsmænd paa Smilebaandet over Tilsagnet om 'at skaffe Arbeiderne Arbeide'; hvilket de ansee for en Umulighed; men mig synes: naar Menneskene kan arbeide, og vil arbeide, og ikke kunde leve uden det, og dog ikke kunde faae Arbeide; saa har Statsindretningen giort dem til legitime Røvere og Oprørere.«
1848