Ingeborg Buhl, der har oversat udvalgte dele Lettres Persanes (Persiske breve) og Montesquieus aforismer fra Cahiers (Hæfter), skriver i indledningen til sin oversættelse (1959), at mange penne udover Montesquieus var med til at bane vejen for revolutionære forandringer i Europa, og tilføjer: »Men Montesquieu har Æren af med løs og ledig Haand paa elegant Vis at have givet Bolden op og derved indledet den Kamp, som skulde underminere l'ancien régime. Voltaire sekunderer hurtigt med sin ætsende Ironi, snart kører Rousseau med Opkomlingens raa Kraft det tunge Skyts frem, og i det stille borer Encyclopædisterne videre, indtil der er slaaet tilstrækkelige Brecher i Muren for de politiske Aktivister, som henimod Aarhundredets Slutning løb den endelige Storm mod det gamle Samfund og omstyrtede det under det af Montesquieu formulerede Feltraab: Frihed, Lighed og Broderskab!«
Lettres Persanes består af fiktive breve fra og til de to persere, Rica og Usbek, der undrer sig såre over datidens kristne verden og bliver brugt som Montesqiueus briller til at kritisere samtidens stat og kirke - og reflektere over livet og verden i almindelighed. Hans aforismer er i modsætning hertil forholdsvis ordinære og snusfornuftige, men der er enkelte eksempler i den mere humanistisk, individualistiske tradition.
Montesquieus hovedværk var De l'Esprit des Lois (1748), der bl.a. er berømt for indskærpningen af magtens tredeling, og nedenfor findes også et par citater herfra. REL.
CHARLES DE MONTESQUIEU:
Rica: »Naturen, sagde en galant Filosof forleden, har aldrig dikteret nogen Lov der giver Manden Ret over Kvinden. Den Magt vi har tiltaget os er det rene Tyranni. De har overladt os den, fordi de er blidere end vi og følgelig mere menneskelige og fornuftige. Disse Fordele burde netop have gjort dem os overlegne, men de har været deres Ulykke, fordi vi ikke ejer disse Egenskaber. Hvorfor skulde vi dog have et Privilegium fremfor dem? Fordi vi er stærkere? Det er ren og skær Uretfærdighed. Vi bruger alle Slags Midler til at tage Modet fra dem. Kræfterne vilde være lige, hvis ogsaa Opdragelsen var det. Lad os maale os med dem paa Punkter hvor Opdragelsen ikke har svækket dem, og lad os saa se om vi er saa stærke som vi tror. Skønt det chokerer vore Begreber maa jeg indrømme, at i civiliserede Lande har Kvinderne altid haft Autoritet overfor deres Mænd. Man siger om Romerne, at de kommanderede alle Nationer men selv adlød deres Hustruer.«
CHARLES DE MONTESQUIEU:
Rica: »Jeg har Indtryk af, at vi altid kun dømmer om Tingene ud fra vore egne skjulte Forudsætninger. Det undrer mig ikke at Negrene maler deres Djævel blændende hvid og deres Guder kulsorte, og at alle Afgudsdyrkere har fremstillet deres Gud med menneskeligt Ansigt og tillagt ham deres egne Tilbøjeligheder. Det er ikke for intet man siger, at hvis Trekanterne dannede sig en Gud, vilde de gøre ham tresidet. Naar jeg ser Menneskene klavre rundt paa et Atom, d.v.s. Jorden, som kun er en Prik i Universet, og betragte sig selv som direkte Forbillede for Forsynet, har jeg svært ved at faa saa megen Naragtighed til at rime med saa megen Smaatskaarenhed.«
CHARLES DE MONTESQUIEU:
Rica: »Jeg vilde ønske man respekterede Originalværkerne i Stedet for at profanere dem. Hvis en Mand ikke har noget nyt at sige, hvorfor tier han saa ikke? Hvorfor skal de samme ting gaa igen flere Gange? - Jamen jeg vil samle Tingene paa en ny Maade. - Ja, du er vældig dygtig. Du kommer her i mit Bibliotek og anbringer de Bøger der stod øverst paa nederste Hylde og de nederste øverst. Det er storartet!«
CHARLES DE MONTESQUIEU:
Usbek: »Ingen er ond uden Grund, der ligger altid en speciel Interesse bag alt.«
CHARLES DE MONTESQUIEU:
Usbek: »Selv om der ingen Gud var, burde vi altid elske Retfærdigheden, d.v.s. gøre vort Bedste for at ligne det Væsen, om hvilket vi har smukke Forestillinger og som, hvis det eksisterede, nødvendigvis maatte være retfærdigt. Selv om vi blev fri for Religionens Aag, maatte vi aldrig frigøre os for retfærdighedens. Det er det der faar mig til at tænke, at Retfærdigheden er evig og ikke afhængig af menneskelige Vedtægter. Hvis den var det, vilde det være en frygtelige Sandhed man maatte skjule for sig selv. Vi er omgivet af Mennesker der er stærkere end vi, de kan skade os paa tusind forskellige Maader, de tre Fjerdedele af Gangene endda ustraffet. Hvilken Hvile er der da ikke i den Tanke, at der i hvert menneskes Hjerte er et indre Princip, som kæmper paa vor Side og beskytter os mod deres Anslag. Uden det vilde vi gaa i en stadig Angst som var vi omgivet af Løver, og vi vilde aldrig vide vore Ejendele, vor Ære eller vort Liv i Sikkerhed.«
CHARLES DE MONTESQUIEU:
Til Usbek fra en persisk Ven i Venedig: »Du taler saa meget om Vesterlands Videnskab og skønne Kunster. Du maa gerne anse mig for en Barbar, men jeg kan ikke se de opvejer den slette Brug Menneskene gør af dem. Jeg har hørt sige, at alene Opfindelsen af Bomben har berøvet de europæiske Folk deres Frihed. Du ved at siden Krudtets Opfindelse er ingen Fæstning uindtagelig mere; det vil sige, at der ikke mere er noget Fristed paa Jorden mod Vold og Uretfærdighed. Jeg skælver altid for, at det til sidst vil lykkes at opfinde et hemmeligt Middel til at finde en endnu kortere Vej til Massemord, saa man bliver istand til at tilintetgøre hele Folkeslag og Nationer.«
CHARLES DE MONTESQUIEU:
Rica: Rica: »Jeg har set Beskrivelser af Paradis, som var i Stand til at faa hvert Menneske med sund Sans til at renoncere paa Fornøjelsen. Nogle lader disse salige Skygger uafbrudt spille paa Fløjte, andre dømmer dem til den Tortur at spadsere rundt i det uendelige. Atter andre lader dem drømme om de Elskerinder de har haft her paa Jorden, og tænker ikke paa at 100 Millioner af Aar nok skal berøve En Spændingen ved den Slags kælen Elskov.«
Fra LETTRES PERSANES, 1721
Oversat af Ingeborg Buhl i: TO PERSERE I PARIS
CHARLES DE MONTESQUIEU: »Jeg antager aldrig andres Meninger, det skulde da være Euclids geometriske Læresætninger.«
CHARLES DE MONTESQUIEU: »Jeg holder af at læse Klassikerne for at se andre Fordomme.«
CHARLES DE MONTESQUIEU: »Hvor er det mærkeligt, at Kirkens Rigdom er begyndt med Fattigdommens Princip.«
CHARLES DE MONTESQUIEU: »Til dem der skriver anonyme Breve: Tatarerne havde Pligt til at indridse deres Navn paa deres Pile, for at man kunde vide hvem Angrebet kom fra.«
Fra CAHIERS, 1721
Oversat af Ingeborg Buhl i: TO PERSERE I PARIS
CHARLES DE MONTESQUIEU: »For at man ikke skal kunne misbruge magten, må tingene indrettes så magt sætter en stopper for magt.« (XI,4)
CHARLES DE MONTESQUIEU: »Når den lovgivende og den udøvende myndighed er samlet hos samme person eller i det samme korps af embedsmænd, er der ingen frihed, for så kan man frygte at den samme monark eller det samme råd som indfører tyranniske love, udfører dem tyrannisk. Der er heller ingen frihed hvis den dømmende myndighed ikke er adskilt fra den lovgivende og den udøvende. Hvis den dømmende myndighed faldt sammen med den lovgivende, ville magten over borgernes liv og frihed være vilkårlig, for dommeren ville være lovgiver. Hvis den var forenet med den udøvende myndighed, ville dommeren kunne få styrke til at undertrykke. Alt ville være tabt hvis den samme mand eller samme forsamling af fremstående mænd, enten fra adelen eller fra folket, beherskede de tre myndighedsområder: at give love, at udføre de offentlige beslutninger og at pådømme angående forbrydelser og private stridigheder.« (XI,6)
Fra DE L'ESPRIT DES LOIS, 1748
Oversat af Merete Klenow With i: OM LOVENES ÅND