Citatsektionen | Humanistiske citater

John Milton (1608-1674)

Udvalgt af Rune Engelbreth Larsen

I 1644 appellerede Milton til det engelske parlament om at annullere Underhusets censurbestemmelser fra 1643, hvor en række officielle censorerer blev nedsat til at godkende eller censurere bøger, før de blev trykt. Denne appel udfoldede han i skriftet 'Areopagitica'. Titlen henviser til højen Areopagos (Ares' høj), vest for Akropolis i Athen, hvor byens højeste råd forsamledes i førklassisk tid - senere, i det 5. årh. f.v.t. skrev Isokrates en tale, der plæderede for at genskabe dette råd. REL.

JOHN MILTON: »Jeg nægter ikke, at Kirken og Staten har den største Interesse i at holde et vaagent Øje med Bøgers saa vel som med Menneskers Færd og i givet Tilfælde anholde dem, fængsle dem, og gaa skarpt til Værks overfor dem: Bøger er nemlig ikke ubetinget døde, men indeholder en Livskim i sig, som gør dem lige saa virksomme som den Sjæl, hvis Afkom de er. Ja, de bevarer som i et Bæger den reneste og mest livskraftige Essens af den Hjerne, der avlede dem. Jeg ved, at de er lige saa fulde af Liv og frembringende Evne som de mythiske Dragetænder, og at væbnede Mænd vokser frem, hvor de saas som Sædekorn. Og dog maa man gaa frem med største Varsomhed, at dræbe en god bog er næsten lige saa galt som at dræbe en Mand; den, der dræber en Mand, dræber et Fornuftsvæsen, Guds Billede, men den, der tilintetgør en god Bog, dræber selve Fornuften, dræber Guds Billede i det Øje, hvormed det ses. Mangen en Mand lever som en Byrde for den Jord, der bærer ham, men en god Bog er en Mesteraands kostelige Livsblod, med velberaad Hu opsamlet og indkapslet til at leve et Liv udover dette.«

JOHN MILTON: »Hvis alle en moden Mands Handlinger i god eller daarlig Retning skulde rationeres, reguleres og reglementeres, hvad vilde Dyd da være andet end et Navn, hvilken Ros kunde der tilkomme den, der handlede ret, hvad Slags Tak kunde der blive til den ædruelige, retfærdige og maadeholdende?«

JOHN MILTON: »Der er mange, som fører Klagemaal over det guddommelige Forsyn, der tillod Adam at overtræde Forbudet, hvilke Taaber; da Gud gav ham Fornuft, gav han ham Frihed til at vælge, han vilde ellers være blevet en blot kunstig Adam, en Marionetdukke.«

JOHN MILTON: »Medens Kirkens Forhold endnu ikke er ordnede, indskrænkes Friheden til at skrive ved en Tugt, som vi har lært af vore Prælater, der igen har lært den af Inkvisitionen, saaledes at vi alle skal lukkes inde i en Censors Bryst, og dette maa nødvendigvis bidrage til at avle Tvivl og Modløshed hos alle lærde og fromme Mænd.«

JOHN MILTON: »Man kan være Kætter midt i Sandheden; den der tror noget, fordi hans Præst siger det, eller en Kirkedag har fastsat det, uden at have nogen anden Grund dertil, om ham gælder det, at selvom hans Tro er sand, saa bliver dog selve den Sandhed, han tror paa, hans Kætteri.«

JOHN MILTON: »Hvor der er stærkt Begær efter at lære, maa der nødvendigvis ogsaa være megen Argumenteren, mange forskellige Skrifter, mange Meninger, thi Meninger er hos gode Mænd ikke andet end Kundskaber, der er i Begreb med at fødes.«

JOHN MILTON: »Naar en Mand har arbejdet haardt i Sandhedens Miner, har bearbejdet alt, hvad han har fundet, paa bedste Maade, har opstillet sine Grunde som en Hær i Slagorden, har splittet og slaaet alle Indvendinger paa sin Vej, og han saa opfordrer sin Fjende til at møde ham i aaben Mark og tilbyder ham al Fordel, som Sol og Vind kan give, hvis han maatte ønske det, blot for at Sagen kan blive prøvet i Argumenternes Kamp, saa er det kun Udslag af Svaghed og Fejghed i Sandhedens Krige, selv om det i den rigtige Krig er tappert nok, naar Modstanderne unddrager sig Kampen og i Stedet lægger Baghold og tager Stade paa en smal Censurbro, som Angriberen skal passere.«

AREOPAGITICA, 1644
Oversat af A.C. Krebs: OM TRYKKEFRIHED

    JOHN MILTON:
    Adam: »Bold deed thou hast presum'd, advent'rous Eve,
    And peril great provok't, who thus hath dar'd
    Had it been only coveting to Eye
    That sacred Fruit, sacred to abstinence,
    Much more to taste it under ban to touch.
    But past who can recall, or done undo?
    Not God Omnipotent, nor Fate, yet so
    Perhaps thou shalt not Die, perhaps the Fact
    Is not so heinous now, foretasted Fruit,
    Profan'd first by the Serpent, by him first
    Made common and unhallow'd ere our taste;
    Nor yet on him found deadly, he yet lives,
    Lives, as thou said'st, and gains to live as Man
    Higher degree of Life, inducement strong
    To us, as likely tasting to attain
    Proportional ascent, which cannot be
    But to be Gods, or Angels Demi-gods.
    Nor can I think that God, Creator wise,
    Though threat'ning, will in earnest so destroy
    Us his prime Creatures, dignifi'd so high,
    Set over all his Works, which in our Fall,
    For us created, needs with us must fail,
    Dependent made; so God shall uncreate,
    Be frustrate, do, undo, and labour lose,
    Not well conceiv'd of God, who though his Power
    Creation could repeat, yet would be loath
    Us to abolish, lest the Adversary
    Triumph and say; 'Fickle their State whom God
    Most Favours, who can please him long? Mee first
    He ruin'd, now Mankind; whom will he next?'
    Matter of scorn, not to be given the Foe.
    However I with thee have fixt my Lot,
    Certain to undergo like doom, if Death
    Consort with thee, Death is to mee as Life;
    So forcible within my heart I feel
    The Bond of Nature draw me to my own,
    My own in thee, for what thou art is mine;
    Our State cannot be sever'd, we are one,
    One Flesh; to lose thee were to lose myself.«

PARADISE LOST, 1667