Uddrag af DE RERUM NATURA, fra Lucrets' lidt paradoksale indledning, i betragtning af værkets udfoldelse af Epikurs materialisme og generelt religionsfjendtlige karakter.
LUCRETIUS:
»Guders og Menneskers Fryd, Æneadernes Moder, o Venus!
Du, som skænker alt levende Liv under Himmelens Stjerner,
vidt over Have, hvor Skibene sejler, og Lande, som fostrer
Træer og Blomster og Korn, thi alle undfanget bliver
ene ved Dig og fødes til Liv under Himmelens Solvæld:
Vindene fly'r for Dig, Gudinde, og Himmelens Skyer
fly'r, naar Du kommer, og vidunderdejlige, duftende Blomster
folder sig ud for Din Fod og Havene smiler imod Dig,
mens over Himmelen vide udgydes det straalende Sollys.
Lige saa saare den første yndige Vaardag har vist sig,
og naar den frugtbargørende Vestenvind aander befriet,
kundgør os Æterens Fugle med Jubel, Gudinde, Dit komme,
thi de fornemmer Din Magt i Hjertet, førend Du kommer.
Ungkvæget leger med Lyst paa de smilende Enge og svømmer
over de ilende Strømme, thi alle og alt er betaget
dybt af Din Dejligheds Magt og følger, hvorhen Du vil føre.
Ja, overalt i Hav og paa Bjerg og i rivende Strømme,
Fuglenes løvtækte Bolig og over de grønnende Sletter
vækker Du Elskovens lokkende Lyst hos hver levende Skabning,
saa de i blindt Begær forplanter Slægter og Racer.
Saasom Dene behersker Naturen og uden Din Vilje
intet kan naa til Lysets livsalige Lande og ingen
Glæde og Lykke og Mildhed og Godhed kan opstaa i Verden,
beder jeg Dig om Hjælp, naar jeg nu vil forsøge at forme
Digtet om Alnaturen og Tingenes inderste Væsen ...«
DE RERUM NATURA, Om tingenes natur, ca. 60 f.v.t.
(Oversat af Axel Juel)