ST. ST. BLICHER: »... lad os vende os fra Fanatismens og Tyranniets skumle Dage, og glæde os ved Regentere, der ærer og elsker Mennesket, hvad enten han hedder Bramin eller Paria, Katholik eller Qvæker, Lutheran eller Jøde.«
Fra BØR JØDERNE TAALES I STATEN? (1813)
ST. ST. BLICHER: »Den som mægter at udholde Torturen, og den som bukker under for Samme - lyve kunne de Begge. En aftvungen Bekjendelse kan aldrig være paalidelig Sandhed.«
Fra PRÆSTEN I VEJLBYE (1829)
ST. ST. BLICHER: »Menneskets naturlige Ansigt forekom mig som en Maske, der ofte ligner, og ofte skjuler den sande Karakteer; de almindelige Dragter syntes mig at være falske Costumer, Tale og Væsen et scenisk Spil. Men her, paa den saakaldte Maskerade, viser Mennesket sig som det er: Narren fremstiller sig ærligen i hele sin Narreklædning, sqvadronerer aabenlyst med sin Brix, og klingrer lystigt med Bjælderne: den trædske, dovne, graadige, hænger Munkekappen over: den stolte triner gravitetisk frem som en Grand d'Espagne: den forfængelige prunker med Baand og Stjerner, selvopfundne, selvpaahængte, men netop derfor desto ægtere Tegn paa selvfølt Værd: den vellystige Kvinde, som paa Livets store Maskerade tilhyller sig tugtigen i Uskylds Klædemon, og ser ud blye, undseelig, hellig som en Cæcilia, hun optræder paa den Lille med et dristigt Væsen, og drapperet som Kleopatra: Xantippen farer offentlig omkring med det Riis, der ellers kun snerter inden hendes egne lukte Dørre, og morer det store Publikum med sine Shcarlagensprækener.«
Fra HIMMELBJERGET (1833)
ST. ST. BLICHER: »Jeg ser i ånden disse banker blive festplads for danske mænd og kvinder, jeg hører dem hilse solen med sange, frihedens folkesange.«
Tale ved første folkemøde på Himmelbjerget (1839)