Citatsektionen | Humanistiske citater

Bjovulf

Udvalgt af Rune Engelbreth Larsen

Hovedparten af digtet om Bjovulf eller Beowulf udspiller sig i 500-tallets førkristne Danmark og Sverige, nærmere bestemt hos danerne i Lejre og gøterne i Sydsverige, men er nedskrevet på oldengelsk, sandsynligvis af en præst i England i 700-tallet. Det eneste eksisterende håndskrift i dag stammer fra 1000-tallet. REL.

   BJOVULF (Dronning Vealteov til Kong Roar):
   Tag imod denne drik, min drot og mage,
   ringenes giver! Vær god og glad,
   halmænds guldven, og henvend dig til gøterne
   med mildhed i mælet, som et menneske skal!

V. 1169-1172

   BJOVULF (Kong Roar til Bjovulf):
         ... Hermod var anderledes
   for Egvelas æt, ære-skjoldungerne;
   han blev ikke til vækst men til valplads for dem
   og til drab og død for danerfolket;
   han fældede fuld af fjendskab sine fæller ved bordet,
   de inderste i omgang, til han ene gik bort,
   den herlige høvding, fra halfællesskabet,
   skønt den mægtige Gud havde givet ham lykke,
   løftet ham op over alle andre
   i evne og kræfter. Men ind i hans bryst
   krøb den blodsultne ånd; han gav ingen ringe
   til danerhæder; henlevede glædesløs,
   til han nødtes mod dybet i nødstimers dødskamp,
   langsom landesorg. Tag ved lære af det,
   handl menneskeligt! Det er mig der har sagt dig det,
   en mand der kan mindes. ...

V. 1709-1724

   BJOVULF (Bjovulfs eftermæle):
   Sådan græd gøterfolket
   over fyrstens fald, fællerne ved arnen;
   de sagde han var, blandt verdens konger,
   den mildeste mand og den menneskeligste,
   den ømmeste mod sit folk og den ivrigste efter ry.

V. 3178-3182

Fra BJOVULF
Oversat af Andrea Haarder, 1984