|
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
|
|
|
|
Litteratur
Aksel Haaning: Middelalderens naturfilosofi. Naturens genkomst i filosofi, digtning og videnskab ca. 1100-1250
C.A. Reitzel 2004 / Forlaget Vandkunsten 2009
Anbefalet af Rune Engelbreth Larsen 
NATURENS RENÆSSANCE I MIDDELALDEREN
Mag.art. i middelalderlatin og ph.d. i videnskabsstudier, Aksel Haaning har i løbet af godt et tiår beriget den danske forsknings (og formidlings) afdækning af filosofihistorien i vidt omfang.
Middelalderens naturfilosofi er mere end en ajourføring og bearbejdet udgave af Haanings afhandling af samme titel fra 1993, der blev begyndelsen på et yderst kompetent filosofisk forfatterskab, som har kastet lys over middelalderens og renæssancens betydningsfulde naturfilosoffer og idéhistoriske tendenser, der tidligere har været underbelyste eller så godt som oversete herhjemme. Det gælder udover nærværende bog Den kristne mystik (1993; 2. udg. 1999) og ikke mindst det omfangsrige værk, Naturens lys (1998), samt den grundige indledning til Ole Jorns oversættelse af Giordano Brunos hovedværk, Om årsagen, princippet og enheden (2000), som aldrig tidligere har været oversat til dansk.
Sammen med nu afdøde Hans-Jørgen Høinæs' Middelalderens hjerte (C.A. Reitzel, 2002) om europæisk spiritualitet og dannelse kan man med et lidt paradoksalt udtryk sige, at middelalderen har fået en vigtig renæssance i Danmark i de seneste år.
I Middelalderens naturfilosofi koncentrerer Haaning sig fortrinsvis om perioden ca. 1100-1250, som man udmærket kan kalde en renæssance i middelalderen (blandt flere renæssancer). Det afgørende er her udviklingen af naturbegrebet, inden for hvilket der er tale om et idéhistorisk paradigmeskift af skelsættende betydning.
NOTE: 'Middelalderens naturfilosofi' blev genudgivet i bearbejdet form i 2009 af Forlaget Vandkunsten (nærværende anbefaling baserer sig på 2005-udgaven). REL.
Antikkens helliggørelse af naturen havde mange udtryksformer, bl.a. de talrige hellige lunde og dyrkelsen af træer og kilder, men også guddommeliggørelsen af naturen som sådan - eller væsentlige aspekter heraf - f.eks. i lovprisningen af Natura, Magna Mater, Afrodite og Pan, som bl.a. kommer til udtryk i kult og rite såvel som litteratur, mytologi og filosofi.
I senantikken og middelalderen bliver (ikke alene, men ikke mindst) kristendommens sejrsmarch udslagsgivende for en hidtil uset ringeagt af naturen. Skønt man godt nok betragter naturen som Guds skaberværk, er den ikke desto mindre i lighed med mennesket »faldet« i synd og udgør derfor en fristelse, der trækker menneskets opmærksomhed bort fra det åndelige og dermed fra Gud selv. Hellige lunde bliver ligesom templer jævnet med jorden, i takt med at kristendommen bliver statsreligion i Romerriget.
Symptomatisk for det kristne natursyn på det tidspunkt beskriver eksempelvis kirkefaderen Augustin sin egen vildfarelse i forhold til naturen i sine Bekendelser. Han beklager sig til Gud over, hvordan han tidligere lod sig begejstre af naturen: »Jeg kastede mig over alt det skønne, du har skabt, jeg misfoster!«
Haaning skriver: »Kirkefædrene lagde afstand, og skabte afstand, til alle de før-kristne eller ikke-kristne naturbegreber, og især til de traditioner, der satte naturen op ved siden af Gud, i stedet for Gud, eller blot betragtede naturen som den egentlige kilde til skabelse og tilblivelse. Dermed fratog kirkefædrene naturen selvstændig væren, og naturen blev reduceret som udtryk for Guds vilje eller som redskab for Guds vilje. (...) Naturen blev sat uden for gudsbegrebet, og det vil sige uden for Treenigheden. Med dette således fastlagte naturbegreb, og med den holdning eller indstilling til de naturvidenskabelige discipliner, som havde verden eller verdens ting som sit objekt, levnede kirkefædrene ikke middelalderen meget plads for naturen, hverken som begreb i sig selv eller som faglig disciplin ...«
Denne indstilling er fremherskende i middelalderen (med visse undtagelser, især den irsk-keltiske kristendom, der i de tidligste århundreder ikke fulgte den øvrige kirkes modstilling af naturen og Gud), indtil midten af det elvte århundrede, hvor naturbegrebet gennemgår en drastisk revurdering.
Naturen kommer til ære og værdighed igen, og »Naturens Bog« bliver nu i sig selv en kilde til det hellige ved siden af Bibelen. Blandt skelsættende digtere og filosoffer fortrænges Helligånden af begrebet om Verdenssjælen, anima mundi, og den middelalderlige verdensforsagelse opblødes markant i filosofisk forstand. En af de mest dristige eksponenter for denne naturrenæssance er Bernhard Silvestris, hvis værk Cosmographia med Haanings ord gør ham til »en af det 12. århundredes betydeligste digtere«. Her erstattes Treenighedens maskuline Fader, Søn og Helligånd simpelthen af tre feminine aspekter, Natura, Silva og Noys: »Det er disse tre naturgudinder, der har overtaget scenen, og Gud som skaber er trådt i baggrunden.«
Silvestris er kun én blandt mange væsentlige filosoffer og digtere, som vender ryggen til middelalderens hidtidige natursyn, men det sker imidlertid ikke uden sværdslag og modstand. Eksempelvis bliver pave Gregor IX i 1228 advaret mod alle bøger, i hvis titel ordet »natur« indgår, og med Thomas Aquinas' installering af Aristoteles som videnskabelig hovedautoritet bliver adskillelsen af Gud og naturen atter cementeret.
Det er denne spændende brydningstids dobbelte og modsætningsfyldte arv, som Haaning omhyggeligt og nuanceret opruller, og som han påpeger, at vi fortsat bærer med os i vor tids vesteuropæiske natursyn.
Middelalderens naturfilosofi supplerer derved især Naturens lys, og samlet udfoldes en tiltrængt og medrivende analyse af naturfilosofiens væsentligste brudflader gennem halvandet årtusind. Herunder så fascinerende skikkelser som Bernhard Silvestris, David fra Dinant, Marsilio Ficino, Paracelsus, Giordano Bruno og mange andre banebrydende tænkere, der for fleres vedkommende for første gang belyses i så indsigtsfuld detalje på dansk.
Rune Engelbreth Larsen
Graf nr. 4/2004
LÆS OGSÅ: Anbefaling af Aksel Haanings Den dobbelte arv (2005)