Terrorlogikken i Libanon og Israel
Af Rune Engelbreth Larsen 
Israels krig i Libanon var i både ord og gerninger et problematisk eksempel på, hvordan et overlegent militærapparat risikerer at skabe yderligere terrorisme ved at abonnere på den terrorlogik, man hævder at bekæmpe.
Vold og drab, som skånselsløst og målrettet udøves mod civile for at fremme et politisk eller religiøst mål, er den almindelige opfattelse af terrorisme. Derved adskiller terror sig fra modstandskamp, hvor frihedskæmpere bekæmper et diktatur eller en besættelsesmagt, såvel som fra regulære krigshandlinger, hvor de krigsførende parter bestræber sig på at undgå civile dødsofre (ideelt set).
Alle ved naturligvis godt, at der er en betydelig gråzone imellem disse konflikttyper, og enhver politiker, general eller kommentator, der nægter at indrømme det, udstiller blot sin uredelighed.
Det betyder imidlertid ikke, at det er irrelevant eller formålsløst at problematisere ord og gerninger i sådanne gråzoner.
I den globale mediealder ved parterne i en væbnet konflikt f.eks., at også opinionskrigen er af afgørende vigtighed. Og eftersom opinionen for det store flertals vedkommende er civile, handler det om at overbevise flest muligt om, at man selv (i modsætning til sine modstandere) tager det størst mulige hensyn til de civile.
Men det betyder ikke, at den officielle forklaring harmonerer med den aktuelle taktik.
For også i det 21. århundrede følger krigshandlinger og besættelser en skånselsløs logik, og skønt alle parter ivrigt forsøger at give omverdenen det indtryk, at man selv er den "moralsk overlegne" part, udelukker dét ingenlunde en terrortaktik, der også går efter at ramme civilbefolkningen. Heller ikke for Israels vedkommende.
"Terror" betyder rædsel, og terrorisme handler om at skabe skræk og rædsel blandt fjendens civile med det formål, at civilbefolkningen gør sine egne magthavere eller forsvarsstyrker ansvarlige for, at de skal lide under terroren. Hensigten er at få civilbefolkningen til enten at presse deres beslutningstagere til at bøje sig for fjendens krav af frygt - eller (mere sandsynligt) til at svare så meget desto hårdere igen. I det første tilfælde vinder terrorudøveren umiddelbart, fordi kravene indfries (om end sjældent officielt), i det andet tilfælde skaber den forventede og forstørrede gengældelsesaktion grobund for, at terrorudøverne tilsvarende kan "svare igen" - den spiral af gengældelse, som begge parters hardlinere profiterer af at stimulere, "begrunder" nye aktioner igen og igen.
At den skånselsløse fremfærd over for civile altså ikke er en "selvmodsigende, forfejlet strategi", men derimod en vigtig og tilsigtet del af terrorlogikken hos dem, som ønsker konfrontation, er naturligvis ikke nyt. Vi ved alle, at Hizbollahs angreb på civile mål i Nordisrael er og bliver målrettede terrorangreb ud fra netop denne logik. Det pudsige er imidlertid, at det åbenbart langtfra er alle, som vil se i øjnene, at Israels angreb i Libanon i vid udstrækning er udtryk for samme logik. At jage en skræk i den libanesiske civilbefolkning, så frygten for Israels knusende militærmagt presser dem til at vende sig mod Hizbollah.
Vi skal ikke glemme, at den aktuelle krise officielt udsprang af kidnapningen af én israelsk soldat i Gaza (mens israelerne havde forberedt krigen mod Libanon i måneder), skønt også den israelske hær i talrige tilfælde har bortført palæstinensere - uden rettergang og uden international protest. Selv "øje for øje og tand for tand" ville være moderat sammenlignet med den aktuelle israelske overreaktion.
På spørgsmålet om, hvem der "vandt" krigen, svarede en israelsk soldat symptomatisk for taktikken: "Libanon is in ruins. We are here. We are good." (CNN, 15.8.). En kilde fra den israelske hærs generalstab udtalte før våbenhvilen: "It could be that at the end of the story, Lebanon will be dark for a few years." (Haaretz, 7.8.).
Godt en måned tidligere erklærede Ehud Olmert: "Vi vil gøre alt. Og jeg siger helt klart alt for at få frigivet soldaten. Jeg gentager: Ingen vil blive skånet." (Politiken, 2.7.).
Man skal være kreativ for at bortforklare, at også Olmerts logik er terrorens logik.
Men strategien slog sandsynligvis fejl - Hizbollah har aldrig været mere populær end i dag, og de mest uforsonlige og ortodokse muslimer er generelt rykket endnu nogle skridt nærmere den eftertræbte dominans i den arabiske opinionskrig.
Lektien for os andre turde være klar: Hizbollah kan naturligvis ikke slå Israel militært, lige så lidt som Iran kan slå USA. Men voldsomme militære overreaktioner, der reducerer ortodokse islamiske bevægelsers væbnede formåen her og nu, medfører, at de samme (eller tilsvarende) bevægelser blot vokser politisk. For hvert militære hoved, der bliver hugget af, vokser to uforsonlige politiske hoveder frem. Og også det militære hoved har det med at komme sig.
Ikke mindre vigtigt er det at erkende, at Hizbollah nyder folkelig opbakning ikke alene for kampene mod den israelske hær, men på grund af en social profil og reel hjælp til fattige, herunder løftet om massiv økonomisk hjælp til tusindvis af libanesiske krigsofre. Hvis ikke ANDRE end fundamentalisterne begynder at forstå, at der bag krigstordenen også udspiller sig en våbenløs, men uhyre afgørende kamp om at vise størst medmenneskelighed over for de fattige og frustrerede befolkninger, løber ortodoksien afgjort af med sejren.
Det er op til de trængte moderate kræfter i USA, EU og Israel at påvise i praksis for befolkningerne i Mellemøsten, at valget ikke står mellem fundamentalisme OG social retfærdighed på den ene side, og så frihedsidealer OG tæppebombardement af civile på den anden - i det scenario har ortodoksien de allerbedste kort på hånden.
Og i dét spil har Olmert desværre forsynet de uforsonlige kræfter med yderligere trumfer efter de seneste ugers krig i Libanon.
Rune Engelbreth Larsen
Tendens: Politiken, 19.8.2006
