Humanisme.dk

    FORSIDE | INFO | KONTAKT | REGISTER | SØGNING | ANBEFALINGER: FILM & BØGER & LINKS
    INSPIRATION: LEVENDE BILLEDER | CITATER | DOKUMENTATION: NATIONALISTISK PROPAGANDA

Facebook: Like Humanisme.dk
Facebook: Friend Rune Engelbreth Larsen
Alle månedens opdateringer
Om Rune Engelbreth Larsen
Biografi
Rune Engelbreth Larsen på Twitter
Rune Engelbreth Larsen på Youtube
Rune Engelbreth Larsens forfatterskab
Foredrag af Rune Engelbreth Larsen
Links
Rune Engelbreth Larsens genopdagelse af Danmarks landskaber i fotos
Digte af Rune Engelbreth Larsen
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
Danmarks Løver - frihedsbevægelsen
Panhumanism.com - Rune Engelbreth Larsen på engelsk
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
...
Kontakt Humanisme.dk
Humanisme.dk
eXTReMe Tracker

SF's retspolitiske selvmål

Af Rune Engelbreth Larsen Udprint

SF's retsordfører Karina Lorentzen har en pointe i, at udvisninger af terrormistænkte ikke er løsningen på radikalisering; enten fordi Danmark ikke kan udvise til torturstater, eller fordi vi bare risikerer, at terrorsympatier munder ud i terror dér, hvor de, der kan udvises, havner.

Det afgørende argument er imidlertid, at udvisning på grundlag af mistanke er og bliver i fundamental modstrid med et retssamfund – men dét bekymrer tilsyneladende ikke SF i samme grad. Lorentzens eget bud på at bekæmpe potentielle terrorister er nemlig blot en anden underminering af retssamfundet.

Ideen er at forbyde besøg på hjemmesider med terrormateriale: »Vi skal lukke huller, så vi kan gribe tidligt ind, og et af de huller kunne være at gøre det strafbart at surfe efter og downloade terrorrelateret materiale.« (Ritzau 4.1.2010).

Lad os for venlighedens skyld for det første se bort fra, at PET i forvejen kan overvåge terrormistænktes gøren og laden på internettet og dermed supplere det samlede billede af deres eventuelle planer. SF's idé vil sandsynligvis blot betyde, at mennesker med slette motiver fremover vil være endnu mere bevidste om faren ved at efterlade sig digitale spor på nettet – og undgå det.

Lad os for det andet se bort fra, at de mange millioner hjemmesider, der skal overvåges og forbydes, vil kræve et fintmasket censurfilter, som normalt kun totalitære stater trækker ned over deres borgere.

Dette er ganske vist ikke hensigten, forsikrer Lorentzen på sin blog, for »SF ønsker hverken at censurere eller kontrollere nettet«, men dermed manøvrerer hun sig ud i en usammenhængende suppedas: Hun vil forbyde, at man surfer efter terrorrelateret materiale (uden skelen til, at det også kan bunde i nødvendig journalistisk research, forskning eller banal nysgerrighed), men hun vil altså hverken »censurere« eller »kontrollere«? Hvordan skal man da kontrollere, at nogen surfer ulovligt, hvis ikke man kan kontrollere, at nogen surfer ulovligt?

Men lad os altså se bort fra de uigennemtænkte praktiske problemer. Lad os endda være så venlige, at vi ser bort fra det helt store principielle problem ved den grundlæggende underminering af retssikkerheden og informationsfriheden, som SF rask væk er parat til.

Lad os i håbet om dog at finde et minimum af saglig begrundelse prøve at fokusere på, hvad det egentlig er, partiets retsordfører vil, og hvori motivet til ideen består?

Det er naturligvis ikke så vanskeligt – både i sit blogindlæg og i DR2's Deadline den 5.1. begrunder Lorentzen partiets idé med det afslørende modspørgsmål: »Kunne overfaldet på Kurt Westergaard måske have været undgået?«

Modspørgsmålet er afslørende, fordi det ufrivilligt tværer yderligere rundt i problemerne og udstiller ideen som det useriøse spredehagl, den er udtryk for: I bedste fald ukvalificeret og uintelligent – i værste fald kalkuleret populisme.

For det første: Var det monstro en downloadet terrormanual fra internettet, der instruerede gerningsmanden i at anskaffe sig og anvende en økse mod Westergaard?

For det andet: Forestillingen om, at et retsundergravende forbud mod visse hjemmesider skulle kunne have gjort noget for at forhindre attentatforsøget på Westergaard er grebet ud af luften.

PET var i forvejen på sporet af gerningsmanden, og den udramatiske konklusion på det dramatiske overfald er, at havde Westergaard blot haft lidt bedre sikkerhedsforhold eller en tilstedeværende livvagt, ville det uhyggelige attentatforsøg utvivlsomt aldrig have repræsenteret en reel trussel. Der er ganske enkelt hverken behov for nye love eller yderligere beføjelser til PET.

Radikalisering forhindres heller ikke ved at censurere internettet, men begrænses ved at gå den kedelige vej over forskere og eksperter, der kan bidrage med saglige informationer om, hvilke komplekse faktorer, der betinger og ansporer radikaliseringen. Men det har selvfølgelig ikke den populistiske slagkraft som Lorentzens skud fra hoften – til gengæld havde hun måske været fri for også at skyde sig i foden, hvis hun havde holdt sig tilbage fra den signalpolitiske automatpilot.

Når noget dramatisk sker, så tilsiger den signalpolitiske manual jo, at der skal råbes op og strammes op – og det kan ikke gå hurtigt nok. Det er fuldkommen ligegyldigt, om stramningerne og råberiet er de rene slag i luften eller sågar direkte kontraproduktive. Så længe de bliver hørt i medierne og signalerer handlekraftighed, er det åbenbart også ligegyldigt, om de kolliderer med de værdier, de hævdes at skulle forsvare.

Spørgsmålet, der står tilbage, er: Handler det bare om, at tilpas mange vælgere skal tænke, at SF vel nok er blevet 'voksent og handlekraftigt' (læs: regeringsdueligt) – ligesom alle de andre?

Eller ER det bare et udslag af ren og skær dumhed?

Rune Engelbreth Larsen
Modpol: Politiken, 9.1.2010