Humanisme.dk

    FORSIDE | INFO | KONTAKT | REGISTER | SØGNING | ANBEFALINGER: FILM & BØGER & LINKS
    INSPIRATION: LEVENDE BILLEDER | CITATER | DOKUMENTATION: NATIONALISTISK PROPAGANDA

Facebook: Like Humanisme.dk
Facebook: Friend Rune Engelbreth Larsen
Alle månedens opdateringer
Om Rune Engelbreth Larsen
Biografi
Rune Engelbreth Larsen på Twitter
Rune Engelbreth Larsen på Youtube
Rune Engelbreth Larsens forfatterskab
Foredrag af Rune Engelbreth Larsen
Links
Rune Engelbreth Larsens genopdagelse af Danmarks landskaber i fotos
Digte af Rune Engelbreth Larsen
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
Danmarks Løver - frihedsbevægelsen
Panhumanism.com - Rune Engelbreth Larsen på engelsk
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
...
Kontakt Humanisme.dk
Humanisme.dk
eXTReMe Tracker

Har man et standpunkt?

Af Rune Engelbreth Larsen Udprint

Klumme i Politiken:

Siden det nationalistiske magtgennembrud ved folketingsvalget i 2001 har en populistisk eksklusionspolitik kløvet sig gennem det politiske landskab og ikke blot trukket VK-regeringen, men også store dele af S-SF-alternativet efter sig. Og i kølvandet på den politiske forfladigelse, der i en årrække reducerede næsten alle problemer til 'indvandring' og 'islam', er også rammerne for den almene politiske troværdighed og konsistens imploderet i foruroligende grad.

»Man har et standpunkt, til man tager et nyt,« konstaterede Jens Otto Krag som bekendt, men datidens magtspil overgås langt af vor tids bølge af løftebrud, partishopperi, platituder og skalten og valten med standpunkter, der i nullerne har nået uventede nulpunkter.

Selvfølgelig bliver ingen »partishopper« af at skifte parti eller standpunkt ud fra saglige overvejelser, men politikere, der ikke har skiftet parti én, men to eller tre gange, og som rask væk har sagt ét den ene sæson og det stik modsatte den næste, sprænger troværdighedsrammerne.

Den populistiske uredelighed har med andre ord været historisk ekstrem i de senere år – Naser Khader, der har repræsenteret intet mindre end fire forskellige partier, får næsten Karen Jespersens tur fra VS til Venstre til at synes ordinær. Men de to længdespringere står langtfra alene:

Simon Emil Ammitzbøll sprang fra De Radikale i 2008, stiftede Borgerligt Centrum og nægtede hårdnakket, at han ville hoppe videre til Anders Samuelsen: »Liberal Alliances økonomiske politik, deres udlændingepolitik og deres EU-politik er jo noget, der trækker i en helt anden retning end den, jeg står for.« (Ekstra Bladet, 13.10.2008).

Mindre end et år senere var han medlem af Liberal Alliance.

Tanken om endnu en valgperiode med VKO var »ikke til at holde ud«, bedyrede Malou Aamund som kandidat for Ny Alliance i oktober 2007. I februar 2008 sprang hun til Venstre og gav VKO yderligere en valgperiode.

Øjeblikkets magttaktiske barometer er den politiske ledestjerne. Helle Thorning-Schmidt lovede i november 2010, at det skulle være slut med udlændingestramninger, men i juni 2011 var hun positiv over for Søren Pinds nye diskriminationstiltag.

I april 2009 lovede Anders Samuelsen »100 procent«, at han ville »blokere« for ministerposter til Dansk Folkeparti. I august 2010 havde Liberal Alliance med Ammitzbølls ord »ingen problemer med, at eksempelvis Pia Kjærsgaard bliver minister«.

I november 2010 proklamerede Pia Christmas-Møller: »Jeg er kommet til den konklusion, at jeg ikke kan anbefale genvalg af denne regering.« Det stod på hendes egen hjemmeside indtil for nylig, men nu er det fjernet, og hun vil genopstille for De Konservative og dermed anbefale regeringens genvalg.

I maj 2011 hed det på Dansk Folkepartis hjemmeside: »Dansk Folkeparti vil ikke, som en tyv i natten, forringe danskernes mulighed for at gå på efterløn. Sådan er det.«

Samme måned gik partiet med i en aftale om at forringe efterløn og dagpenge som en tyv i natten. Sådan er det.

Og så videre. Det er, som om den kontrafaktiske og proportionsforvrængende udlændingeretorik, der er blevet hverdag i nullerne, har smittet af og også gjort det helt i sin orden at skalte og valte med troværdighed, redelighed og konsistens på alle andre områder.

Men måske bliver den tværpartipolitiske modreaktion desto stærkere? Adskillige borgerlige politikere har erkendt, at Dansk Folkeparti har fyldt alt for meget, og Jens Rohde har format nok til at se tilbage på nullerne og »spørge sig selv, om ikke det mere var en magtkamp end en værdikamp, vi kæmpede« (Berlingske, 4.4.2011).

Dertil kommer, at Borgen i løbet af de sidste par valg har fået flere nye oppositionspolitikere med en betydeligt større redelighed og skarpere værdipolitisk humanisme, end tidsånden har tilsagt, og som i modsætning til det store rygradsløse flertal ikke har ladet sig kujonere af politisk modvind.

Jeg tænker på profiler som Johanne Schmidt-Nielsen, Morten Østergaard, Özlem Cekic og Mette Gjerskov, der alle er kommet i Folketinget under de to foregående valg, og som med bemærkelsesværdig synlighed har styrket de få 'gamle' garvede på Christiansborg, men også på en række 'nyere' profiler, der meget vel kan rykke ind i Folketinget til dette valg. Ikke mindst Trine Pertou Mach, Zenia Stampe, Manu Sareen og Pernille Rosenkrantz-Theill (der ganske vist har været der før), men også flere andre mindre kendte navne, der ligeledes hver især har potentialet til at overskygge talrige traditionelle Christiansborgsmarionetter.

Forhåbentlig forbliver de selvstændige nok – alle politiske forskelle ufortalte – til også fremover at turde trodse populistiske fristelser.

I alle tilfælde er valget om fordelingen af kandidaterne internt i partierne ikke mindre afgørende end partiernes mandattal. Så stem personligt.

Vend populismen ryggen, stem enerne ind – og nullerne ud.


Rune Engelbreth Larsen
Politiken, 3.9.2011