Det sublime landskab

Af Rune Engelbreth Larsen

»Underlige store fantastiske Stemninger har jeg set. En Aften fra Bjerget tunge mørke Skyer drive over en gul Himmel, og i det dunkle Landskab laa Søerne - den ene mørk, den anden skinnende med Spejl af den gule Himmel, - alvorlig og højtidelig talede det Taushed ind i En. Morgenen derefter begyndte Taagerne at dandse i Lavningerne, snart blev de tættere, snart hævede de sig over Højderne ...« (Vilhelm Kyhn, 1873).

Jo, det er Danmark, som Vilhelm Kyhn skriver om, ikke en newzealandsk filmscene til en Tolkien-filmatisering eller et norsk fjord- og bjerglandskab. Det storslåede landskab omkring Silkeborgsøerne er på plakaten på KunstCentret Silkeborg Bad sommeren over, og blandt værkerne er der naturligvis flere af Kyhn.

Han var en af de mange billedkunstnere, der som noget nyt drog til de vidtstrakte vildmarker i 1800-tallets Jylland for at forevige det, der skulle blive det kendteste af de danske 'bjerglandskaber' - det midtjyske søhøjland. Det tidligste motiv er antageligt Dankvart Dreyers maleri, »Parti ved Silkeborg; Morgenbelysning« (1838), muligvis fra Salten Ådal. Sagte vibrerer Dreyers motiver som en sløret sommerdag, og ud af skoven kommer en enlig fårehyrde til idyllens spredte bakker og søer - et eventyr kan begynde.

Kyhn foretager et spring ud i landskabets 70.000 mentale favne, for nu at omskrive Kierkegaard. Helt enigmatisk er værket »En Oktober Aften ved Ry Station« (1887), hvor søen breder sig ud under en sær gul-grøn aftenhimmel; eller det lille, men magiske værk »Sommeraften ved Ry« (1873), hvor åen spejler himlen under purpurfarvede pulverskyer, mens en snigende tåge glider henover landskabet. Man fornemmer, hvad han mente, da han samme år skrev til Harald Foss, at landskabet her »talede Taushed ind i En ...«

Foss er også repræsenteret, bl.a. med det storslåede og kontrastrige værk, »Udsigt over Salten Langsø« (1888), der i lighed med mange andre motiver, er både sært genkendeligt og fremmedartet for den, der har vandret i disse skønne naturomgivelser.

Det er som en tur i tidsmaskinen, når man betragter Andreas Fritz' »Himmelbjergparti fra H.C. Andersens Bænk« (1878), der stadig kan ses og besøges - om end landskaberne omkring den berømte bænk på den berømte bakketop bærer betydeligt mere præg af byudviklingen og landbruget i dag end i det 19. århundrede.

Men det er bestræbelserne på at male ånd og ærefrygt ind i landskaberne, der giver det dragende sublime sus, som er udstillingens force, og af samme grund kunne man godt have frasorteret halvdelen af værkerne. At se Ejnar Nielsens pastelfarvede »Parti fra Gjern Bakker« (1896) er ikke så spændende i denne sammenhæng, hvor værket »Den Blinde, Gjern« (1896-98) havde været mere velanbragt. Her rejser landskabet sig i baggrunden med Gjern Å som en gylden slange, og så er vi påny ude over kanten.

Håndgribeligt nærvær og fjern storhed er der også i Janus la Cours ganske anderledes »Stille Aften ved Foden af Himmelbjerget« (1881), hvor vi næsten synker ned i søbreddens mudder under aftenskyerne, der skinner som æteriske flammer. Eller Emil Wennerwalds »Aftenstemning ved Himmelbjergsøerne« (ca. 1900), hvor solnedgangen får en bakketop (Himmelbjerget?) til at lyse op som et bål, der spejles i søens stille vand som en flydende guldåre.

Det er ikke kun bjergenes eller bakkernes højder, der giver oplevelserne dybde, men også øjnene, der ser dem. Kunstnere minder os om, at de hjemlige naturlandskaber måske nok er af beskedne højder og vidder, men sine steder godt kan være bjergtagende - hvor de har overlevet plov og asfalt. Den fine tåge, de rødbrune hedenuancer, højderyggens dunkle konturer og de drømmende skyer, der driver over de hemmelighedsfulde søer - det virker skam stadig.

Og så ligger KunstCentret Silkeborg Bad lige for foden af disse landskaber. Hvis ikke Dreyer, Kyhn, Foss, Skovgaard, la Cour og de mange andre, der er udstillet, både kan få os til at kigge ind og kigge ud i det midtjyske søhøjland, er der nok ikke mange, der kan.

Rune Engelbreth Larsen
Politiken, 2.6.2011