En trold står i vejen i Vejen
Af Rune Engelbreth Larsen 
At kunsten har sit at kæmpe med, når religiøse – og sågar
royale – følelser stødes, har vi set mange eksempler på de senere år,
ikke mindst i forbindelse med Muhammed-karikaturerne.
Medierne fokuserer mest på de sager, der involverer islam, men
problemstillingen er mere udbredt og kompleks.
I 1973 demonstrerede 5.000 imod Jens Jørgen Thorsens erotiske Jesus-film, der
havde modtaget støtte fra Det Danske Filminstitut. Paven fordømte Danmark som
»Europas svinesti«, og i 1975 krævede den katolske biskop Thorsen anklaget for
blasfemi, og projektet måtte indstilles, mens det blev undersøgt.
Blasfemiparagraffen var dog ikke anvendelig, mente kammeradvokaten, der til
gengæld overvejede, om filmen kunne være i strid med evangelisternes ophavsret
(sic!). Den danske ambassadørbolig i Rom blev udsat for et angreb med
molotovcocktail, der blev sendt en brevbombe til Det Danske Filminstituts
direktør, og Frankrig forbød ved lov al optagelse af filmen i landet, mens
Thorsen fik indrejseforbud i Storbritannien.
Jo, Jesuskrisen var også ret intens.
Men kampen mellem kunstneres udtryksformer og andres følelser er langtfra slut.
Det seneste år har fremvist flere eksempler på, at ikke blot muslimer, men også
royalister og kristne presser den kunstneriske frihed – uden at det dog
får et stort dagblad til at lancere målrettet hån og spot.
I april 2010 var det tyske magasin Titanic genstand for over 100 klager til det
tyske pressenævn, blandt andet fra regeringspartiet CDU, og redaktøren blev
sagsøgt for at overtræde blasfemiparagraffen. Postyret skyldtes en forside med
en korsfæstet Jesus og en knælende præst, der kunne fortolkes, som om han gav
den kristne messias et blowjob.
I september 2010 krævede direktøren for Den Gamle By, at den danske kunstnerduo
Surrend ikke måtte udstille en plakat med royal gruppesex på en planlagt
udstilling på Plakatmuseet i Århus.
I november 2010 måtte The National Portrait Gallery i Washington fjerne den
surrealistiske videoinstallation »A Fire in My Belly« af David Wojnarowicz på
grund af klager fra den katolske kirke og republikanere i Kongressen. I en
sekvens på få sekunder ser man myrer kravle hen over et krucifix, mens blod
drypper ned i en skål.
I april 2011 blev et værk af den amerikanske kunstner Andres Serrano ødelagt på
kunstmuseet Collection Lambert i Avignon. Det var et fotografi, der
forestillede et kors badet i blod og urin.
Samme måned måtte det australske tv-selskab ABC se sig tvunget til at aflyse en
satirisk transmission fra det royale bryllup i Storbritannien på grund af
censur fra bl.a. BBC, fordi kongehuset havde forbudt brugen af tv-billeder i
satirisk øjemed.
Herhjemme har Indre Mission og Kristus Kirken for nylig forhindret, at
konturerne af Niels Hansen Jacobsens berømte skulptur »Trold, der vejrer
kristenblod« kommer til at udsmykke en bygningsfacade i Vejen. Et omrids af en
skulptur, der i øvrigt blot er et varsel om at tage sig i agt for mørke kræfter
– og som har været byens vartegn siden 1924.
Det går tilbage for rummeligheden, og i Vejen er absurditeten lige så
iøjnefaldende, som censuren er forstemmende.
To faktorer stimulerer denne udvikling:
1) Det fundamentalistiske paradoks, at troende, der ellers hævder at underkaste
sig Gud i ét og alt, tilsyneladende er opædt af undertrykt tvivl. For hvorfor
ellers ikke bare overlade det til Vorherre at tage sig af den slags – kan
den almægtige virkelig ikke selv ondulere en blasfemiker i det hinsides uden
fundamentalisters hjælpende forbud, forbandelser eller vold?
2) Den voksende tendens til at 'kunstnerisk' hån og foragt i sig selv bliver et
letgennemskueligt skalkeskjul for rå propaganda – plat og uoriginalt, men
effektfuldt og hadefuldt.
Oftere og oftere kommer desværre også vedkommende kunst i klemme mellem disse
to tendenser, der til gengæld styrker og lever af hinanden.
Senest er altså sågar omridset af en trold kommet i vejen i Vejen. Takket være
snæversynet foragt er vi således blevet vidner til endnu en lille triumf for en
pinagtigt elementær dumhed.
Rune Engelbreth Larsen
Politiken, 5.5.2011
