Humanisme.dk

    FORSIDE | INFO | KONTAKT | REGISTER | SØGNING | ANBEFALINGER: FILM & BØGER & LINKS
    INSPIRATION: LEVENDE BILLEDER | CITATER | DOKUMENTATION: NATIONALISTISK PROPAGANDA

Facebook: Like Humanisme.dk
Facebook: Friend Rune Engelbreth Larsen
Alle månedens opdateringer
Om Rune Engelbreth Larsen
Biografi
Rune Engelbreth Larsen på Twitter
Rune Engelbreth Larsen på Youtube
Rune Engelbreth Larsens forfatterskab
Foredrag af Rune Engelbreth Larsen
Links
Rune Engelbreth Larsens genopdagelse af Danmarks landskaber i fotos
Digte af Rune Engelbreth Larsen
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
Danmarks Løver - frihedsbevægelsen
Panhumanism.com - Rune Engelbreth Larsen på engelsk
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
...
Kontakt Humanisme.dk
Humanisme.dk
eXTReMe Tracker

Poul Anker Bech og det fortabte land

Af Rune Engelbreth Larsen Udprint

Poul Anker Bech: 'Sommernat'

Poul Anker Bech: »Sommernat« (2004). Randers Kunstmuseum.

»Vi har oprindelig siddet i nogle huler otte måneder om året med et tællelys og ventet på, at solen skulle komme igen. Så den generelle længsel, vi kan føle, hænger uden tvivl sammen med en specifik længsel efter lyset og solen – og sådan en solnedgangsmentalitet.« (Poul Anker Bech, 2009).

Med »Poul Anker Bech i stort format« har Randers Kunstmuseum udstillet et enestående udvalg af kunstnerens monumentalbilleder, som ikke tidligere har kunnet ses samlet, bl.a. hans triptykon »Det tabte land, 1-3«. Og med højder på op til 2 meter og længder over 3 meter er der god plads til at fordybe sig i værker, hvor der ikke alene er højt til himlen, men også dybt at falde.

Jeg har tidligere skrevet om forfatteren og journalisten Kjeld Hansens store danmarkshistoriske projekt, 'Det tabte land' (www.dettabteland.dk), der kortlægger og beskriver hundredvis af tabte naturområder i Danmark, og selv om virkemidler og tilgangsvinklerne er helt forskellige, rummer Hansens projekt også berøringsflader til det tabte land i værker af Poul Anker Bech (1942-2009).

Vi har ensrettet vort land og ser ikke længere landskabet, mens det forsvinder under vore fødder. I billedkunstnerens »Asfaltserenade« (2002) asfalteres himlen måske ligefrem. I flere af disse enorme billeder går kulturlandskaber i opløsning, fragmenteres og vælter på et fundament af skyer eller det skinbarlige intet. Ikke kun fortidens landlige liv, men også vor egen tids landbrug optræder som havarerede levn fra en svunden tid – eller en tid, der i en nær fremtid vil være en svunden tid.

Jeg tror dog ikke på nogen nedarvet og indgroet 'solnedgangsmentalitet' i Norden, som kunstneren fremhæver i ovenstående citat, blot fordi vi geografisk er børn af istiden. Man kunne snarere argumentere for det modsatte, hvis man endelig skulle lege med tanken om eksistensen af et kollektivt 'kultur-geografisk' DNA. Solnedgangsmentaliteten må jo nærmere tilkomme dem, der i fordums tider forlod Norden, hvorimod de øvrige nok har fundet sig pænt tilpas med et i virkeligheden generelt gunstigt klima efter istiden.

Men hvilken overbevisning og inspiration, der får kunstneren til at skabe sine værker, er nu også betydeligt mindre interessant end de værker, der kommer ud af det, og er det en god kunstner, bliver det ikke en enkel eller tidstypisk facitliste, men et åbent værk, hvis historie rækker ud over både kunstneren selv og hans egen tid.

»Jeg er atavist og er født alt for sent – jeg skulle have virket omkring 1890, her hører jeg egentlig hjemme,« har Poul Anker Bech forklaret.

Jeg tror nu, at netop fordi han ikke følte sig hjemme i sin egen tid, kunne han i kraft af sit originale udtryk bedre fragmentere både tid og rum, og derved er han måske blandt de kunstnere, der hverken hører hjemme omkring 1890, 1990 eller 2090 for den sags skyld, men har fat i en flig af noget tidløst.

Ganske vist er værkerne rige på referencer til moderne tid, men der er kroge til fortiden, og selv om de moderne islæt beretter om kunstnerens pessimistiske samtids- og verdensopfattelse i et katastrofemættet århundred, er det ikke kun vor egen tid, de taler til eller taler om.

De pudsige paraboler på stranden, de ensomme transformatortårne fra første halvdel af det forrige århundrede eller de efterladte landbrugsmaskiner, der dukker op hist og pist i de halvopløste scenarier, er ikke bare tidens symboler, men malplacerede efterladenskaber, der eroderer selvfølgeligheder og klippegrund, så hele landskaber bliver søsyge i en mere fundamental forstand.

Det er atypiske skyggebilleder af vor egen tid, set gennem en sært tidløs tidsmaskine, der virker så meget desto mere svimlende ved for en gangs skyld at få stillet god og samlet plads til rådighed. Indløs billet til turen på Randers Kunstmuseum.

Rune Engelbreth Larsen
Politiken, 6.1.2011