Humanisme.dk

    FORSIDE | INFO | KONTAKT | REGISTER | SØGNING | ANBEFALINGER: FILM & BØGER & LINKS
    INSPIRATION: LEVENDE BILLEDER | CITATER | DOKUMENTATION: NATIONALISTISK PROPAGANDA

Facebook: Like Humanisme.dk
Facebook: Friend Rune Engelbreth Larsen
Alle månedens opdateringer
Om Rune Engelbreth Larsen
Biografi
Rune Engelbreth Larsen på Twitter
Rune Engelbreth Larsen på Youtube
Rune Engelbreth Larsens forfatterskab
Foredrag af Rune Engelbreth Larsen
Links
Rune Engelbreth Larsens genopdagelse af Danmarks landskaber i fotos
Digte af Rune Engelbreth Larsen
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
Danmarks Løver - frihedsbevægelsen
Panhumanism.com - Rune Engelbreth Larsen på engelsk
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
...
Kontakt Humanisme.dk
Humanisme.dk
eXTReMe Tracker

Kjærsgaards hykleri i debatten om sexistisk retorik

Af Rune Engelbreth Larsen Udprint

Pia Kjærsgaard er forarget over, at Michael Jeppesen og DR2 har fokuseret på de rå sexistiske vulgariteter, som en række kvindelige politikere på venstrefløjen tilsværtes med, det være sig i deres inbox, på de sociale medier eller i kommentarspor til blog-indlæg.

For 'hvad med mig', underforstår Kjærsgaard? Hun har jo i årevis været udsat for rå trusler og grov retorik og brokker sig over, at først »nu kommer det pludselig frem i lyset« (Radio24Syv, 11.11.2014), blot fordi »DR først for alvor beskæftiger sig med problemet, når det berører venstrefløjen« (Facebook, 7.11.2014).

Zenia Stampe, der valgte at deltage i programmet, har imidlertid påpeget, »at stort set alle kvindelige borgerlige debattører har takket nej til at deltage i programrækken på DR2« (Politiken.dk, 7.11.2014), så Kjærsgaards kritik er allerede dér helt afsporet.

Men Kjærsgaard føler sig besynderligt nok forbigået?

Efter i årevis at have læst og hørt om trusler og modbydeligheder mod Kjærsgaard i det ene medie efter det andet, er det åbenbart for galt, at der tages hul på den hadefulde 'debatkultur', der rammer mange, mange andre end Kjærsgaard.

Måske er det simpelthen generende for Kjærsgaards selvforståelse, at trusler og vulgariteter rammer BREDT?

For selv om vi i reglen kun hører om det, når det er islamkritikere og antimuslimske debattører, der er udsat for den slags, er både verbalt slam, dødstrusler og vold i utallige tilfælde blevet hældt ud over mange andre politikere, debattører og såkaldt almindelige mennesker i årevis.

Hvem ved f.eks., at Aarhus' biskop Kjeld Holm har modtaget massevis af trusler, inklusiv en bombetrussel? Hvem husker pizzariaet, der blev bombesprængt efter racistiske trusselsbreve? Eller muslimen, der blev stukket ned i Esbjerg efter racistiske skældsord?

Den slags prioriteres ikke højt i mediehavet eller på den politiske dagsorden.

Og når der endelig er opmærksomhed omkring racismen, er omtalen kort og de politiske ordførere tavse som graven. F.eks. da lokalpolitikeren Mustafa Devici sidste år blev overfaldet, fik sit valgmateriale ødelagt og blev truet med ordene: »Du er perker. Perkere har ikke ret til at stille op til et dansk kommunalvalg.«

Der var heller ingen politikere, der stod i kø for at tage afstand, da en buschauffør med ikke-dansk etnisk baggrund for nylig blev brutalt sparket ned, truet med kniv og kaldt »sorte svin, du er død!«

BT, der dog omtalte sagen, nævnte ikke ordet »racisme« med ét ord.

Dødstrusler mod imamer eller muslimske debattører og politikere nyder heller ikke den store mediebevågenhed, men den triste kendsgerning er og bliver ikke desto mindre, at råt personhad og brutale trusler har ramt politikere og debattører fra hele det politiske spektrum i årevis.

Dødstrusler er selvsagt de værste, men når der så endelig fokuseres på den sexistiske afsky, der vælter ned over mange kvindelige politikere, så er Kjærsgaard altså forarget over, at 'de venstreorienterede' får fokus.

Hun kan så trøste sig med, at hun ikke behøver mere end at ytre et forarget pip på Facebook for straks at flytte mediefokus tilbage til sig selv igen. Ingen serviceres så let og hyppigt af medierne som Kjærsgaard.

Men hun burde måske snarere solidarisere sig utvetydigt med dem, der bliver ramt, så flere vender sig imod AL slags hadefuld og vulgær retorik? Den, der står frem med en sådan kritik, risikerer nemlig blot at blive genstand for endnu mere ufiltreret foragt.

Tidligere blogger på Berlingske, Anna Sophie Hermansen, skrev f.eks. for et års tid siden chokeret om den racistiske del af denne tendens: »Jeg må indrømme, at jeg gerne så landets politiske ledelse samle medierne og folket om en dagsorden, der gik imod had og tilsvininger på nettet. Det er ved at koste os den offentlige samtale. (...) Når samtalen kommer hen på spørgsmål om multikulturelle emner, ser vi, at der stadig er - som nogen af os måske troede hørte den gamle verden til - en sort understrøm i Danmark, i Europa.« (Berlingske, 19.6.2013).«

Hermansens udmeldinger blev mødt af en syndflod af hadefulde personangreb.

Da Zenia Stampes mand, teaterdirektør Martin Lyngbo, for nylig gav udtryk for sin »afmagt og frustration«, når han oplever, hvordan »fremmede mennesker skriver vulgært, truende, sexistisk, hadefuldt eller voldeligt om den kvinde, jeg elsker«, førte det til en ny omgang modbydeligheder og personhad mod ham selv og hans hustru.

Når debatten rejses, forsøges den hurtigt kvalt igen af den samme afstumpethed, den er et opgør med. Business as usual.

Selvfølgelig er politikere og offentlige personer, der har markante holdninger, nødt til at acceptere, at de af og til bliver kaldt »røvhuller« og må stå model til et vist omfang af verbalt skrald, og selvfølgelig er der plads til skarp og konfrontatorisk debat. Men trusler, racisme og sexisme falder afgjort i en helt anden kategori.

Desværre har Dansk Folkeparti og Pia Kjærsgaard i årevis selv fremmet en retorik, der hylder propagandistisk dæmonisering af indvandrere og muslimer over en bred kam, og det kan vel næppe komme bag på nogen, at det utvivlsomt smitter af i dele af folkedybets tiltagende accept af generelle vulgariteter uden filter?

Den type propaganda, der dæmoniserer hele befolkningsgrupper, og det vulgære personhad, der kun truer eller tilsværter personen frem for at forholde sig til sagen, understøtter hinanden.

Alligevel har Kjærsgaard selv understreget, at hun i hvert fald ikke vil »nedtone retorikken«, når hun udtaler sig i debatten.

Til gengæld kræver hun, at alle andre skal holde »en sober tone« på hendes Facebook-side.

Der er med andre ord et klart dobbeltbogholderi i Dansk Folkeparti, hvad angår »tonen« og »ytringsfriheden«. Den 'tone', der skal gøres gældende over for Dansk Folkeparti, skal være »sober«, men den 'ytringsfrihed', der skal gøres gældende over for etniske minoriteter, må gerne være grænseløst dæmoniserende.

I sommers var Kjærsgaards reaktion på muslimske kvinder, der er blevet spyttet på, sparket og hånet pga. deres hovedtørklæde, f.eks. blot en tvær bagatellisering: »De muslimske kvinder føler sig provokeret af den reaktion, som deres hovedtørklæde fremkalder. Jeg føler mig også provokeret. Af dem og deres valg af tørklædet frem for det danske samfund!« (Kjærsgaards blog, TV2.dk, 14.7.2014).

Det er altså OK at snerre efter muslimske kvinder, der er udsat for rå vold og vulgariteter, men HUSK altid at holde en »sober tone« over for Kjærsgaard.

Dansk Folkepartis Søren Espersen kaldte for nogle år siden en karikatur af Muhammed, der blev fremstillet på et sommermøde for Dansk Folkepartis Ungdom som en urinerende og øldrikkende kamel, for »alle tiders«, og for nylig udstillede Dansk Fokeparti og Trykkefrihedsselskabet Dan Parks propagandakunst, hvor sorte borgere med navns nævnelse lynches.

Den slags er altså helt OK - men HUSK altid at holde en »sober tone« over for Kjærsgaard.

Storhykleriet stortrives i det parti.

Rune Engelbreth Larsen
Politiken og Politiken.dk, 13.11.2014