Humanisme.dk

    FORSIDE | INFO | KONTAKT | REGISTER | SØGNING | ANBEFALINGER: FILM & BØGER & LINKS
    INSPIRATION: LEVENDE BILLEDER | CITATER | DOKUMENTATION: NATIONALISTISK PROPAGANDA

Facebook: Like Humanisme.dk
Facebook: Friend Rune Engelbreth Larsen
Alle månedens opdateringer
Om Rune Engelbreth Larsen
Biografi
Rune Engelbreth Larsen på Twitter
Rune Engelbreth Larsen på Youtube
Rune Engelbreth Larsens forfatterskab
Foredrag af Rune Engelbreth Larsen
Links
Rune Engelbreth Larsens genopdagelse af Danmarks landskaber i fotos
Digte af Rune Engelbreth Larsen
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
Danmarks Løver - frihedsbevægelsen
Panhumanism.com - Rune Engelbreth Larsen på engelsk
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
...
Kontakt Humanisme.dk
Humanisme.dk
eXTReMe Tracker

Regeringens naturplan svigter skovene

Af Rune Engelbreth Larsen Udprint

Regeringens strategi for en naturpolitik af gavn og ikke blot af navn har været ventet siden regeringesgrundlaget i 2011, og efter tre et halvt års nøl er den her så endelig: 'Naturplan Danmark - vores fælles natur'.

»For første gang nogen sinde en samlet langsigtet masterplan for dansk natur,« forklarede en stolt miljøminister Kirsten Brosbøl ved lanceringen.

Og intentionerne er gode. Det er godt og rigtigt, at der er brug for megen mere sammenhæng mellem naturområderne i Danmark. Der er også mange gode ord om naturens trængsler og nødvendigheden af at gøre noget godt.

Der er sågar nogle gode tiltag. Eksempelvis er det glimrende at give kommunerne den forpligtende opgave at udpege et Grønt Danmarkskort på baggrund af fælles kriterier inden kommuneplanerne for 2017. Det er også godt at forpligte dem på at målrette naturindsatsen på en måde, der skaber sammenhæng mellem naturområder og sikrer, at naturindsatsen sker dér, hvor den har størst gavn og effekt.

Og det er godt, at Grønt Danmarkskort skal indeholde et nyt kortlag over biodiversitet med de vigtigste levesteder for truede og sårbare plante- og dyrearter.

Desuden er indarbejdet tidligere varslede forslag, bl.a. et længe tiltrængt forbud mod gødskning og sprøjtning af beskyttet natur. Naturfonden fremhæves også - den fond, der med statslige og private midler kan opkøbe arealer til gavn for naturen, men fonden er trods alt på linje med flere andre tiltag enten allerede vedtaget eller udtryk for eksisterende forpligtelser, der altså ikke bidrager med nyt til naturplanen.

Naturfonden er en god idé, men vi kan jo ikke klappe af den to gange, blot fordi den gentages.

Men værst er det, at planen desværre er skuffende ukonkret på mange områder, direkte kontraproduktiv på andre og langtfra i nærheden af at kunne standse naturforarmelsen. Den er slet ikke den »masterplan«, den kunne have været, men snarere et valgoplæg i håb om at grønne vælgere ikke læser helt ned i substansens konkreter, men nøjes med de store armbevægelser og flotte ord.

Regeringen har for ofte valgt at vende det blinde øje og det døve ører til uafhængige fageksperter, og resultatet er blevet derefter. For sent. For lidt. Man har slet ikke villet se omfanget af den igangværende naturforarmelse i øjnene.

Næsten alle lamper lyser rødt i forhold til den ringe naturtilstand i Danmark, og det har de gjort med stigende intensitet i årtier. I 2001 konstaterede Wilhjelmudvalget, der var nedsat af den tidligere SR-regering, at »kvaliteten af Danmarks natur og biodiversitet har ikke tidligere været så ringe«. Det er kun gået nedad bakke siden. Artsrigdommen styrtdykker globalt og nationalt.

DCE - Nationalt Center for Miljø og Energi ved Aarhus Universitet vurderede i den officielle statusrapport til EU i 2013, at 90 procent af Danmarks sårbare og truede naturtyper og 39 procent af Danmarks sårbare og truede arter er i »stærkt ugunstig« tilstand. Særlig slemt ser det ud i de danske skove, hvor sårbare og truede naturtyper får vurderingen 100 procent »stærkt ugunstig« bevaringsstatus.

På baggrund af disse nedslående vurderinger af naturtilstanden herhjemme, er det er forbløffende, at når vi kommer til konkreterne i en NATURplan, er vækst, vækst og vækst fortsat det styrende mantra - og det er ikke biodiversitetens vækst, kan jeg røbe: »En stærk naturpolitik skal forenes med erhvervs- udvikling og vækst. Derfor er balance mellem naturpolitikken og hensynet til landbrugets fortsatte produktionsmuligheder vigtig. Naturindsatsen på private arealer er baseret på frivillighed.«

Hvorfor skal et løft af naturens kvalitet altid lide under, at der næsten ikke er nogen bevillinger, næsten ingen forpligtende lovgivning, at alt er underordnet produktion, og at det næsten altid er er spørgsmål om, at HVIS DU VIL, må du gerne gør noget godt for naturen, HVIS DU IKKE VIL, så lad den bare sejle videre ned i rendestenen? Er det ikke i forvejen muligt at gøre noget godt for naturen frivilligt? Er det en del af en plan?

Hvorfor så ikke lancere en ny stor »masterplan for u-landsbistand«, der handler om, at man gerne frivilligt må betale til nødhjælpsorganisationer?

Denne grundtanke kender vi jo også allerede fra nationalparkerne. I stedet for at være rene naturarealer med høj international naturbeskyttelse ud fra internationale og lovfæstede kriterier, er det et sammensurium af natur, industri, landbrug, skovbrug, by og vej.

Tilsvarende uforpligtende og luftigt bliver det, når områder »med natur af særlig regional eller lokal betydning og gode rekreative friluftsmuligheder efter kommunernes ansøgning kan opnå status som naturpark«. Det er ikke natur på naturens præmisser, ikke initiativer, hvor biodiversitet fremhæves, men derimod »friuftsmuligheder«.

Men det er imidlertid ikke »friluftsmulighederne«, der er i stærkt ugunstig bevaringsstatus, det er naturen og utallige arter.

Og skal der etableres en naturpark, er der intet - siger og skriver intet - krav om en særskilt naturbeskyttelse, for man kan fortsat drive landbrug, skovbrug, industri alt det, man lyster, og ligesom man altid har gjort: »En naturpark vil ikke medføre lovgivning, som kan medføre nye restriktioner eller begrænsninger for lodsejere og beboere. Eventuelle tiltag på private jorde vil kun ske på baggrund af frivillige aftaler.«

Landbrug og anden produktion er i sagens natur antitesen til en aktiv biodiversitetsindsats, men skal altså fortsat være business as usual, selv om et naturområde kaldes en NATURpark.

Hvis frivillige aftaler er det, man ønsker, så kunne stat og regering i det mindste sørge for maksimal naturindsats på naturens præmisser på STATENS egne naturarealer. Det er jo vores allesammens natur, ikke sandt? Staten kan vel gå frivilligt foran?

Not.

Regeringen »forventer« sølle 25.000 hektar ny natur inden 2020, men hvad er det så for en »natur«, der er tale om?

80 kvadratkilometer er vådområder, der skal fungere som bassiner til at reducere udledning af drivhusgasser og kvælstof, og 45 kvadratkilometer er kulstofrige lavbundsjorde, der tages ud af landbrugsdrift. Af begrænset betydning som naturforbedring og reelt nul betydning i forhold til at bremse det eskalerende tab af arter. Var det ikke en NATURplan?

34 kvadratkilometer skal være nye skove. Det har nul - siger og skriver nul - betydning for at forbedre artstabet og naturens tilstand. Så er der lidt andre småtterier og noget ny natur gennem Naturfonden og EU, hvilket reelt betyder, at planen frem til 2020 stort set ikke giver for fem flade ører ny, god og artsrig natur udover de forsvindende smuler, der givetvis også ville komme uden planen.

Og det absurde er, at det ville være LET at gøre noget reelt på statens egne arealer. F.eks. et længe ønsket stop for statslig skovdrift på de ca. 1.200 kvadratkilometer skov, staten råder over. Skovene rummer nemlig en del af den natur, der er allermest trængt (»stærkt ugunstig tilstand«!), og det kunne ændres markant, hvis Naturstyrelsen lagde motorsavene på hylden og indstillede statslig tømmerproduktion, så alle statsskove blev såkaldt urørt skov (det vil sige naturskov uden nogen som helst form for produktion, men med udsættelse af flere større planteædere, så der kunne udvikles mere lysåben og artsrig skov).

Både MED og UDEN en storstilet solgt Naturplan Danmark kunne vi få hundredvis af kvadratkilometer højkvalitetsnatur, hvor artsrigdommen bevares eller styrkes, og naturen trives, hvis regeringen SELV ville det. Frivilligt.

Vil regeringen dét? Nej. Selv om talrige eksperter igen og igen har påpeget, at statens motorsavspolitik ødelægger store arealer med skovnatur med fatale konsekvenser for artsrigdommen, gør man næsten intet for at få urørt statsskov.

Kun 250 hektar statsskov skal udlægges til urørt skov ifølge den storstilede plan. Det er 0,2 procent af statsskovene. 2 PROMILLE.

Man vil stort set ikke røre en finger eller pensionere en eneste motorsav for, at skovnaturen kan få et løft. Selv om staten kunne gå let foran og vise et eksempel i henhold til frivillighedsprincippet. Det kan skæres helt ud i pap: Hvis politikere vil naturen det godt, er der IKKE brug for at plante flere nye skove, men for at BEVARE gamle skove helt fri for fældning.

Derfor er det også ganske kontraproduktivt, at Danmarks Naturfredningsforening bare lægger sig fladt på maven og jubler over planen i stedet for at gå skarpt og kritisk ud og påpege de åbenlyse mangler i relation til den naturforarmelse, der fortsat kører i højeste gear.

Summa summarum: Hist og pist nogle gode takter og fine tiltag, her og der nogle småtterier i rigtig retning, men ofte af andre grunde end en forkromet 'naturplan', der mere ligner et valgoplæg. Generelt er det skuffende og forbløffende uambitiøst.

Vi kommer slet ikke i nærheden af at ændre det altdominerende artstab og den generelle naturforarmelse herhjemme.

Rune Engelbreth Larsen
Politiken.dk, 29.10.2014