Humanisme.dk

    FORSIDE | INFO | KONTAKT | REGISTER | SØGNING | ANBEFALINGER: FILM & BØGER & LINKS
    INSPIRATION: LEVENDE BILLEDER | CITATER | DOKUMENTATION: NATIONALISTISK PROPAGANDA

Facebook: Like Humanisme.dk
Facebook: Friend Rune Engelbreth Larsen
Alle månedens opdateringer
Om Rune Engelbreth Larsen
Biografi
Rune Engelbreth Larsen på Twitter
Rune Engelbreth Larsen på Youtube
Rune Engelbreth Larsens forfatterskab
Foredrag af Rune Engelbreth Larsen
Links
Rune Engelbreth Larsens genopdagelse af Danmarks landskaber i fotos
Digte af Rune Engelbreth Larsen
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
Danmarks Løver - frihedsbevægelsen
Panhumanism.com - Rune Engelbreth Larsen på engelsk
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
...
Kontakt Humanisme.dk
Humanisme.dk
eXTReMe Tracker

Løkkes & Gades svinestreg

Af Rune Engelbreth Larsen Udprint

Vores tidligere skandaleombruste forsvarsminister Søren Gade, der i dag er er cheflobbyist i organisationen Landbrug & Fødevarer, spillede en nøglerolle i Lars Løkke Rasmussens magtspil for at udmanøvrere Kristian Jensen på det berømte og berygtede hovedbestyrelsesmøde i Venstre for et par uger siden.

Venstreoprørerne ønskede et ekstraordinært landsmøde for at vælte Lars Løkke og vælge Kristian Jensen som ny formand, men Lars Løkke truede angiveligt med Søren Gade som modkandidat i et kampvalg, og Kristian Jensen indvilligede i at lade Løkke fortsætte.

Søren Gades rolle som udslagsgivende joker og trumf er så netop blevet honoreret af Løkke med et politisk trofæ til Gades hylde: Nu skal landbrugslobbyen forgyldes med retten til at presse endnu flere millioner svin gennem produktionsapparatet.

For ganske nylig beskrev jeg svineindustrien som et samfundsproblem, der ikke længere kan holdes inden for staldene, men derimod fører til stigende sundhedsproblemer for almindelige mennesker og bidrager til naturens forarmelse, altimens de foregående års stigning i svinebestanden ikke engang har betydet flere danske jobs. Tværtimod.

Men nu skal Gade altså have sin betaling, og den afregnes i svin.

Som om de eksisterende 30 millioner svin ikke var nok. Som om de eksisterende lugtgener for naboer til landets i forvejen kolossale svinefabrikker ikke var nok. Som den stærkt kritisable dyrevelfærd for de plagede svin, hvor hver anden so og hvert tredje slagtesvin har mavesår, ikke var nok. Som de ni millioner pattegrise, der hvert eneste år bare må smides i skraldespanden som følge af de ekstreme produktionsforhold, ikke var nok.

Som om det kolossale overforbrug af antitiobika ikke var nok - med alt, hvad deraf følger af den stadig større smitterisiko, som allerede har kostet fire danskere livet på grund af den multiresistente svinebakterie MRSA-CC398. En bakterie, som naboer til intensiv svineproduktion i forvejen næsten har dobbelt så høj risiko for at blive smittet med.

Men hvad betyder dét, når landbrugets cheflobbyist skal belønnes for sin afgørende rolle i det magtspil, hvormed Gade lod Løkke bevare magten i Venstre og fastholde sin mulighed for at genindtage Statsministeriet?

Og prisen for Løkkes sejrrige magtspil skal tørres af på det danske samfund. Flere svin på bekostning af dyrevelfærd, flere svin på bekostning af folkesundheden og flere svin på bekostning af dansk natur.

Miljøminister Kirsten Brosbøl påpeger imidlertid korrekt, at flere slagtesvin bl.a. betyder, at endnu flere tons fosfor og nitrat vil blive udledt i danske vandløb: »Hver gang man lemper kravene, er der en pris at betale for miljøet.« (jf. Ritzau, 15.6.2014).

Men miljøministeren burde drage konsekvensen af de uoverskuelige miljø-, natur-, sundheds- og dyrevelfærdsproblemer, der allerede følger af de nuværende 30 millioner svin, og turde tage et mere fundamentalt og offensivt opgør med Venstre og svineindustrien. Lad os få utvetydige krav om færre svin i den konventionelle svineindustri og langt mindre antibiotika.

Måske kunne det blive et valgargument at gøre noget aktivt for rent faktisk at standse antibiotikamisbruget og eliminere smitterisikoen. Og det gør det vel kun mere væsentligt, at en begræsning af svineproduktionen og kvælstofudledningen forbedrer naturtilstanden og mulighedsbetingelserne for artsrigdommen.

I stedet for at det blot bliver en diskussion om 30 eller 31 millioner svin - og om hvorvidt det ene regeringsbud accepterer en forarmelse af naturen og forøgelse af smitterisikoen, der er endnu værre og endnu mere ansvarsløs end det andet.

Rune Engelbreth Larsen
Politiken, 17.6.2014