Løgnen om ledigheden
Af Rune Engelbreth Larsen 
Hvis mediesynlighed og ukritisk mikrofonholderi kan tages som udtryk for berømmelse, er Asger Aamunds berømmelse som politisk orakel omtrent så bemærkelsesværdig, som hans uindpakkede længsel efter diktaturet og den manipulatoriske kynisme, der er hans varemærke i forhold til de ledige.
Det sidste først. Vi er knap nok gået ind i det nye år, før Aamund atter gentager sit politiske slagnummer - løgnen om det arbejdsløse vælgerflertal: »Det er den forskræmte, handlingslammede politiske kultur på Christiansborg. En politisk generation af både røde og blå politikere, der har skabt et monster i form af et vælgerflertal uden for arbejdsmarkedet.« (Politiken, 3.1.2014).
Aamund har flere gange tidligere harcelleret imod »vælgerflertallet« uden for arbejdsmarkedet og hævdet, at folkestyret har »taget en grotesk drejning, hvor et flertal, der ikke laver noget, kan stemme sig til de penge, der tilhører det mindretal, som arbejder« (Berlingske, 15.7.2011). Og i endnu mere nedladende form, da han sidste år stemplede ledige som »klientvælgere«, der »er kommet i flertal« (Berlingske, 18.7.2013).
Aamund lyver. En løgn bliver ganske vist mere effektiv som propaganda af at blive gentaget, men den er stadig en løgn.
Men måske er han bare er for dum til at kende forskel på »vælgerflertal« og »befolkningsflertal«?
Lad os hjælpe ham. Andelen af den danske befolkning, der er på arbejdsmarkedet, har ligget forholdsvis stabilt omkring 50 procent, når vi ser på gennemsnittet årti efter årti siden 1970'erne - og det er vel at mærke et højere gennemsnit end i de foregående årtier.
Dette fortæller en hel del om idiotien i påstanden om, at ledigheden generelt er den lediges egen skyld. Det er med andre ord normalt, at omtrent halvdelen af hele befolkning er på arbejdsmarkedet, mens den anden halvdel ikke er (enten fordi den er i vuggestue, børnehave, skole, under uddannelse, sygdomsramt, pensioneret eller arbejdsløs).
Ser vi i stedet på beskæftigelsesfrekvensen, altså den arbejdsdygtige andel af befolkningen på arbejdsmarkedet, ligger Danmark tårnhøjt placeret internationalt, idet over 72 procent er i arbejde. Et markant højere niveau end EU- og OECD-gennemsnittet. Aamunds fremstilling af de ledige i Danmark som et »monster« uden for arbejdsmarkedet er altså hul i hovedet.
Og ser vi så på vælgerandele, bliver Aamunds propaganda yderligere klædt af. Hvad var hans påstand? Åjo, at »vælgerflertallet« står uden for arbejdsmarkedet.
Men sandheden er, at der er et klart flertal på over 60 procent af vælgerne, der er på arbejdsmarkedet. Sandheden er også, at den del af vælgerne, der ikke er på arbejdsmarkedet, langtfra alle er uden for arbejdsmarkedet permanent, hvorfor forestillingen om de ledige som en ensformig masse af »klientvælgere« ikke alene er hånlig, men også absurd.
Hvad Aamund så snedigt gør i sit regnskab, er at tælle nyfødte babyer, børnehavebørn, skoleelever og alle andre danskere under 18 år med som et »monster« af »klientvælgere«, der udgør et »vælgerflertal« uden for arbejdsmarkedet.
Men som det forhåbentlig turde stå klart for enhver, har hverken babyer, børnehavebørn, skoleelever eller andre danskere under 18 år stemmeret, hvorfor de heller aldrig kan være en del af et »vælgerflertal«.
Endnu mere interessant bliver det, når man betænker Aamunds åbenmundethed, hvad angår hans forkærlighed for diktaturet, der er intimt forbundet med 'ræsonnementet' om at gøre op med det »monster«, de ledige åbenbart udgør: »Vi skal ikke én gang for alle kappe forbindelsen til demokratiet eller have en enevældig konge, men i en nødsituation, ligesom under krigen, kan man have en slags elite-regering i en periode, som bistår de folkevalgte - skal vi sige lidt håndfast. Så vi kan få de nødvendige reformer.« (Berlingske, 15.7.2011).
Tak for kaffe - en »lidt håndfast« tilsidesættelse af Grundloven og demokratiet!
Hvordan Danmarks Radio har fået den idé, at de ligefrem skal sponsorere lige netop Aamunds fortsatte nedgørelse af de ledige i en ukritisk programserie, er mig en gåde, men det fortæller ikke så lidt om, hvor udbredt og accepteret både fordummelsen og forråelsen er i forhold til synet på ledige og ledighed.
Lad mig slå fast med syvtommersøm: Det er løgn, at over halvdelen af vælgerbefolkningen er uden for arbejdsmarkedet. Kun hvis man ser på hele befolkningen under ét, fra nyfødte babyer til oldinge, kan man hævde, at lidt over halvdelen af befolkningen er uden for arbejdsmarkedet. Men at gøre dét til et mål for 'arbejdsløshed' er åbenlyst nonsens - medmindre Aamund da ønsker at udvide beskæftigelsesminister Mette Frederiksens skare af tvangsarbejdere til at omfatte ulønnede vuggestuebørn, skoleelever, uarbejdsdygtige handicappede, ældre plejehjemsbeboere og uhelbredelige kræftsyge, der ligeledes skal samle hundelort op iført kommunale uniformer?
Rune Engelbreth Larsen
Politiken, 10.1.2014
