Enhedsliste-medlemmers kollektivistiske vildskud
Af Rune Engelbreth Larsen 
Som noget nyt lod Enhedslisten valgplakaterne pryde af kandidater og kendte profiler til valget i september 2011.
Det vil nogle medlemmer af partiet nu forhindre skal gentage sig, bebuder de forud for Enhedslistens landsmøde til maj. De mener, at man alene skal 'markedsføre' sig på parti-bogstavet Ø uden at vise portrætfotos af Johanne Schmidt-Nielsen & Co., fordi disse valgportrætter gør op med den »kollektivistiske« linje.
Mie Susanne Lilje, der er kandidat til partiets hovedbestyrelse, begrunder forslaget sådan her: »Når man fastsætter en kandidatliste på årsmødet som et kollektiv, fører det - efter min mening - en kollektiv valgkamp med sig. Derfor mener jeg, at det giver absolut bedst mening at lade det røde Ø figurere på plakaterne alene frem for sammen med en lille håndfuld af partiets kandidater.« (Information, 22.4.2012).
Læs: Enhedslistens græsrødder vil pille Johanne af plakaten
Ingen kan vel være i tvivl om, at Johanne Schmidt-Nielsen som person har været en afgørende faktor for Enhedslistens eksplosive fremgang de seneste par år, selv om partiet naturligvis også har profiteret voldsomt af Socialdemokraternes og SF's værdipolitiske svigt under VK-regeringen og de samme partiers socialpolitiske svigt som ny regeringsakse. Valgplakaterne er kun en perifer detalje i den store politiske sammenhæng og derfor i sig selv absurd at gøre et større nummer ud af til et landsmøde.
Forslaget om at fjerne billeder af politiske profiler er imidlertid kun et symptom på en mere generel og ufrugtbar form for kollektivisme, som heldigvis har mistet fordums tiders dominans på venstrefløjen.
I sidste ende en rest af den gammelkommunistiske arv og frygt for individet, der bevidst eller ubevidst sammenblander indvididualisme med egoisme, til trods for at førstnævnte er i pagt med mangfoldighed og pluralisme, hvorimod sidstnævnte trækker i retning af yderligtgående neoliberalisme. Individualisme er ikke egoisme og fører ikke i sig selv til autoritære strukturer - faktisk er autoritære og totalitære systemer netop kendetegnet af anti-individualistisk ensretning, hvis man endelig skal trække de lange træk frem.
Enhedslisten har valgt at være uden en egentlig leder, om end dette blot betyder, at uformelle 'leder-skikkelser' tegner sig i form af dem, der nu engang aktuelt trækker partiets togvogne i den almindelige vælgers bevidsthed. Og set udefra synes denne balance at fungere ganske godt.
Naturligvis er Enhedslisten og ethvert andet parti summen af mange menneskers indsats, men det er både dumt og forkert at bilde sig ind, at den individuelle profil ikke er afgørende - til tider altafgørende.
Positionen som frontfigur forvalter Johanne Schmidt-Nielsen forbilledligt uselvisk, og der er således ingen aktuelle anledninger til at vogte sig mod noget så 'forfærdelig skræmmende' som hendes og andres portrætter på valgplakaterne.
Ideologiske rester af venstrefløjens anti-individualistiske arv bør derimod undgås i både politik og strategi, hvis man ønsker at fortsætte kursen som en skarp, men reelt bredt favnende front for trængte individer og de forskelligheder og minoriteter, som samfundet rummer, og som også kommer til udtryk i den generelle multikulturelle samfundsudvikling.
Et parti er ikke (og bør for alt i verden ikke være eller signalere at være) en person- og profilløs BLOK. Individet er og bliver afgørende i politik - og alle mulige andre steder, hvor ikke alt er totalt topstyret. Det gælder ikke bare Johanne Schmidt-Nielsen, men alle andre politikere inden og uden for Enhedslisten. Per Clausen udtrykker det helt udramatisk: »Det er helt i orden, at man også kan se, at der er mennesker i Enhedslisten. Vi sender jo også mennesker ind til tv-debatterne. Jeg har tidligere ment, at det var lige meget, men nu er jeg så blevet overbevist om, at det er godt, at man kan se, hvordan nogle af vores kandidater ser ud.«
At se portrætter på valgplakater som en trussel eller et problematisk signal, er et vildskud i familie med den rotationsregel, som mange Enhedslistefolk ganske vist skatter ud fra udmærkede magtkritiske motiver (at folketingsmedlemmer ikke kan genopstille efter deres syvende år på Christiansborg). Men nødvendigheden af altid at kigge autoriteter og beslutningstagere grundigt efter i sømmene og imødegå magtmisbrug på alle niveauer (både internt og eksternt) er ikke det samme som en automat-mekanisme, der tvinger dygtige politikere fra posten i utide.
Syv års erfaring er næppe nogen særlig god grund til at trække politikere ud af Folketinget. Selv om intentionen er prisværdig, er det i bedste fald kontraproduktivt, i værste fald noget pjat.
Det sidste, fordi denne rotationsregel i forvejen er blevet til en fjollet mekanisme, som blot betyder, at et folketingsmedlem skal en tur ud af klappen, før vedkommende kan komme ind igen. Al snak om, at folketingspolitikerne skal »ud i virkeligheden« er rørende, men hvis et folketingsmedlem vitterlig er hermetisk lukket inde i en Christiansborgboble, bør vedkommende jo i alle tilfælde bare ikke genopstilles. Og med Folketingets monsterlange ferier er der vist heller ingen, som direkte forhindres i at foretage månedlange 'virkelighedsbesøg'.
At partiets medlemmer har mulighed for at stemme kandidater både ind og ud i forbindelse med opstillingen, turde vel i sig selv være tilstrækkeligt - ingen grund til også at benægte vigtigheden af individuelle præstationer.
En afvisning af forslaget om det kollektivistiske billedforbud er jo heller ikke nogen rutschebanetur til SF's topstyrede centralkomité (Søvndal, Möger, Tesfaye & Co.) og det stadig mere ekskluderende politiske projekt, man forfølger her. Det er tværtimod en fortsættelse af kursen i modsat retning.
At vise i ord og praksis, at mennesker er individer. At kultur og samfund består af menneskelige forskelligheder. Ledige og uledige. Troende og ikke-troende. Akademikere og ikke-akademkere. Osv. At ikke alle er lige gode til alt, men at man hver især har forskellige styrker. Det gælder i samfundet 'derude', og det gælder på Christiansborg, herunder Enhedslistens folketingsgruppe.
Johanne Schmidt-Nielsen er god til en vifte af ting, andre er gode til en vifte af andre ting, og nogle vifter overlapper hinanden. No big deal.
Det behøver ingen at være kede af eller blæse sig op på, men det er tåbeligt at underkende. Og idiotisk at fornægte, at f.eks. Johanne Schmidt-Nielsen ikke mindst er ualmindelig dygtig til at repræsentere partiet i mange sammenhænge udadtil.
Et parti kan sagtens være et hold uden at gemme sig bag en bogstav-maske og et billedforbud, der direkte eller indirekte skal signalere den ikke særlig sympatiske tankegang, at individuelle præstationer og karaktertræk er betydningsløse i forhold til fællesskabet.
Rune Engelbreth Larsen
Politiken.dk, 23.4.2012
