Humanisme.dk

    FORSIDE | INFO | KONTAKT | REGISTER | SØGNING | ANBEFALINGER: FILM & BØGER & LINKS
    INSPIRATION: LEVENDE BILLEDER | CITATER | DOKUMENTATION: NATIONALISTISK PROPAGANDA

Facebook: Like Humanisme.dk
Facebook: Friend Rune Engelbreth Larsen
Alle månedens opdateringer
Om Rune Engelbreth Larsen
Biografi
Rune Engelbreth Larsen på Twitter
Rune Engelbreth Larsen på Youtube
Rune Engelbreth Larsens forfatterskab
Foredrag af Rune Engelbreth Larsen
Links
Rune Engelbreth Larsens genopdagelse af Danmarks landskaber i fotos
Digte af Rune Engelbreth Larsen
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
Danmarks Løver - frihedsbevægelsen
Panhumanism.com - Rune Engelbreth Larsen på engelsk
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
...
Kontakt Humanisme.dk
Humanisme.dk
eXTReMe Tracker

Steffen Jensens Untold Stories fra Mellemøsten

Boganmeldelse af Rune Engelbreth Larsen Udprint

Steffen Jensen: Untold Stories. Billeder og beretninger fra Mellemøsten. Forlaget Ajour, 2012. 224 sider, indbundet, 298 kroner. Anmeldt i Politiken: ♥ ♥ ♥ ♥

Den hellige stad Jesusalem, der i årtusinder har koncentreret millioner af menneskers håb om evig frelse og salig forbrødring, men også kanaliseret ubeskriveligt meget had i rabiate blodsudgydelser, er indgangsvinklen i Untold Stories af TV2's Mellemøsten-korrespondent Steffen Jensen.

Bogen består af Jensens egne fotos og beretninger, som fortrinsvis er relateret til Israel-Palæstina-konflikten og det arabiske forår, men også omhandler livet i Jerusalem: »Det er byen, hvor alle tror mere, end de føler. Hvor Himlens nærhed får en til at føle suset fra Helvede. Hvor folk er så fromme og troende, at de ofte elsker deres stendøde hellige sten mere end deres spillevende naboer.«

Jensen har en fin sans for områdets paradokser og fascinerende detaljer, men bogen savner en mere konkret inddragelse af den historiske kompleksitet og de ulige styrkeforhold, der især er så udslagsgivende i konflikten mellem palæstinensere og israelere.

Karakteristisk nok spørger forfatteren f.eks., hvad der mon får unge mennesker til at blive martyrer, men nøjes med få linjers referat af en psykologs betragtninger over selvmordsbombers religiøse motivation. Hvad med de sekulære selvmordsbomber og den kendsgerning, at selvmordsterror i så overvældende grad opstår netop som reaktion mod besættelsesstyrker?

Større sammenhæng og mere vidtrækkende refleksioner ville have klædt fremstillingen. Som læser oplever man ganske vist en korrespondent, der anstrenger sig for at dele sol og vind lige, men en sådan én-til-én-påpegning af den ene sides ekstremister kontra den anden sides ekstremister underspiller, at antallet af ofre på de to sider i den aktuelle konflikt langtfra er det samme. Bogens pointe synes imidlertid at være den, at hvis man husker at fortælle nogenlunde lige meget om 'gale' jødiske ekstremister og 'gale' muslimske ekstremister, så går det nogenlunde op i en neutral helhed.

Men millioner af palæstinensere er fordrevet, og palæstinensiske områder er besat og parcelleret i et kluddetæppe af en voldsomt overlegen militærmagt. Israelske bosættelser, veje, mure og checkpoints umuliggør i realiteten enhver sammenhængende palæstinensisk stat - men de færreste har set noget så elementært som et kort over Israels fortløbende optrevling af Palæstina.

Bogen gør ikke op med denne skævhed, der er udbredt i megen nyhedsdækning. Men den har andre kvaliteter.

De små fortællinger om de forskellige kristne retninger, der strides om hver en kvadratcentimeters »kakkel, krog, korridor og kapel« i Gravkirken. Om Hamas' uhyggeligt uniformerede børnehavebørn med martyr-slagord. Om ultraortodokse jøder, hvis ideal er at reflektere kritisk over bibelteksterne, men alle »ender i den samme sorte uniform«.

Flere af Jensens øjebliksbilleder af tilværelsens glæder og sorger, paradokserne og konflikterne, fortæller mere om menneskene end nyhedsstrømmens hektiske sammenklip, og ofte smitter hans umiddelbare varme for de 'almindelige' mennesker: »Når jeg besøger et land i den arabiske verden, bliver jeg opfyldt af begejstring for befolkningen, som midt i det forsømte samfund bevarer en værdighed og en smuk og næsten ubegribelig menneskelighed.«

Untold Stories er ikke en bog, der gør os klogere på konflikternes årsager eller aktørernes motiver i Mellemøsten. Men vi er i selskab med et gennemført tolerant menneske, der fortvivles over fredens ofte udsigtsløse perspektiver og berøres oprigtigt af de tragedier, han så ofte bevidner. Et rart menneske, en sympatisk fortæller og en stemningsmættet fotodokumentation.

Rune Engelbreth Larsen
Politiken, 11.2.2012