På blot tre år (fra 2007 til 2010) har det danske landbrugs forbrug af sprøjtemidler belastet naturen med en stigning på 30 procent, fremgår det af en rapport fra bl.a. Miljøstyrelsen.
Tilsyneladende vælger mange landmænd desværre de skrappeste sprøjtemidler, der kan skaffes, når de spreder deres gift over det danske land.
Det går især ud over den omgivende naturs dyr og planter, mens nedsivningen til grundvandet ikke er yderligere forværret.
Det er ikke mindre bekymrende, når man betænker statsrevisorernes skarpe kritik af den foregående regerings passivitet over for landbrugets sprøjtegifte, der siver ned i grundvandet.
Det er heller ikke mindre bekymrende, når man betænker den omfattende illegale import af ulovlige sprøjtegifte, der for nylig blev afsløret, hvor over 500 lasbilssendinger med 15.000 ton gødning og 45 ton sprøjtegift (hvoraf de 21 ton er ulovlige i Danmark) er fragtet over den dansk-tyske grænse i perioden 2007-2009, og hvormed landmænd har kunnet sprede endnu mere kunstgødning og gift end tilladt. (Politiken.dk, 18.1.2012)
Dette bør være det afgørende søm i de frivillige aftalers ligkiste - landbruget har ikke ad frivillighedens vej evnet eller villet bidrage til mindre gift, og eftersom det rammer den danske natur i bred almindelighed og dermed har konsekvenser for hele samfundet, er det på tide at sætte drastisk ind.
Derfor er det også passende, når miljøminister Ida Auken fastslår, at landbruget kan forvente, at hun vil være »mere konsekvent end den tidligere regering« (Ritzau, 26.1.2012).
Det bliver i alle tilfælde vanskeligt at være mindre konsekvent.
Danmarks Naturfredningsforening har påpeget, at det også er nødvendigt at tage de mest sårbare arealer helt ud af landbrugsdriften. Foreningens præsident, Ella Maria Bisschop-Larsen, der selv er specialist i sprøjtegifte, understreger endvidere, at man må forbyde de sprøjtegifte, der beviseligt er skadelige for dyr og grundvand, frem for kun af afgiftsbelægge dem.
Forhåbentlig er den nye regering grøn nok til at erkende, at afgifter ikke er nok, hvis udviklingen skal vendes.
Rune Engelbreth Larsen
Politiken.dk, 27.1.2012