<
Humanisme, kulturrelativisme og islam (uddrag)
Bjarke Friborg interviewer Rune Engelbreth Larsen 
Fra første stund har dere vært opptatt av religionskritikk, ikke minst av den sneversynte og nasjonalprotestantiske høyresiden. På denne måten er Faklen blitt kjent for sin nådeløse kamp mot konservative teologer og politiker-prester. Samtidig har dere konsekvent forsvart muslimers rettigheter i Danmark og Vest-Europa, men uten noen høy profil på kampen mot religiøst trangsyn i denne leiren. Er kampen mot de konservative religionsfortolkerne ikke like viktig blant muslimer som blant kristne?
Nej. Al kamp er afhængig af tid og kontekst. Derfor er kampen mod de konservative, kristne religionsfortolkere langt vigtigere og langt mere påkrævet end kampen mod de konservative, islamiske religionsfortolkere – i Vesten. Hvorfor? Primært fordi kampens sigte er
antidiskrimination, slet og ret! Det er jo ikke en kamp for islam, men en kamp for, at ethvert menneske kan tænke, tale og handle på lige fod med ethvert andet menneske. Desuden fordi kampens sekundære sigte ganske enkelt er at række en hånd, til dem, der er trængte, og hvem er de trængte i dag, hvem er udsat for hetz og umenneskeliggørelse i dag? Det er og bliver muslimerne.
(...)
Selvfølgelig er der ekstremistiske muslimer i Vesten, hvis holdninger ikke er spor bedre end højreekstremisternes, men deres politiske indflydelse er i modsætning til højreekstremisternes minimal. Derfor skal de naturligvis kritiseres, men man skal bevare proportionerne og ikke henfalde til højrefløjens populisme.
Dele af venstrefløjen er desværre ved at begå den fejl, at de beskyder islam med en tilsyneladende "progressiv" kritik: F.eks. at det skulle være "undertrykkende" for kvinder at gå med slør, eller at Marx' gamle, naive dogme om, at "religion er opium for folket" bør tages i brug over for muslimer osv. Begge dele er noget over-generaliserende vås, og hvis ikke venstrefløjen i stedet holder fast i solidariteten med de undertrykte – uanset at man ikke er enige med dem på alle punkter – så styrker den bare højrefløjens hetz og generelle fremgang. Enten eller.
(...)
Faklen har aktivt henvendt seg til ”kulturrelativister, erkjennelsesterrorister og andre humanister”, og selve navnet på tidsskriftet skulle i seg selv symbolisere kampen for frihet og opplysningsidealer, fra kulturell dannelse og antifascisme over motstandskamp og medmenneskelighet. Budskapet var at venstresiden hadde forsovet seg, og at Danmark og Europa på 1990-tallet måtte sammenliknes med Tysklands utvikling på 1920-tallet. I kjølvannet av 11. september har store deler av venstresiden fra de muslimske landene – ikke minst eksilmiljøene fra Iran, Irak og Afghanistan – rettet en tilsvarende kritikk mot hele den europeiske venstresiden, som de mener har sovet i timen og ikke lært noe av deres dyrekjøpte erfaringer under Khomeini, Taliban eller de andre islamistiske regjeringene i regionen. Mens en del europeiske venstreradikale aktivt fremstiller slike bevegelser som ”anti-imperialister” som nærmest er hevet over kritikk fordi de fører en ”rettferdig kamp mot USA-imperialismen og Israel”, ser derimot en stor del av regionens egne venstreradikale bare den mørkeste reaksjon. Er dere enige i beskrivelsen av denne tendensen blant europeiske venstreradikale til å skjønnmale bestemte sider ved de politisk-islamistiske miljøene, eller i det minste å være overdrevent ”forstående” i sin iver etter å være minst mulig
fordomsfull?
(...) Ingen på venstrefløjen vil græde én eneste tåre over, at Taleban har mistet magten i Afghanistan, men derfor kan man godt skue dybere end højrefløjen og advare imod den langt farligere ensidighed, som Vestens propaganda og krigsmaskine dybest set er udtryk for. Flere civile afghanere er blevet dræbt af USAs bombetogter, end der døde civile amerikanere i Pentagon og Twin Towers. Og terror bekæmpes nu engang ikke med krig, for krig er terror. Krigen i Afghanistan har kun styrket og legitimeret den vestlige krigsmaskines "ret" til vilkårlige bombetogter og "ret" til selv at definere, hvem der er "terrorister".
Det har heller ikke noget med at være "overforstående" at gøre at søge at forklare nogle af de mekanismer ved den vestlige imperialisme, som skaber islamiske terror-celler verden over, og dermed kunne
forstå dette fænomen. Man behøver ikke være enig i det, man prøver på at forstå.
Der er intet paradoks i at erklære, at dele af Talebans kritik af Vestens hykleri er fuldt ud berettiget, og samtidig tage afstand fra Talebans egen fascistoide politik. Men når vi skal vægte, hvor og hvordan vores kræfter og ressourcer skal kastes ind på en politiske slagmark, gælder det som altid om at overveje proportionerne.
(...)
Mens kristendommen alltid har operert med muligheten for å skille mellom religion og politikk – (”Gi Gud hva Guds er og kongen hva kongens er” i det Nye Testamente) – har situasjonen vært det motsatte innen islam. Der det kristne og kapitalistiske vesten gikk gjennom sin opplysningstid, sin modernisering og sin renessansehumanisme har de muslimske landene derimot opplevd å bli erobret og akterutseilt. Denne bestemte kulturelle bakgrunnen har gjort det mye mer vanskelig for de ikke-religiøse kreftene i den islamske verden å få gjennomslag for sine krav. Er det ikke sant at moderne humanister kan ha vanskelig for å håndtere denne situasjonen, og kanskje av og til er for naive over for bestemte nesten halv-føydale tendenser? Det måtte en fransk revolusjon til for å innføre et skille mellom kirke og stat, hvordan skal man da håndtere bevegelser for å innføre islamsk lov i et moderne samfunn?
Igen er det et spørgsmål om at bevare proportionerne i diskussionen. Det er ikke for venstrefløjen et spørgsmål om at kæmpe for eller imod indførelsen af islamisk lov i moderne samfund, men et spørgsmål om at give alle bevægelser samme udfoldelsesbetingelser. Men problematikken er en skinproblematik, som højrefløjen af samme grund sætter højt på dagsordenen – det er et fiktivt problem. Det altafgørende i dag er og bliver et spørgsmål om at kæmpe for eller imod diskrimination. Enten er man for eller også er man imod, her gives ingen graduering. Ønsker vi, at ethvert menneske behandles ligeværdigt, uanset religiøs og politisk baggrund, eller ønsker vi det ikke? Hvis vi ønsker det, så kæmper vi for dét – og det betyder vel at mærke også at kæmpe for samme vilkår for bevægelser, som vi ikke er enige med.
Islam er ikke en enhed, hverken uden for eller inden for Vesten. Der er talrige retninger, talrige grader af religiøsitet og sekularisering. Men som sådan skelner islam ikke mellem religion og politik – det har kristendommen bare heller aldrig nogen sinde gjort i
praksis. Det kan da heller ikke lade sig gøre, for uanset om man adskiller kirke og stat eller ej, vil et religiøst menneske også være et politisk menneske, og det er indlysende, at den religiøse anskuelse vil medføre politiske anskuelser og ønsket om at handle i overensstemmelse med sin religiøse samvittighed. Og hvorfor skulle den religiøse dog egentlig heller ikke det? Er det så suspekt, at en religion også udmønter sig i politiske tanker om indretningen af samfundet?
(...)
Naturligvis er vi imod tvangsægteskaber og omskæring af piger – men det er jo også 99% af alle indvandrere. Igen ligger dele af venstrefløjen under for en overeksponering og manglende skelnen (f.eks. mellem "tvangsægteskaber" og "arrangerede ægteskaber"), som den populistiske presse har skabt. I Danmark raser således konstant debatten om "tvangsægteskaber", for at man skal få det indtryk, at dette fænomen er noget meget karakteristisk for de etniske minoriteter.
Da man endelig lavede en undersøgelse og satte en håndfuld konsulenter til at afdække problemet, fandt de efter ni måneder under tyve eksempler på noget, "der kunne være tvangsægteskaber"! Hvordan præsenterede pressen den opdagelse? Ikke med: "Tvangsægteskaber er et overdrevet problem!"; nej, men med: "Bevis for at tvangsægteskaber er et reelt problem!"
Det er – ganske som omskæringer af piger – et uhyre marginalt problem, som er alt andet end karakteristisk for den multikulturelle samfundsudvikling. Selvfølgelig skal vi rådgive og hjælpe enhver, der kommer i denne ulykkelige situation, men vi skal ikke oppiske en stemning, der gør "tvangsægteskaber" til en integreret bestanddel af etniske minoriteters kulturmønstre. Så falder vi i samme fælde som den "progressive" antisemitisme: Den form for antisemitisme, der skam ikke finder jøderne mindreværdige, men ikke desto mindre accepterer hetzen mod dem og deres religion ud fra det "progressive" perspektiv, at der jo er så mange "kapitalister" iblandt dem, ikke sandt?!
Det gælder om at bevare proportionerne. Det er naturligvis nøjagtigt lige så forkasteligt at tvinge en kvinde til at bære slør som at tvinge hende til ikke at bære slør. Begge dele skal bekæmpes. Men vi må og skal se på, hvorfra de reelle, overhængende trusler stammer, og det er altså ikke primært fra de nok så ulykkelige tvangsægteskaber, og derfor bør vi også rette vores skyts primært mod den reelt overhængende trussel: Propagandaen og diskriminationen. Det er den, der benyttes som løftestang for yderligere overvågning af politiske afvigere, yderligere marginalisering af etniske minoriteter (der som modtræk blot skaber flere fundamentalister) og dermed i første og sidste ende: Yderligere ensretning.
Faklen har fra begynnelsen tatt til orde for en gjennomført kulturrelativisme og utviklet en ganske omfattende argumentasjon rundt dette. I deres skrifter har dere lagt vekt på sammenhengen mellom ”humanistisk solidaritet og kulturrelativistisk pluralitet”: ”Forståelsen for og retten til forskellighed, hvad enten den er kulturel, religiøs, seksuel, moralsk eller konventionel, understøttes bedst af en humanistisk tolerance [...] - forudsætningen for forståelse, vel at mærke også af de klemte minoritetsgrupper, hvis ideologi man ikke nødvendigvis selv deler, der så igen er forudsætningen for solidaritet.”. I dette ligger det mye sprengstoff, det vil hele tiden oppstå strid rundt grensene for toleransen, og grensene for kulturrelativismen. Har dere en ledetråd for hvordan slike stridsspørsmål skal løses, og hvem de skal løses av?
Kulturrelativismen er en teori, hvor humanismen er en (slags) ideologi. Kulturrelativismen er en teori, ifølge hvilken ingen kultur, moral eller overbevisning kan påberåbe sig beviset for sit eget absolutistiske grundlag. Ethvert menneske er nemlig i sidste ende afhængig af sine egne sanser og sit eget (delvist kulturafhængige) sproglige begrebsapparat for at tilegne sig viden, og hverken sanser eller sprog er en absolut gengivelse af det, vi forstår ved "omverdenen". Derfor kan man godt "tro" på noget absolut, men mennesket selv – og enhver af mennesket oplevet virkelighed – undslipper ikke af den grund en fundamental relativisme. For Faklen har dette været et ekstra argument for en humanistisk solidaritet og en humanistisk kamp for ligeværdig behandling af ethvert menneske.
Humanismen er en slags ideologi ("slags", fordi der i modsætning til f.eks. socialismen og liberalismen ikke er egentlige kanoniske værker), som i vores version sætter mennesket og den menneskelige forskellighed i centrum. Når du "vælger" en ideologi, vælger du jo andet og mere end når du argumenterer for og overtager en teori – du vælger nemlig også grænserne for, hvad du ønsker at kæmpe for og kæmpe imod.
Hvilken rolle spiller kulturrelativismen så i denne problematik? Sagen er, at hvis afsættet for humanismen også er af kulturrelativistisk art, afstår du frivilligt fra at hævde, at dit eget ideologiske fundament er absolut, og erkender, at det altså dybest set er betinget af individuelle luner, præferencer, pragmatiske vurderinger osv. Hvorfor dette er vigtigt som element i et politisk fundament, kan jeg kortest udtrykke med et citat fra artiklen "Relativisme" i Faklen nr. 19: "Det er ganskel enkelt meget mere vanskeligt at undertrykke sine medmennesker på baggrund af et dybest set antidogmatisk 'dogme' om, at mennesker er forskellige, og at forskelligheden skal have så vide rammer, at den netop ikke indskrænker andre menneskers forskellighed, end det er at legitimere undertrykkelsen af sine medmennesker på baggrund af et dogme om en sandheds absolutte karakter og indiskutalble ufejlbarlighed."
Overbeviste kulturrelativistiske humanister er ikke så interesseret i at "omvende" folk som f.eks. overbeviste, absolutistiske socialister eller kristne, fordi vi ikke hævder at besidde en absolut sandhed – derfor kan en kulturrelativistisk humanisme heller ikke misbruges som argument for undertrykkelse, sådan som både socialismen og kristendommen er blevet det, fordi både socialismen og kristendommen ideologisk set mener at stå på Sandhedens og derfor også på det Godes side. Og er der noget, der historisk set lettere har ladet sig misbruge til at legitimere undertrykkelse, er det opfattelsen af selv at være på Sandhedens og Godhedens side, for der er vel ikke noget galt i at undertrykke Usandheden og Ondskaben, vel?
Deler av miljøet rundt Faklen har som kjent stiftet et nytt parti, kalt Minoritetspartiet. Dermed virker det som dere er gått inn i en ny fase, fra en mer filosofisk-orientert og erkjennelsesteoretisk periode til en periode med mer fokus på ønsket om realpolitisk gjennomslag. Dere forlater debatten på universiteter og i studentmiljøer til fordel for å gå inn i det antatt mer kyniske politiske spillet – med vekt på strategi, strukturer og institusjoner. Er dere enige i denne beskrivelsen? Og hvorfor gikk dere egentlig ikke inn i Enhedslisten eller i andre formasjoner på venstresiden, er det virkelig rom for ennå et nytt parti på den oppslittede danske venstrefløy?
Vi er ikke gået ind i Enhedslisten af flere grunde. Først og fremmest tror vi ikke på, at et politisk parti eller en politisk bevægelse med afsæt i den socialistiske ideologi har fremtiden for sig. Det er for så vidt synd for socialismen, men klassekampen og "arbejder-begrebet" er ikke tidssvarende for det aktuelle Danmarksbillede i dag, ligesom socialismen i den brede offentlighed altid vil være belastet af millioner af dræbte under hammer og segl i den tidligere Øsblok. Det nytter ikke noget at abonnere på opfattelsen af "arbejderen" som hverken en særlig progressiv eller ekstraordinært undertrykt kategori i dag, blot fordi det var tilfældet for 150 år siden. Dagens pjalteproletariat består ikke af "arbejdere", men derimod af indvandrere og socialt udstødte arbejdsløse. Hvis vi vil kæmpe for de undertrykte, er det disse, som vi først og fremmest skal række vore hænder, og ikke hænge fast i en lidt for archaisk opfattelse af "arbejderen".
Minoritetspartiet er ikke et socialistisk, men et humanistisk parti. Flere af os er meget enige med store dele af Marx' kritik af kapitalismen, men fundamentalt uenige i marxismens påståede videnskabelighed såvel som dens kultur-evolutionisme, der i bedste fald er en hæmsko i udviklingen af strategier for den multikulturelle samfundsudvikling, der finder sted i dag.
Derudover er der en række andre politiske konkreter, som adskiller os. F.eks. går vi ind for borgerløn, vi går ind for færre tvangsfjernelser af børn, og vi går ind for demokratisk, sideopstilling af kandidater, hvilket Enhedslisten alt sammen er imod.
Derudover er det korrekt, at man vel næppe kommer uden om, at den politiske slagmark generelt er mere grovkornet, primitiv og ekstremt firkantet end den mere filosofisk-orienterede debat, som vi har blandet os i med Faklen. Men vi føler, at det er et forsøg værd at tage et vist ansvar for vore standpunkter som andet og mere end kun kritik, og i det mindste tilstræbe at udmønte dem i alternative, politiske konkreter. Om noget sådant så har nogen chance i den aktuelle politiske sump, er noget andet. Men nu har vi brugt fem år på at etablere Faklens humanisme som et særegent indspark i pressebilledet og den akademiske debat, og så kan vi nok også finde et par år til at prøve på at etablere det i mere politisk forstand.
Lykkes det ikke, må vi finde på noget andet – hvem ved, det kan jo være, at det bliver Faklen igen. Og bliver det alt for sort, kan det såmænd hænde, at vi ender med at emigrere til Norge ...
Interview af Bjarke Friborg
Kontur nr. 2, 2002
