Humanisme.dk

    FORSIDE | INFO | KONTAKT | REGISTER | SØGNING | ANBEFALINGER: FILM & BØGER & LINKS
    INSPIRATION: LEVENDE BILLEDER | CITATER | DOKUMENTATION: NATIONALISTISK PROPAGANDA

Facebook: Like Humanisme.dk
Facebook: Friend Rune Engelbreth Larsen
Alle månedens opdateringer
Om Rune Engelbreth Larsen
Biografi
Rune Engelbreth Larsen på Twitter
Rune Engelbreth Larsen på Youtube
Rune Engelbreth Larsens forfatterskab
Foredrag af Rune Engelbreth Larsen
Links
Rune Engelbreth Larsens genopdagelse af Danmarks landskaber i fotos
Digte af Rune Engelbreth Larsen
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
Danmarks Løver - frihedsbevægelsen
Panhumanism.com - Rune Engelbreth Larsen på engelsk
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
...
Kontakt Humanisme.dk
Humanisme.dk
eXTReMe Tracker

Hvad er kunst, Per Arnoldi?

Af Rune Engelbreth Larsen Udprint

Per Arnoldi er blevet formand for Kunstrådet, og diskussionen om, hvad kunst - og ikke mindst hvad god og tilskudsberettiget kunst er, er blusset op igen.

»Kunst skal ikke frelse verden eller stoppe forureningen eller give sigøjnerne tag over hovedet. Hvis man vil tale om budskab, skal det udspringe af værket selv, ikke tilføjes som noget ekstra. Hvis man vil have debat, kan man skrive en kronik.«

»Kunstens etiske fordring består i at skabe den ypperste artikulation af vores kultur, i sit eget sprog, et æstetisk sprog, som er kunstens eget. Kunst skal være kunst, ikke for sin egen skyld, men for alles skyld. Og er den det, kan man også eventuelt debattere den.«

Per Arnoldi (Information, 28.11.2010)

Arnoldi mener ikke, at kunst skal provokere eller være debatskabende, eller at kunst må være kunst for sin egen skyld - kunst skal være for alles skyld.

Jeg mener, at det er lige så snævert og problematisk et kunstbegreb som det modsatte: At kunst skal være for alles skyld, eller at kunst skal være debatskabende og provokerende.

Omvendt har digteren Søren Ulrik Thomsen egentlig meget banalt præciseret, hvorfor diskussionen om, hvorvidt populær eller smal kunst er 'størst kunst', simpelthen er ufrugtbar og absurd:

»Et værks kvalitet har simpelthen intet at gøre med, hvor mange, hvor få, eller hvem der hylder det: Hvor avantgardisten af hensyn til sin egen identitet rynker på næsen ad et værk, alene fordi det er populært, bortdømmer populisten et andet, alene fordi det ikke er det.«

Søren Ulrik Thomsen (Information, 7.5.2009)

Mange store kunstnere er gået forarmede og miskendte (eller ukendte) i graven, og mange andre store kunstere er blevet forgyldt og applauderet af masserne i deres egen levetid - der er naturligvis ingen formel for den slags. Megen stor kunst har været politisk, og megen stor kunst har været apolitisk - det lukkede kunstsyn er det problematiske i mine øjne, dét, der på forhånd anlægger sin egen snævre ramme for, om kunst skal eller bør dette eller hint.

Selvfølgelig kan kunst være kunst for kunstens (og kunstnerens) egen skyld, og selvfølgelig behøver den ikke være det. Christoffer Gertz Bech rammer her ganske præcist et åbent kunstsyn, som i modsætning til Per Arnoldi ikke er forhånds-ekskluderende, og som derfor med rette kunne kaldes et humanistisk kunstsyn - med al den pluralistiske og ikke-ekskluderende åbenhed, en sådan karakteristik signalerer:

»Den humanistiske kunst kan aldrig være et krav om en bestemt form eller et bestemt indhold, for modsætningen vil altid kunne tænkes, og den vil være lige så ærligt et udtryk for et menneskes skabertrang. Men den kan heller ikke være et krav om nogen modsætning, for det er ikke en mindre ærlig skabertrang, om så den i sin form og sit indhold fortæller en historie, der er hørt tusind gange før. Den ortodokse munk, der maler ikoner efter middelalderlige forskrifter uden at lægge antydningen af postmoderne historiebevidsthed i arbejdet, og hvis ideal er en fastfrossen bevarelse af den ånd, der i århundreder har gennemsyret hans kirke, er fuldt så meget en kunstner som dadaisten, der opløser enhver kendt konvention. Fantasy-tegneren, der detaljeret og præcist fremstiller krigere, elverfolk og drager i en naturalistisk stil fuld af såkaldt billige virkemidler for at fremmane forestillingen om at stå midt i en skræmmende og eventyrlig verden så langt fra køen i supermarkedet som tænkes kan, er fuldt så meget kunstner som den 'Unge Vilde', der temperamentsfuldt smører sine rå farveudladninger ud over lærredet. Resultaterne af alle disse anstrengelser kan blive elendigt, sjusket, eller følelseskoldt, eller det kan blive det værk, der får det til at løbe koldt ned af ryggen på beskueren, af fryd, rædsel eller betagelse. Det store kunstværk. Men ingen kan på forhånd sige hvilken form eller hvilket budskab, der fører derhen.«

Christoffer Gertz Bech (Faklen.dk, januar 2004)

Per Arnoldi er selv en kunstner, der kalder sig 'elitær', og som har lånt sin kunstopfattelse til reklamebranchen, nærmere bestemt tv-design fra Samsung. Antageligt et eksempel på Arnoldis dictum - det, han kalder kunstens etiske fordring (intet mindre), at »skabe den ypperste artikulation af vores kultur, i sit eget sprog«?

Mungo Park har i den anledning produceret en lille velkomstvideo til Per Arnoldi og hans kunstsyn:

Mungo Parks teaterdirektør Martin Lyngbo udtaler om videoen: »Per Arnoldi er kommet med nogle meget bastante udtalelser om, hvad der er kunst, og hvad der ikke er. Det har vi på Mungo Park valgt at knytte en kommentar til.«

Det er absurd at tilskrive kunsten en etisk fordring, og det bliver ikke mindre absurd (men meget tidstypisk og symptomatisk) af at bestemme det på så indholdstom vis som at »skabe den ypperste artikulation af vores kultur, i sit eget sprog«, mens man selv er en af de de fremmeste eksponenter for den kulturelt allermest ufarlige kunst og dens apolitiske kommercialisering.

Og hvis Arnoldi og Samsung ligefrem er et bud på den etiske fordrings ypperste artikulation af vores kultur, kan man nu godt gå hen og blive yderligere bekymret på samtidskunstens og kulturens vegne.

Rune Engelbreth Larsen, 2.12.2010