Montesquieu og anonymitetens kujoneri
Af Rune Engelbreth Larsen 
Enhver, der har prøvet at modtage anonyme trussels- eller smædebreve med brevpost eller e-mail, er bekendt med den type kujoneri, som hører til den mest patetiske, der eksisterer - den fortjener end ikke ringeagt, for det er for megen agt at tilskrive det blot og bar forkastelige.
Anonyme smædeskribenter burde tage ved lære af tatarernes format - om vi kan tro en aforisme af Charles de Montesquieu, som han netop stiler til sin samtids anonyme brevskribenter: »Til dem der skriver anonyme Breve: Tatarerne havde Pligt til at indridse deres Navn paa deres Pile, for at man kunde vide hvem Angrebet kom fra.«
Afsenderen af en 'pil' uden navn i form af person-tilsvininger er næppe et skuldertræk værd, men særlig grov foragt og regulære trusler kan naturligvis være modbydelige - om end det vel er et adelsmærke at være skydeskive for anonyme kujoner.
Ganske vist er anonymitet og pseudonymitet langtfra altid et skalkeskjul for kujoneri. Konteksten er altid afgørende, og der kan være legitime grunde til at holde sin identitet skjult, også i den offentlige debat. I givet fald må kravet om saglighed og seriøsitet imidlertid være implicit.
Pseudonymer kan som bekendt også både være et litterært virkemiddel og en nødvendighed. Montesquieu skjulte sig f.eks. bag et pseudonym, da han i 1721 udgav Lettres Persanes (på dansk: To persere i Paris).
Til hans forsvar skal det siges, at tiden og stedet ikke var til risikofri samfundskritik i Enevældens Frankrig, så sagen forholder sig selvsagt ganske anderledes, end det er tilfældet for vor tids anonyme smædeskribenter.
APROPOS:
> Citatsektionen: Charles de Montesquieu
Rune Engelbreth Larsen, 20.10.2010
