Humanisme.dk

    FORSIDE | INFO | KONTAKT | REGISTER | SØGNING | ANBEFALINGER: FILM & BØGER & LINKS
    INSPIRATION: LEVENDE BILLEDER | CITATER | DOKUMENTATION: NATIONALISTISK PROPAGANDA

Facebook: Like Humanisme.dk
Facebook: Friend Rune Engelbreth Larsen
Alle månedens opdateringer
Om Rune Engelbreth Larsen
Biografi
Rune Engelbreth Larsen på Twitter
Rune Engelbreth Larsen på Youtube
Rune Engelbreth Larsens forfatterskab
Foredrag af Rune Engelbreth Larsen
Links
Rune Engelbreth Larsens genopdagelse af Danmarks landskaber i fotos
Digte af Rune Engelbreth Larsen
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
Danmarks Løver - frihedsbevægelsen
Panhumanism.com - Rune Engelbreth Larsen på engelsk
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
...
Kontakt Humanisme.dk
Humanisme.dk
eXTReMe Tracker

Gandhi Samuelsen

Af Rune Engelbreth Larsen Udprint

Christoffer Guldbrandsens dokumentar om Ny Alliances storhed og fald, »Dagbog fra midten«, giver et skarpt nærbillede af et idealistisk projekts pulverisering under en intrigant Anders Samuelsen og en inkompetent Naser Khader, der henholdsvis meget aktivt og mere passivt lod politiske aktører med regeringsloyale dagsordener få lov til at kæntre skuden.

»Nok er nok,« proklamerede Gitte Seeberg ellers på partiets første pressemøde den 7. maj 2007 og affyrede en politisk torpedo med klar og entydig retning mod regeringens accept af Dansk Folkepartis vetoret i dansk politik til fordel for en mere humanistisk værdi- og udlændingepolitik. Mandattallet hvirvlede mod himlen, og Ny Alliance stod hurtigt til en overbevisende erobring af positionen som tungen på vægtskålen, bl.a. takket være en manøvre, der var lige så enkel, som den var effektiv: Man afviste at forhåndsbinde sig til Fogh eller Thorning.

Men bag kulisserne så Samuelsen igen og igen sit snit til at trække Ny Alliance i favnen på Venstre, og Khader luntede lige så opportunistisk i hans hæle, mens partiets idealistiske rådgiver, Rasmus Jønsson blev degraderet til fordel for Ulla Østergaard. Den nye og stadig mere regeringsloyale trio, Khader, Samuelsen & Østergaard rottede sig sammen mod Seeberg og underminerede gradvis den offensive midterkurs.

Partiets transformation var reelt fuldendt, da Østergaard (ex-spindoktor for Venstres kronprins, Lars Løkke Rasmussen) og hendes mand (ex-spindoktor for De Konservatives leder, Bendt Bendtsen) kørte med Khader til valgkampens afsluttende partilederrunde og med ivrig vedholdenhed forberedte ham, som om han var en tungnem robot. Gentagne gange hamrede de deres budskab ind i hans hoved i håb om, at han kunne huske det i tv: »Det er helt vildt vigtigt: Fogh er vores statsministerkandidat.«

Hvis ikke før, endte eventyret lige dér i den bil. Khader var blevet regeringsloyale aktørers velvillige, men måske ikke lige velsmurte marionetdukke. Nedtællingen var i gang, og Østergaard kunne nu sive ubemærket ud af et parti, hvis idealistiske dynamik hun havde medvirket til at trække tænderne ud på. »Mission accomplished?« fristes man til at spørge, selv om det naturligvis blot var en kombination af tilfældigheder og magtspil, hvor alle handler ud fra egne overbevisninger.

I dag er kun Samuelsen tilbage fra den oprindelige kerne. Den af de tre, der har gjort mest for at kaste partiet i armene på Fogh og undergrave alt, der i sin tid gav Ny Alliance momentum.

Da Seebergs »nok er nok« bragede igennem, nikkede Samuelsen ellers smilende til pressen. »Der er grænser for, hvor liberalt partiet skal være,« sagde Seeberg tidligt under et internt møde, og Samuelsen indvendte tilsyneladende ingenting. Selve »succeskriteriet« for partiet var »at få brudt det eksisterende flertal,« fastslog Seeberg, og Samuelsen indvendte ingenting. Vi skal ikke være et »mini-Venstre«, sagde Seeberg, og Samuelsen indvendte ingenting. Udadtil.

Og dog havde Samuelsen i virkeligheden en anden agenda, som netop forvandlede Ny Alliance til det mini-Venstre, der reddede VKO, da man kunne have bragt regeringen i mindretal på en sag om asyllejre. Et mini-Venstre, der siden er blevet til Liberal Alliance, og hvis fingeraftryk på regeringens politik er lige så ynkeligt, som det er usynligt.

Men Samuelsen er naturligvis ingen skurk. Han følger bare sine egne politiske ambitioner og ideer – og han sejrede så overbevisende, at hans sejr udslettede Ny Alliance.

Dette billede underbygges af den glimrende dokumentar, men undervejs har det jo ikke været vanskeligt at se hovedtrækkene udefra. Samuelsens selvretfærdighed klinger derfor meget hult, når han brokker sig over Guldbrandsens fremstilling med ordene: »Jeg synes ikke, at det er fair. Jeg mener, at jeg har opført mig ordentligt hele vejen igennem. Altså så ordentligt, som man kan opføre sig som politiker. Selv idealisten – og jeg mener, at jeg er idealist – er også undervejs enkelte gange nødt til at være kyniker for at nå sine mål. Det var selv Gandhi.« (jp.dk, 10.2.2009).

Faktum er bare, at når man i dokumentaren f.eks. kan se og høre Samuelsen hviske Khader og Østergaard i øret, at »her er chancen for at binde os tæt til regeringen,« imens Seeberg er på behændig afstand, og stik modsat partiets oprindelige og officielle kurs, så giver det blot et uddybende og mere komplet indtryk af Samuelsens dobbeltspil, som Liberal Alliances raketfart bort fra Ny Alliance for længst har tydeliggjort for enhver.

Som gravskrift over projektet står Rasmus Jønssons ord, da han erkender konsekvenserne af den udvandede linje, der allerede før folketingsvalget i 2007 sejrede i partiet: »Hvis vi først siger, vi peger på Fogh, har vi intet at forhandle med efterfølgende. Vi får et fingeraftryk, og hvem fanden gider arbejde for et fingeraftryk?«

Svaret er, at det gider Gandhi Samuelsen.

Rune Engelbreth Larsen
Humanisme.dk, 13.2.2009; Politiken.dk, 15.2.2009