Humanisme.dk

    FORSIDE | INFO | KONTAKT | REGISTER | SØGNING | ANBEFALINGER: FILM & BØGER & LINKS
    INSPIRATION: LEVENDE BILLEDER | CITATER | DOKUMENTATION: NATIONALISTISK PROPAGANDA

Facebook: Like Humanisme.dk
Facebook: Friend Rune Engelbreth Larsen
Alle månedens opdateringer
Om Rune Engelbreth Larsen
Biografi
Rune Engelbreth Larsen på Twitter
Rune Engelbreth Larsen på Youtube
Rune Engelbreth Larsens forfatterskab
Foredrag af Rune Engelbreth Larsen
Links
Rune Engelbreth Larsens genopdagelse af Danmarks landskaber i fotos
Digte af Rune Engelbreth Larsen
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
Danmarks Løver - frihedsbevægelsen
Panhumanism.com - Rune Engelbreth Larsen på engelsk
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
...
Kontakt Humanisme.dk
Humanisme.dk
eXTReMe Tracker

Den nypolitiske korrekthed - og baggrunden for en kritisk video om Dansk Folkeparti

Af Rune Engelbreth Larsen Udprint

Som nogle vil have bemærket, er har Jacob Holdt og jeg udsendt et såkaldt åbent videobrev, der gerne måtte skabe debat og med held kunne orientere journalister i udlandet om Dansk Folkeparti og den foruroligende indflydelse, partiet har haft på dansk politik i en årrække.

Det er nogle af bevæggrundene bag dette lille initiativ - og modtagelsen (eller manglen på samme) heraf i den danske presse - jeg gerne vil uddybe lidt nærmere. Dels i håb om at fjerne nogle misforståelser, dels for at opfordre andre til at kaste sig ud i debatten.

Det har fra begyndelsen været et forventeligt dilemma, at vi sikkert risikerede at skulle 'forsvare os' over for, hvordan man dog kan finde på at appellere til udlandet - dog ikke, at det ville antage de absurde dimensioner, man har kunnet læse i Information.

Således lyder f.eks. Henrik Dam Kristensens forbløffende respons på videoen, at han ikke vil være med til en hetz mod Danmark, hvorefter han tilføjer: "Der er ikke noget fordækt ved DF. De er valgt på demokratisk grundlag. Selv om jeg er hamrende uenig med dem og ikke synes, de er specielt sympatiske, så anerkender jeg, at de har ret til at være her." (Information, 29.11.2008).

Nej, der er ikke noget "fordækt" ved Dansk Folkeparti - de siger netop, hvad de siger, i fuld åbenhed, og der er intet i videoen, som ikke fuldkommen samvittighedsfuldt og korrekt citerer partiets politikere for, hvad de selv siger og mener, ligesom der ikke er noget som helst i videoen, der ikke anerkender partiets "ret til at være her". Så hvad er det egentlig, Dam Kristensen vil sige? Hvad mener han om kritikkens substans, om videoens budskab? Ikke et ord.

At tænke sig, at det kan være problematisk at opfordre til kritisk opmærksom om Dansk Folkeparti? Hvis det er et problem, at omverdenen skulle høre om det, Dansk Folkeparti siger og står for, kan det vel kun skyldes, at det problematiske ligger i dét, som Dansk Folkeparti rent faktisk siger og står for?

Det var selvfølgelig noget andet, hvis vi fordrejede DF-politikeres udsagn og tilskrev dem standpunkter de ikke har - men det er afgjort ikke tilfældet.

Pia Kjærsgaard kan ligeledes slippe afsted med følgende udenomssnak: "Vi vil hverken i dialog med udenlandske eller indenlandske ekstremister." Aha. Ingen uddybning. Ingen forholden sig til indholdet - der skal hurtigst muligt låg på. Ganske som Søren Espersen, der først havde sagt ja tak til at deltage i en debat med Jacob Holdt i TV2 News om videoen, men siden trak tilsagnet tilbage. Den skal helst ties ihjel, for kun når DF kan se en hurtig og indlysende populistisk gevinst, stiller de velvilligt op, og medmindre journalister eller kritikere har tyngde nok til at insistere, kan partiet få det, som de vil ha' det.

Venstres Inger Støjbjerg udtaler til Information om Dansk Folkeparti: "De har fået mange stemmer til valget, så de skal naturligvis indgå i et demokratisk samarbejde. Det er dumt at bruge hetz mod et demokratisk valgt parti."

Dér var den igen - "hetz mod et demokratisk valgt parti". Hvad er det for en "hetz", og hvad er det, der er synd for et af Danmarks absolut mest magtfulde politiske partier? Hvordan kan en loyal gengivelse af partiets egne standpunkter og en objektiv historisk parallel til farerne ved dæmonisering af et befolkningsmindretal, blive en "hetz"? Der er altså tale om, at Jacob Holdt og undertegnede, to personer uden for partierne (og uden midler til at køre store aviskampagner mod et trængt mindretal, som DF excellerer i), uden professionel hjælp til at fremstille og distribuere en video, står bag en "hetz"?

Men heller ikke Støjbjerg behøver forholde sig til, hvad det rent faktisk er substansen i vores kritik. Er hun monstro enig med Langeballe i, at jøderne "sagligt set ingen ret" har til Det Gamle Testamente? Hun bliver ikke spurgt - eller også har hun i hvert fald ikke svaret. Det kunne ellers også være interessant at høre, hvad f.eks. en jødisk rabbiner, en israelsk ambassadør og en religionsforsker måtte mene om dét?

Men nej, substansen i udsagnene skal vi ikke ind i.

Og hvad med Kjærsgaards citerede påstand om, at "titusindvis og atter titusindvis" af Danmarks indvandrere befinder sig i middelalderen, nærmere bestemt år 1005 - er Støjbjerg enig i dét? Er hun også enig i Kjærsgaards påstand om, at muslimerne har ret til at lyve og bedrage ifølge Koranen? Eller i Camres krav om, at alle muslimer kun skal bo i "Muslimland"? Og hvis ikke, hun er enig - hvad tror hun mon så, at normaliseringen og accepten af sådanne tilbagevendende stemplinger af et dansk befolkningsmindretal betyder for deres følelse af accept i Danmark - og for samfundets sammenhængskraft i det hele taget?

Det bliver hun ikke spurgt om - vi skal endelig ikke ned i substansen. Dansk Folkeparti er ofrene, og der føres altså "hetz" mod staklerne i partiet med nøglen til hele den parlamentariske magt?

Men Kjærsgaard, Støjbjerg og Dam Kristensen får behændigt lov til at tale udenom. Som en god ven med ikke-danske rødder sagde til mig: De fleste politikere og mange almindelige danskere er simpelthen "in denial". Man vil jo ikke vide, hvor ekstremt den politiske udlændingedebat er skredet ud herhjemme. Medierne lader i almindelighed tornerosesøvnen fortsætte.

I bedste fald er det blevet til et irritationsmoment, i værste fald suspekt, hvis nogen overhovedet drister sig til at kritisere Dansk Folkepartis anti-muslimske ståsted og udfolde de oplagte historiske paralleller.

Lige så sigende, som udenomssnakken er i politiker-udtalelserne til Information, nøjagtig lige så åbenlyst er det jo, at hverken Kjærsgaard, Støjbjerg eller Dam Kristensen kan finde ét eneste konkret at udsætte på fakta i videoen. Ellers havde de selvfølgelig kastet sig over det med det samme.

Medie-tavsheden og udeladelsen af at gå til substansen er blot endnu en understregning af nødvendigheden af bestræbelserne på at rette henvendelse til USA. Kommer kritikken af Dansk Folkeparti nemlig fra f.eks. medier i USA, skal der nok blive lyttet - og måske vi så i det mindste kan tilkæmpe os en situation, hvor medierne rent faktisk atter kan tale kritisk om substansen i Dansk Folkepartis hele politiske mission og virkemidler.

Der har tidligere været international medie-fokus på Dansk Folkeparti - om end mest i 2001-2002 efter det folketingsvalg, som Søren Krarup kalder "systemskiftet" - og siden under karikaturkrisen i 2006. Men hvor det i 2001-02 var båret af den politiske 'medie-sensation' (et nationalistisk anti-immigrant parti med udslagsgivende indflydelse på regeringsmagten), og hvor det i 2006 var hængt op på ambassade-brande, boykot og "blasfemi-debat" versus sekularisering og "ytringsfrihed", er en journalistisk-politisk kritik af selve substansen i Dansk Folkepartis særegne karakter og ikke mindst normaliseringen af hate-speech i dansk politik stort set udeblevet.

På den ene side er Dansk Folkeparti naturligvis en del af en international bølge, der bl.a. fodres og næres af uhyggelige terrorangreb som f.eks. 9/11 og det nylige blodbad i Mumbai, og som derved på den ene side repræsenterer en efterhånden fikseret position i Vestens politiske spektrum, hvor man fastholder og dyrker (skabelsen af) behovet for kollektive fjendebilleder.

Men på den anden side er DF imidlertid ikke "blot" et af mange nationalistiske partier i Europa med indvandrerkritik højt på dagsordenen - de er yderligtgående i det parlamentariske landskab også efter nationalistisk målestok. Hvis man f.eks. fortæller en amerikaner, hvad det egentlig er, partiet står for, og hvordan deres budskaber sælges af fremtrædende profiler og politiske medie-kampagner, er responsen et intellektuelt og politisk chok.

Dansk Folkeparti har meget tætte bånd til (og i vid udstrækning overlappende dagsordener med) yderligtgående grupperinger som Tidehverv, Den Danske Forening og Trykkefrihedsselskabet, og det er partiets bemærkelsesværdige 'undtagelseskarakter', som efterhånden fuldstændig ignoreres af de fleste danske politikere - eller i allerbedste fald underprioriteres og bagatelliseres - og som det er ildeset og nypolitisk ukorrekt overhovedet at påpege.

Strategien til 'bekæmpelse' af Dansk Folkeparti er populært sagt gået fra det velkendte "lad-os-sige-det-samme-som-DF-minus-ti-procent", som den daværende socialdemokratiske regering slog ind på i slut-1990'erne, til "lad-os-sige-det-samme-minus-5-procent", som er blevet linjen i store dele af Socialdemokratiet i dag (og som det sidste år tillige har rykket SF i retning af S-positionen fra slut-1990'erne).

Imens lykkes det Dansk Folkeparti at fortsætte dæmoniseringen af etniske minoriteter og intensivere indflydelsen, både realpolitisk og i den almindelige politiske debat. Partiet har gennemtvunget et asylsystem, der næsten er blottet for rettigheder, og som enten internerer og traumatiserer flygtninge eller smider dem tilbage i kløerne på deres forfølgere. Man har gjort diskrimination og marginalisering til omdrejningspunktet i dansk udlændingepolitik. Man har for nylig gennemtrumfet en kafkask 'tuneserlov' om tålt ophold under interneringslignende forhold, trods utallige inden- og udenlandske eksperters utvetydige indsigelser og advarsler.

Endvidere har partiet sågar krævet af justitsministeren, at han undersøger den tidligere operative chef for PET, Hans Jørgen Bonnichsen, fordi han har tilladt sig at forsvare elementære retssikkerhedsprincipper og anbefale dialog som virksomt politisk og efterretningsmæssigt værktøj. Sådan prøver man behændigt at lukke munden på kritikere - og det virker desværre som regel. En række forskere og samfundsdebattører har allerede været gennem møllen.

Der er naturligvis - og heldigvis - blevet skrevet mange kritiske og advarende kronikker og kommentarer herom fra manges side det forgangne tiår. Der er også politikere i de fleste partier, som med rette har sammenlignet Dansk Folkepartis retorik og kampagne-propaganda med nazisternes (hvilket selvsagt ikke er det samme som at hævde, at Dansk Folkeparti er et nazistisk parti, selv om det med stor forargelse altid behændigt drejes over i den retning). Men en sådan kritik af Dansk Folkeparti anses bestemt heller ikke for "nypolitisk korrekt".

At fremtrædende profiler i Dansk Folkeparti til gengæld rask væk sammenligner en trængt og splittet befolkningsgruppe uden fælles organisering og uden fælles dagsorden med selve den brutale nazistiske krigsmaskine, der besatte Danmark, og at man gør et hovedtørklæde synonymt med hagekors, får derimod ikke skyggen af parlamentariske konsekvenser for regeringens omklamring af partiet - og fører knap nok til debat længere.

Derfor er der behov for mange flere kronikker og kommentarer.

Men det altafgørende er desværre først og fremmest, at også medierne selv tør eller vil tage fat i de oplagte journalistiske vinkler og nærgående kritiske spørgsmål til partiet i stedet for at lade Kjærsgaard & Co. undvige substansen - eller i værste fald henfalde til de sædvanlige mikrofonholder-interviews, som f.eks. er standarden i TV2 Nyhederne og TV-A, der med forbavsende hyppighed direkte agerer talerør for Peter Skaarup (som Erik Valeur træffende analyserede et eksempel på i Politiken, 21.9.08.

Dertil kommer, at for mange journalister og politikere lader den blinde vinkel i dansk politik forblive blind - propaganda-parallellerne mellem Dansk Folkeparti og den nazistiske antisemitisme i 1920'erne og 1930'erne: Man gjorde jøderne til en ulmendel kollektiv trussel, som blot ventede på at blive mange nok til at smide tyskerne ud af landet; man hævdede at jøderne kollektivt havde legitim ret til at lyve og bedrag i henhold til deres helligskrifter; man hævdede, at jøderne og jødedommen var en pest, som bredte sig i Europa; man hævdede, at jødernes schæchting var afskyelig dyremishandling; man mistænkeliggjorde ikke-jøder som naivister, landsforrædere og det, der var værre, hvis de dristede sig til at kritisere antisemitismen - og så videre (jf. Antisemitiske og antimuslimske propaganda-mekanismer.

Selv om det er evident, at f.eks. Mogens Camre er direkte tilhænger af etnisk/religiøs udrensning - som det klart fremgår af hans egne udtalelser (jf. Camres Endlösung Light) - tror jeg selvsagt ikke, at det er hverken partiets mål, endsige nogen realiserbar dystopi at drive muslimerne ud af Danmark. Desuden fastslår vi også i videoen, at Dansk Folkparti selvfølgelig ikke sympatiserer med nazisterne, men at faren består i, at den overlappende hate-speech får sit eget momentum.

Dansk Folkepartis indflydelse og rettighedsundergravning fører til en fortsættelse af den onde cirkel med fortsat marginalisering, stigmatisering og radikalisering af etniske minoriteter, der så "legitimerer" partiets indvandrer- og muslimfjendske propaganda og byder partiet intensivere den yderligere. Og så videre.

Det er substansen i de udsagn, Dansk Folkeparti og Trykkefrihedsselskabet m.fl. retter mod muslimer kollektivt, der har præget tidsånden i Danmark i overvældende grad, og som nu fastholder og forværrer samfundets slagside på området, hvorfor netop blikket udefra er ekstra påkrævet. Enhver politiker, der f.eks. i USA ville gentage en række af Mogens Camres, Søren Krarups, Pia Kjærsgaards og Lars Hedegaards anti-muslimske udsagn, ville blive betragtet som hysterikere, og der ville utvivlsomt være sat et punktum for deres politiske karriere.

Herhjemme fortsætter vi imidlertid med at dele samfundet og samfundsproblemerne op i etniske og kulturelle kategorier, f.eks. "rocker-bander versus indvandrer-bander" (dels fastholdes her en indvandrer-stereotypi, uafhængigt af om man er født i Danmark eller ej, dels får banale, men dramatiske og farlige kriminelle opgør misvisende karakter af 'kultur-sammenstød'). Bilafbrændinger eller optøjer i socialt marginaliserede boligområder bliver ligeledes rask væk til "indvandrer-problemer" eller "integrationsproblemer" i medier og blandt politikere, igen uafhængigt af det sammensatte årsagskompleks og den i denne sammenhæng misvisende etikke "indvandrer".

Men hvorfor er det ifølge medier og politikere nødvendigvis et "integrationsproblem", når en ung indfødt mand, hvis forældre eller bedsteforældre f.eks. er født i Afrika, begår hærværk, hvis det ikke er et "integrationsproblem", når andre unge med pæredanske oldeforældre begår hærværk?

Indvandrer-slagsiden bunder igen i Dansk Folkepartis dem-og-os retorik, og det er selvfølgelig Dansk Folkeparti, der profiterer af en række mediers pseudoneutrale gruppe-karakteristika.

Også af disse grunde, som sjældent diskuteres i den danske medievirkelighed, er det endt med en engelsksproget video, adresseret til USA.

Uden ekspertise eller midler til at lave en egentlig film, og uden en magtposition til umiddelbart at påkalde udenlandske mediers opmærksomhed er det mere blevet til et grafisk billedforedrag med citater fra Dansk Folkeparti, billeder fra partiets antimuslimske kampagner og citater fra amerikanske medier.

Men det har desværre ikke vist sig at være journalistisk interessant herhjemme, for der er jo ikke nogen 'aktuel' nyhedshistorie, vi læner os op ad - det er derimod kulminationen på et tiårs udvikling, der advares imod. Ingen medier tog med andre ord videoen op, da den blev udsendt, og bortset fra Information, tog ingen det op, da Youtube efter 30 timer bortcensurerede den med beskeden: "Content inappropriate."

Først da en eller anden anonymt atter lagde videoen op på Youtube under en anden profil, blev det til en Ritzau-historie om, at "videoen er tilbage" (at censuren ikke var løftet for vores vedkommende, fremgik ikke, men til gengæld refereredes filmens anliggende sagligt).

Jeg havde selvfølgelig håbet, at det ville være oplagt for danske medier at gå ind i substansen og få politikere og eksperter til at kommentere denne - og gerne påpege, at vores kritik i virkeligheden ligger sig i forlængelse (og fordybelse) af den amerikanske ambassadør, James P. Cains ret forbløffende åbenmundethed i forhold til at kritisere dansk eksklusions-politik. Derfor er en af hans helt aktuelle udtalelser også med i filmen.

Men i stedet blev det altså kun en marginal Ritzau-historie om, at videoen med ét var "tilbage på Youtube".

* * *

Kort sagt er det en konsekvens af, at den danske regering og mange medier er faldet i sovende accept af Dansk Folkepartis anti-muslimske og rettighedsundergravende karakter og henholdsvis direkte og indirekte overtager partiets diskriminerende og stigmatiserende blik på etniske minoriteter, at videoen er stilet eksplicit til USA, ja, vinklet som et åbent brev til den kommende præsident: An Open Letter to Obama: On Racism in Denmark.

Når filmen bruger begrebet "racisme", er det selvfølgelig i den betydning af forskelsbehandling og diskrimination, som er den helt almindelige i internationale konventioner og debatter m.m., og ikke i den 'gammeldags' forstand.

Det er næppe sandsynligt, at Barack Obama får den at se - men man har jo lov til at at følge ham i hans eget motto (the audacity of hope). Men bestræbelserne går i retning af den vanskelige opgave at få den spredt til amerikanske blogs og medier.

Med vinklingen "til Obama" signaleres det også, at kritikken rejses i en eksplicit vestlig kontekst. Vi ønsker ikke flere karikatur-lignende-kriser (den slags profiterer kun yderligtgående islamister og anti-muslimer af), og derfor er videoen netop henvendt til noget så vestligt som tænkes kan: En (kommende) amerikansk præsident. Endvidere tematiserer vi slet ikke ytringsfriheds-debatten eller Dansk Folkepartis position i forhold til Muhammed eller andre religiøse nøglefigurer.

Desuden handler det naturligvis også om at slå på, at netop valget af Obama som præsident er udtryk for kulminationen på mange generationers kamp for accept og lige rettigheder for de sorte i USA; en kamp, hvor man har formået at få amerikanske mainstream-politikere til at afstå fra dæmoniserende retorik og hvor sorte amerikanere i dag udtrykker taknemmelighed for tidligere international kritik af USA på dette område.

Den omvendte parallel til Danmark er åbenlys (som det også fremgår af den lille film). Vi mener, at danske politikere kan lære af amerikanerne på dette område, men i stedet for bevæger vi os hastigt baglæns i retning af den hate-speech mod marginaliserede befolkningsgrupper, som amerikanerne ellers af temmelig gode grunde har forladt.

Rune Engelbreth Larsen
1. december, 2008