Himmelbjerget og søhøjlandet (fotoserie)

Af Rune Engelbreth Larsen

Himmelbjerget i baggrunden (tårnet på toppen kan lige skimtes), set fra Svejbæk ud over Julsø (foto: REL, januar 2008)

Mange opslagsværker fra midten af 1700-tallet til begyndelsen af 1900-tallet anslog Himmelbjergets højde til forbløffende dimensioner - fra omtrent en halv kilometer op til adskillige kilometer.

Indtil en opmåling i 1847 fastslog højden til 147 meter, var en af de mest udbredte højdeangivelser »3.000 favne« - altså godt 5.600 meter og således Europas højeste bjerg (en angivelse, som bestod i flere bøger frem til begyndelsen af 1900-tallet).

Her følger en lille håndfuld fotos af og fra det navnkundige højdedrag, hvis kulturhistoriske betydning (og undertegnedes 'bjergbestigning') forhåbentlig er at finde i en kommende bog.

Himmelbjerget set fra Svejbæk (foto: REL, februar 2008)

Himmelbjerget, set fra tvillingbakkerne Sindbjerg og Stoubjerg ved Sejs (foto: REL, januar 2008)

Udsigt fra Himmelbjerget over Julsø mod nord (foto: REL, januar 2008)

Udsigt fra Himmelbjerget mod vest (foto: REL, januar 2008)

Udsigt fra Himmelbjerget mod nordvest (foto: REL, januar 2008)

Måske kun 147 (komma tre) meget højt, men flere digtere og billedkunstnere har ikke desto mindre været bjergtaget af det midtjyske højdedrag - ingen har dog været så forgabt som Steen Steensen Blicher.

I novellen »Himmelbjerget« fra 1833 skrev han om det midtjyske søhøjland: »Langsomt oprulledes i Nordosten Nattens dunkle Forhæng. Lysere og lysere blev Himmelens Blaae. Lærkerne sang deres tusindstemmige Morgenchor. Skovens Fugle begyndte med enkelte korte Fløjtetoner at stemme deres Struber. Gjennem Dalene nedrullede de blege Taagebølger, og lagde sig som et Tæppe paa Søen. Jeg saae hen over den mod Østen med en Følelse - forestiller jeg mig, liig Oldingens, naar han skuer ud over Livets Møje og Bekymring mod Evighedens Dagskjær. - Solen stod op. - Ingen skildring her! See!«

Rune Engelbreth Larsen
6. februar, 2008