Rune Engelbreth Larsen på BOGFORUM
Humanisme.dk

    FORSIDE | INFO | KONTAKT | REGISTER | SØGNING | ANBEFALINGER: FILM & BØGER & LINKS
    INSPIRATION: LEVENDE BILLEDER | CITATER | DOKUMENTATION: NATIONALISTISK PROPAGANDA

Facebook: Like Humanisme.dk
Facebook: Friend Rune Engelbreth Larsen
Alle månedens opdateringer
Om Rune Engelbreth Larsen
Biografi
Rune Engelbreth Larsen på Twitter
Rune Engelbreth Larsen på Youtube
Rune Engelbreth Larsens forfatterskab
Foredrag af Rune Engelbreth Larsen
Links
Rune Engelbreth Larsens genopdagelse af Danmarks landskaber i fotos
Digte af Rune Engelbreth Larsen
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
Danmarks Løver - frihedsbevægelsen
Panhumanism.com - Rune Engelbreth Larsen på engelsk
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
...
Støt Humanisme.dk
Kontakt Humanisme.dk
Humanisme.dk
eXTReMe Tracker

Dan Turell og B.S. Ingemann

Af Rune Engelbreth Larsen Udprint

...

Johan Christian Dahl: Dansk vinterlandskab med stendysse, 1838.

I anledning af 200-året for B.S. Ingemanns fødsel udgav Gyldendal i 1989 en udmærket antologi med en række af hans centrale digte i et udvalg af Dan Turell. Bogen hedder Lysets Engel, og begyndelsen på titeldigtet lyder:

Lysets Engel gaaer med Glands
Gjennem Himmelporte.
For Guds Engels Straalekrands
Flygter alle Nattens Skygger sorte.

B.S. Ingemann: Fra »Lysets Engel«
Morgensange for Børn, 1837

Turell, der som ti-årig bogstavelig talt besvimede, første gang han hørte netop dette digt oplæst, er som voksen særlig begejstret for Ingemanns generelle digteriske samspil mellem lys og mørke, der i turell'ske kategorier giver flere digte et semi-buddhistisk islæt.

»Man kan forestille sig, hvordan visse - såkaldt 'fornuftige' eller 'politiske' - typer, dengang som nu, må have vrænget ad Ingemann. 'Idyl!' ... 'Eskapisme!' ... Men der er ikke tale om idyl. I hele Ingemanns digtning ligger der er dialektisk spændstighed der véd, at mørket kommer efter lyset, at skoven falmer, at fuglen vil fryse om vinteren. At Yin ikke er Yin uden Yang.«

Turell i indledningen til: Lysets Engel, 1989

Det er måske at trække temaet lovlig langt. Ingemann var snarere inspireret af den hermetiske og kristne alkymistiske tradition, der blomstrede i renæssancen og havde udløbere i oplysningstiden - men her var verden og verdens kontraster såvel som naturdyrkelsen også centrale aspekter.

Der staaer en deilig Have med alle Blomsters Pragt;
Hver livlig Sjæl fornemmer dens tryllende Magt:
Med alle Livets Farver, med alle Himles Luft
Udstrømmer Tryllehaven alle Zoners Duft.

Der glædes mange Sjæle ved Dag og stille Nat;
Den mindste Blomst indslutter en underfuld Skat;
Hver Sjæl, som fornemmer hvad i dem alle boer,
Den mindste selv aabner en Verden rig og stor.

B.S. Ingemann: Fra »Tryllehaven«, 1838

I modsætning til middelalderkristendommen er naturen ikke en falden lokalitet i renæssancen eller naturpoesien, men et betagende og beåndet rige, som Ingemann heller aldrig blev træt af at lovsynge. Grundtvig, hvis skepsis over for åndelighed formidlet gennem poesi og billedkunst omvendt er beslægtet med det bibelske billedforbud, kunne Ingemann således ikke være enig med i dette henseende.

I en brevveksling med vennen skrev han bl.a.:

»Et vigtigt fænomen i Menneskeslægtens Udviklingshistorie, tror jeg dog, du miskjender eller undervurderer. Det er den bildende Kunst med Aanden og Livet i dens Værker. (...) havde du stået med mig i Florens og Rom, ville den Aand og det Liv, den dybe Religiøsitet og Begejstring, der udstrømmer fra den florentinske og romerske Kunstskoles Værker også fra Medicæernes Tid have slået dig med Beundring ...«

B.S. Ingemann, 1837

Grundtvig replicerede bl.a.,

»... Historien viser, at naar Aanden ej mer havde levende Røster til sin Tjeneste, da blev Hyldningen af Kunstværker til Afguderi med det håndgribelige, og Beundringen af de skriftlige Mesterværker det mest aandsfortærende Bogstavvæsen, hvad især Jøders og Grækeres Historie forbavsende oplyser.«

Niels Kofoed skriver sammenfattende i Guldalderdrøm og genifeber (2001): »Grundtvigs holdning var sammensat. Ud fra Mosebøgernes indhold delte han den islamiske holdning til billedkunst i det hele taget. Det er ikke tilladt at afbilde hverken Gud eller mennesker i kunsten. Billeder forholder sig kun til poesien, siger Grundtvig. Det er kun det talte ord, som danner forbindelsesled til omverden. Kunst og arkitektur er hændernes værk, og derfor kan de ikke være spejl for åndelige værdier. Ingemann prøvede forgæves på at overbevise Grundtvig om, at dette ikke var sandt, men forgæves.«

Men Ingemanns poesi er usædvanligt billedrigt og fuld af de mest sælsomme, til tider surrealistiske natur-metaforer, f.eks. den velkendte om morgenstunden:

Morgenstund har Guld i Mund:
Morgensol Guds Rigdoms Væld oplukker;
Glad i gyldne Morgenstund
Fattigst Fugl i Straalehavet dukker.

B.S. Ingemann: Morgensange for Børn, 1837

Dan Turell, der er mest kendt for Vangede Billeder (1975), sine krimier og sin udtalte storbykærlighed, er ikke desto mindre bemærkelsesværdigt bjergtaget af Ingemanns natur-poesi og har et sjældent øje for dens mange facetter, ikke mindst i Morgensange for Børn:

»Disse sange er enestående - magiske, mirakuløse, visionære, sophisticerede, primitive, bevidstheds-udvidende og barnlige - på én gang.«

Turell i indledningen til: Lysets Engel, 1989

Ingemanns poesi kan være vanskelig at goutere i det enogtyvende århundredes sekulære verden - men hvis Turell kunne besvime, kan vi andre måske også lægge både den religiøse og irreligiøse forudindtagelse på hylden og dvæle ved denne særegne digter, »landets mest trofaste ægtemand, barnets bestandige besynger, miraklets og mildhedens minnesanger,« som Turell beundrende kalder ham.

Også kvinden og kærligheden får poetisk farve af Ingemann i en grad, som vist ikke mange andre end Emil Aarestrup kan overgå:

Gid jeg var en Morgenvind!
Sagte skulde jeg da svæve
Hist til hendes Leie ind,
Over hendes Lokker bæve,
Kysse hendes Rosenkind,
Blidt opløse Silkebaandet
Under Pigens kydske Barm,
Og forsvinde, elskovsvarm,
Af den Yndige indaandet.

Ingemann: Fra »Ønskerne«, 1812

Der dandser en Pige for hver Mands Dør,
hun dandser i lette, flagrende Slør;
i Lokkerne bær' hun en Krands saa grøn,
og Pigen, og Pigen hun er saa skjøn.

Ingemann: Fra »Haabet«, 1826

Med Bjergmøen gaaer jeg paa Løvernes Sti.
Som Gazellens er Sulamiths Øine milde;
Et Flammevæld dog glimter deri:
Det sprang fra Sjælens tillukte Kilde.
      — Maanen skinner paa Bjerget.

O! skjøn er din voxende Elskov, min Brud!
Hvad er Viinhøstens Frugt mod din Blomsterlæbe!
Du aander Ord som Foraarsdug ud;
Som Dug paa Ørk ved min Sjæl de klæbe.
      — Maanen skinner paa Bjerget.

Du elsker og bæver i Elskerens Arm —
Du mig flyer, min Gazel med de Øine milde!
En tillukt Hauge blev mig din Barm,
Dit Hjertes Dyb en beseglet Kilde.
      — Maanen skinner paa Bjerget.

Den lukkede Have har Balsam fuldsød;
Der er Dale med Lillier blandt Marmorbuer;
Der rødmer skjult Granatæblets Glød;
Der dufter Myrrha hos Copherdruer.
      — Maanen skinner paa Bjerget.

Det lukkede Væld er en levende Strøm;
Det er Kilden, som springer med Livets Vande.
— O! blev til Liv min Paradiisdrøm?
Nedsank til Lilliernes Dal min Pande?
      — Maanen skinner paa Bjerget.

Ingemann: »Salomons Sang paa Hermon«, 1839

Natur og kærlighed smelter sammen, som hovedpersonen Ole Navnløs siger det i Ingemanns ejendommelige eventyr, Huldregaverne fra 1831:

»Nu forstaaer jeg først Naturens Lyrik og den hele ungdommelige Følelsespoesie, som gjennemtoner alle tider og Slægter og med den uendeligste Mangfoldighed dog maa opløse sig i samme rene, store Grundharmoni. Denne Gjenklang af samme dybe Tone i al Kjærlighedspoesie er ligesaa langt fra at forekomme mig ensformig, som Foraarsvindens susen i vore gamle Bøgeskove eller fuglenes tusindaarige Sange under den samme Himmel.«

Unægtelig en for moderne lyrik fremmedartet indstilling - men afgjort værd at læse, ikke blot for sin historiske værdi, også i sin egen tidløse ret under åben himmel.

Rune Engelbreth Larsen
3. januar, 2008