Humanisme.dk

    FORSIDE | INFO | KONTAKT | REGISTER | SØGNING | ANBEFALINGER: FILM & BØGER & LINKS
    INSPIRATION: LEVENDE BILLEDER | CITATER | DOKUMENTATION: NATIONALISTISK PROPAGANDA

Facebook: Like Humanisme.dk
Facebook: Friend Rune Engelbreth Larsen
Alle månedens opdateringer
Om Rune Engelbreth Larsen
Biografi
Rune Engelbreth Larsen på Twitter
Rune Engelbreth Larsen på Youtube
Rune Engelbreth Larsens forfatterskab
Foredrag af Rune Engelbreth Larsen
Links
Rune Engelbreth Larsens genopdagelse af Danmarks landskaber i fotos
Digte af Rune Engelbreth Larsen
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
Danmarks Løver - frihedsbevægelsen
Panhumanism.com - Rune Engelbreth Larsen på engelsk
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
...
Kontakt Humanisme.dk
Humanisme.dk
eXTReMe Tracker

Fair use, copyright og forlagsmisbrug

Af Rune Engelbreth Larsen Udprint

Hvem har de litterære rettigheder?

I princippet burde rettighederne til litteratur enten slet ikke tilhøre nogen, eller også ene og alene tilhøre forfatteren.

Da vi imidlertid lever i en verden, hvor man er henvist til at leve af det, man nu engang kan tjene, er det ret oplagt, at forfattere også kan få indtægter fra deres virke, ligesom slagtere får indtægter fra deres. Og når slagteren kan være afhængig af at sælge sine kødprodukter gennem supermarkeder, der også kræver en bid af pølsen så at sige, så vil forlag naturligvis også kræve sit for at udgive bøger.

Men hvem har rettighederne til værket - forfatteren eller forlaget? Der er desværre en tendens til, at forlag kræver fuldstændig hånds- og halsret over - om ikke forfatterne, så deres tekster.

Lad mig give et eksempel fra virkelighedens verden:

Jeg blev for nylig bedt om at skrive et kapitel til en filosofihistorisk antologi for Gyldendal - omfanget skulle være omtrent, hvad der svarer til halvanden kronik-længde i Politiken, og honoraret af samme størrelsesorden som et kronik-honorar i samme avis, dvs. et par tusind kroner før skat.

Ét er, at timelønnen for et bidrag til en bog af en sådan karakter, der kræver en vis research, læsning og selvfølgelig selve skrivearbejdet, dermed meget let kan ligge omkring eller under 50 kr. før skat. Der er naturligvis forskel på at skrive en dagsaktuel kommentar af et vist omfang, og så skrive om tungere filosofiske emner med referencer til en række andre værker - men det tager man ikke hensyn til.

Noget andet og vigtigere er, at forfatteren dernæst forventes at fraskrive sig samtlige rettigheder til teksten i al evighed - og hvad der endnu mere problematisk, at forlaget tilmed kan sakse, redigere, ombryde teksten fuldstændig, som det passer dem i allehånde fremtidige sammenhænge.

I kontrakten hedder det således:

»Forfatteren overdrager samtlige rettigheder til tekst og til værket til forlaget, der kan udnytte tekst og værket helt eller delvist i enhver form på ethvert medie på alle sprog i ubegrænset omfang. Overdragelsen omfatter alle nuværende og fremtidige rettigheder samt endnu ukendte udnyttelsesformer og medier. Forlaget kan lade tekst og værket omarbejde og er berettiget til at videreoverdrage alle de overdragne rettigheder helt eller delvist til andre.«

Standardkontrakt fra Gyldendal

For et uhyre beskedent honorar overdrager forfatteren med andre ord alle rettigheder til forlaget, der uden videre vederlag kan genoptrykke teksten, bruge den i enhver tænkelig sammenhæng (nye antologier, lærebøger, internet, opslagsværker osv. osv.) - og som nævnt klippe og redigere vilkårligt i den. Uden at spørge forfatteren og uden at udbetale så meget som én øre efterfølgende.

Det værste er naturligvis, at man dermed ikke længere afleverer et færdigt stykke arbejde, som forfatteren står inde for - og eventuelt selv kan redigere og bearbejde til andre formål på et senere tidspunkt - men at der er nul respekt for en færdig teksts særegne karakter og helhed.

Jeg nægtede at underskrive på disse betingelser - som bestemt ikke står til forhandling - og måtte derfor naturligvis vinke farvel til at skrive det pågældende kapitel for de tilbudte håndører.

Mig bekendt er det endnu ikke kommet så vidt i forlagskontrakter, når det drejer sig om udgivelsen af hele bøger af én forfatter - i givet fald vil jeg tro og håbe, at forfattere, der stilles over for den slags kontrakter, straks valfarter til nye (eventuelt egne) forlag.

Hvem bør kunne få adgang til litterære værker?

Noget andet er så retten til at kopiere og distribuere andres værker uden kommerciel vinding og uden manipulation med værket.

Her hører jeg til dem, der mener, at forlagene og forfatterne sjældent har noget at tabe ved at tilgængeliggøre deres bøger gratis via internettet. Dels er det lettere at søge i elektroniske versioner, dels giver det mulighed for studerende og andre at undersøge udvalgte dele uden være henvist til biblioteker eller boghandler.

Det, der er skrevet, er jo skrevet for at blive læst - og her kan internettet skaffe flere læsere, til glæde for både forfatteren og læserne.

Først og fremmest giver dette hvem som helst uafhængigt af økonomiske forhold mulighed for at læse hvad som helst. I det mindste i teorien.

Jeg tvivler på, at det har negativ betydning for salget - selv om det nok vil veksle fra bog til bog. Men en bog, som man gerne vil læse i sin helhed, er og bliver det betydeligt lettere at læse på papir end på en skærm - og som regel (trods alt) ikke meget dyrere at købe end at udprinte.

Fair use?

Mange virksomheder er ekstremt ømtålelige over at se deres varemærker eller symboler benyttet i ureglementerede sammenhænge. Mange forfattere, musikere og kunstnere er som regel mindre bekymrede, så længe der er tale om ikke-kommerciel brug, der citerer korrekt - eller klart lader forstå, at der er tale om en collage eller et sammenklippet værk, der gør brug af løsrevne citater, filmklip, fotos eller lignende.

Det må man i nogen udstrækning også godt, men det er en ret, som er under pres, og hvor der findes betydelige gråzoner.

I en vidunderlig kortfilm af professor Eric Faden fra Bucknell University illustreres rammerne for fair use f.eks. ved hjælp af utallige sammenklippede Disney-klip: A FAIR(Y) USE TALE.

Filmen spiller naturligvis på, at ikke mindst Disney er strenge i forhold til at forhindre en friere tilgang til det, der vel ret beset er fælles kulturskatte - eller som det hedder om Disney i en præsentation af kortfilmen: The very folks we can thank for nearly endless copyright terms ...

Det illustrerer en anden ende af problematikken end den, jeg indledte med - men de er forbundne.

Det er nemlig sjældent kunstneren eller den almindelige læser/bruger, der har det sidste ord i alle disse forhold, men derimod forlag og andre virksomheder, for hvem deres økonomiske værdi er langt, langt vigtigere end såvel kunstnerens intentioner og den kunstneriske værdi - eller den optimale adgang til kunst, kultur og information i bred forstand.

En i alle henseender særdeles problematisk glidebane.

Rune Engelbreth Larsen
23. maj, 2007