Humanisme.dk

    FORSIDE | INFO | KONTAKT | REGISTER | SØGNING | ANBEFALINGER: FILM & BØGER & LINKS
    INSPIRATION: LEVENDE BILLEDER | CITATER | DOKUMENTATION: NATIONALISTISK PROPAGANDA

Facebook: Like Humanisme.dk
Facebook: Friend Rune Engelbreth Larsen
Alle månedens opdateringer
Om Rune Engelbreth Larsen
Biografi
Rune Engelbreth Larsen på Twitter
Rune Engelbreth Larsen på Youtube
Rune Engelbreth Larsens forfatterskab
Foredrag af Rune Engelbreth Larsen
Links
Rune Engelbreth Larsens genopdagelse af Danmarks landskaber i fotos
Digte af Rune Engelbreth Larsen
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
Danmarks Løver - frihedsbevægelsen
Panhumanism.com - Rune Engelbreth Larsen på engelsk
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
...
Kontakt Humanisme.dk
Humanisme.dk
eXTReMe Tracker

Koranen oversat af Ellen Wulff

Af Rune Engelbreth Larsen Udprint

Ellen Wulffs oversættelse I en tid, hvor Koranen vel er en af de mest omdiskuterede bøger, og hvor det flyver gennem luften med påstande af den ene og anden art om bogens tilblivelse og indhold, er det afgørende at kunne læse og studere bogen selv.

Den er imidlertid skrevet på arabisk dialekt fra 500-600-tallet, og det er der ikke mange, der behersker, medmindre man har fået arabisk ind med modersmælken hjemmefra og har gået i en koranskole. Hvad der imidlertid er behov for, er en uforudindtaget oversættelse af en fagekspert, og det er der få i Danmark, som har kvalifikationerne til.

Ellen Wulff er én af dem. Hun har 30 års erfaring i studier af klassiske arabiske tekster, er mag.art. i semitisk filologi og ph.d. i arabisk og har undervist i arabisk på Carsten Niebuhr Instituttet på Københavns Universitet.

I et interview med Pernille Bramming i Weekendavisen den 3.11.2006 forklarer hun en række af sine egne bevæggrunde og kommer ind på teologiske problemstillinger af relevans for enhver, der interesserer sig for islam, såvel som den, der gerne vil kunne adskille fusk fra forskning i den til tider ophedede debat om islam. Ellen Wulff udtaler bl.a.:

... jeg er træt af, at folk går rundt og siger, der står ting i Koranen, som ikke står der. Det har irriteret mig meget længe.

For eksempel står det arabiske ord, »hidjab«, som i dag bruges om sløret, adskillige steder i Koranen, men i betydningen »forhæng«, ligesom Koranen heller ikke rummer noget eksplicit påbud om, at kvinder skal tildække deres hår.

Det nærmeste, man kan komme et sådant påbud er i sura (kapitel) 33, vers 59:

»Profet! Sig til dine hustruer og dine døtre og til de troendes kvinder, at de skal trække noget af deres overklædning ned over sig. Således vil de lettest blive genkendt og ikke blive forulempet. Gud er tilgivende og barmhjertig.«

Der står heller intet om mandlig omskærelse. Det er overhovedet ikke omtalt i Koranen. Det samme gælder æresdrab. Ordet »jihad« forekommer mange gange, men i betydningen »at bestræbe sig«; »at gøre sig anstrengelser for Guds sag«, og det kan man gøre ved at vie sit liv eller sin ejendom, ved at give penge eller mentalt. Det betyder ikke at slå andre ihjel.

Ordet »stening« forekommer en halv snes gange, men i betydningen »at forjage nogen bort fra fællesskabet ved at kaste sten efter vedkommende.« Aldrig som straf for hor og aldrig beskrevet som en form for dødsstraf.

Ellen Wulff forklarer endvidere nogle af de helt generelle sprogvanskeligheder ved en arabisk dialekt, som araberne selv måtte studere minutiøst i århundrederne efter Muhammed:

Det er én mands talte ord, det er man ikke i tvivl om, når man læser den arabiske grundtekst. Og det er så den første længere tekst, der nogensinde er skrevet på arabisk. Ifølge Koranen er denne tale uforlignelig, og der er heller ikke opstået noget lignende på arabisk siden da - og heller ikke på noget andet sprog vil jeg sige. Den er unik. (...)

Forskerne dengang, i 700 og 800-tallets Damaskus og Bagdad, gjorde et kæmpe arbejde for at kortlægge det arabiske sprog. De drog på feltarbejde blandt de arabiske stammer omkring Mekka og Medina, som talte profeten Muhammeds dialekt - eller det nærmeste, man kunne komme den - og nedskrev deres mundtlige overleveringer; poesien, sagnene, fortællingerne, heltekvadene, visdomsord, ordsprog, alt.

Disse stammer havde jo netop en mundtlig kultur, de skrev ikke selv. På grundlag af dette arbejde kunne de muslimske forskere så udarbejde den første grammatik for det arabiske sprog, det vil sige for den arabiske grundtekst, Koranen.

Koranen er nedskrevet over en længere årrække i Muhammeds levetid i form af fragmenter på bl.a. palmeblade og kamel-skulderblade, og først et par årtier efter profetens død samles teksterne til den bog, vi kender som Koranen.

Eftersom man f.eks. ikke kender kronologien, er suraerne placeret efter længde med de længste først og de korteste til sidst (bortset fra den første sura, som er meget kort og hedder »Åbningen«).

Nogle ord og begreber kan være forbundet med kolossale filologiske vanskeligheder - for slet ikke at nævne divergerende udlægninger:

Bare sådan et ord som ma. Eller sådan et forfærdelig vanskeligt ord som amr. Det kan betyde befaling, men det kan også betyde sag eller forordning.

Én forsker anfører dets betydning som logos i græsk forstand, og flere steder har jeg oversat det med altet, altså egentlig verdensordenen, men det ord valgte jeg ikke, for jeg har også været bange for at gå for vidt. Jeg har bestræbt mig på ikke at gå længere, end teksten giver lov til. Det er den første tekst på arabisk og derfor også den eneste kilde til forståelsen af sig selv. (...)

[De vanskeligste suraer] er de mest profetiske, hvor læseren kan mærke, at profeten er overbevist om, at han har et budskab, at det er åbenbaringer: han har syner, der kommer til udtryk i billedsproget.

Det er især hans besværgelser, som næsten er uforståelige og derfor også så godt som uoversættelige - man kan i det hele taget spørge, om Koranen overhovedet kan oversættes. Allerede i 700- og 800 tallet forstod man ikke, hvad det betød, og derfor var det nødvendigt med Koran-kommentarer.

Hvilket naturligvis er en afgørende grund til, at praktiserende muslimer foretrækker at læse Koranen på originalsproget og insistere på dens uoversættelighed. Hvilket naturligvis ikke betyder, at der ikke er behov for oversættelser.

Det er en almindelig religiøs opfattelse, at helligskrifter skal læres eller læses på originalsproget - og det er naturligvis ikke vanskeligt for en filolog at forstå dette, fordi vedkommende sidder med de komplekse problemstillinger og i mange tilfælde står over for ord med mangfoldige betydninger. Der må træffes valg - den gode og fagligt forsvarlige oversættelser træffer naturligvis valg, der er overordentlig filologisk-videnskabeligt velbegrundet.

Derfor findes der ingen »objektiv« oversættelse, men der findes i høj grad oversættelser, som er fagligt forsvarlige og derfor filologisk korrekte, ligesom der findes oversættelser, der afgjort ikke er det.

Ellen Wulff redegør for en af de intrikate problemstillinger, som kommer til udtryk.

I sura 100 findes et sprogbillede med flere forskellige betydninger, hvor hun har valgt »stridsheste« og derved bortvalgt betydninger som buldrende tordenskyer og engle: »Som oversætter kan jeg ikke undgå at skulle vælge, altså tolke. Mit kriterium har været, at det skal give mening i forhold til hele suraens kontekst og som sprogbillede i sig selv.«

Hvilket fortæller, hvorfor der også er behov for en Korankommentar fra oversætterens hånd, hvor sådanne problemstillinger kan uddybes, og læseren bliver klar over flertydigheden.

Ellen Wulff fortæller videre:

Problemet er, hvad Guds ord overhovedet er - og hvad Gud er. Jeg tror 100 procent på, at profeten Muhammad mente, at det var Guds ord, at han var fuldkommen ærlig. Men jeg er lige så sikker på, at Muhammads Gud ikke er min Gud. (...)

Man får faktisk sympati for ham, når man læser Koranen. Man kan føle med ham. Han er et meget menneskeligt menneske, tænksom, følsom, visionær, et musisk menneske med en udpræget sprogsans. Han har været karismatisk, simpelthen.

Han gør sig ikke til. Mange gange i Koranen giver han udtryk for, at han ikke er noget særligt, at han ikke står på noget højere trin end andre; at åbenbaringerne er en nådegave fra Gud; at han er udvalgt, men ikke har bedt om det; at det er blevet ham pålagt. (...)

Han tror jo selv i begyndelsen, at han er monoteist på linje med jøderne og de kristne. Han siger i Koranen, at vores Gud er den samme, så kan vi dog ikke forliges. Men de afviser ham som Guds profet, og så ender det med, at han bliver trodsig, tager afstand fra jødedom og kristendom og laver sin egen religion, så at sige.

Hvis det skal være rigtigt, at han er Guds profet, må der være noget forkert ved jødedom og kristendom, når de ikke kan anerkende ham som profet, konkluderer han. Men han anerkender altid deres hellige skrifter, Toraen og Bibelen.

En anden af vore hjemlige fageksperter i arabisk er Ph.d. Philippe Provençal, som har skrevet en anbefalelsesværdig artikel om Koranen for den, der vil vide mere: Koranen - en generel introduktion.

Rune Engelbreth Larsen
12. november, 2006