Humanisme.dk

    FORSIDE | INFO | KONTAKT | REGISTER | SØGNING | ANBEFALINGER: FILM & BØGER & LINKS
    INSPIRATION: LEVENDE BILLEDER | CITATER | DOKUMENTATION: NATIONALISTISK PROPAGANDA

Facebook: Like Humanisme.dk
Facebook: Friend Rune Engelbreth Larsen
Alle månedens opdateringer
Om Rune Engelbreth Larsen
Biografi
Rune Engelbreth Larsen på Twitter
Rune Engelbreth Larsen på Youtube
Rune Engelbreth Larsens forfatterskab
Foredrag af Rune Engelbreth Larsen
Links
Rune Engelbreth Larsens genopdagelse af Danmarks landskaber i fotos
Digte af Rune Engelbreth Larsen
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
Danmarks Løver - frihedsbevægelsen
Panhumanism.com - Rune Engelbreth Larsen på engelsk
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
...
Kontakt Humanisme.dk
Humanisme.dk
eXTReMe Tracker

Abort - praktiske, ikke etiske grænser

Af Rune Engelbreth Larsen Udprint

Formanden for Etisk Råd, Ole Hartling, udtrykker en i mine øjne meget enkel, men meget præcis iagttagelse vedrørende diskussionen om abortgrænsen: »Når der ikke er etik i spørgsmålet, skyldes det, at abortgrænsen ikke skal etisk forsvares, men pragmatisk begrundes. Den ene grænse er altså ikke mere eller mindre etisk end den anden.« (Kristeligt Dagblad, 1.11.2006).

Diskussionen er blusset op igen, fordi det har vist sig, at kvinder kan få foretaget legale aborter i Storbritannien op til 24. uges graviditet og helt op til 7.-8. måneds graviditet i Spanien - i sidste tilfælde, hvis de er villige til at betale i omegnen af 35.000 kr. og fifle med papirerne, så de formelt kan begrunde indgrebet med svare psykiske problemer.

I Danmark er abortgrænsen 12 uger, og man kan kun få foretaget senere abort, hvis der er fare for moderens liv eller tale om meget alvorlige problemer med graviditeten og barnet. Spørgsmålet er så, om det er »etisk forsvarligt« f.eks. at rejse til England og få foretaget indgrebet dér i 24. uge, eller endnu senere i Spanien - eller om det er »mord«, som nogle har anført.

Ole Hartling fastholder den eksisterende abortgrænse i Danmark: »Jeg mener, den nuværende grænse ved 12. uge har vist sig at være praktisk anvendelig. Men om den er den etisk mest forsvarlige, kan hverken jeg eller andre svare på, for abortloven er ikke en etisk lov. Den er en praktisk nødvendighed. Under alle omstændigheder retfærddiggør en spansk læges lovovertrædelser langt fra en revurdering af den danske abortlov.«

For Hartling bliver det først et etisk spørgsmål omkring 18. uge, »fordi vi da kommer meget tæt på, at fosteret er levedygtigt uden for livmoderen - og det er for mig at se ét af de vigtigste parametre i denne debat. Alle uger op til uge 18 er uden for etisk debat, fordi der på alle niveauer er tale om et foster, der ikke er levedygtigt uden for livmoderen.«

Det er ikke et særlig overbevisende argument. Dels fordi grænsen for, hvornår et foster kan overleve vha. teknologiske hjælpemidler, hele tiden flyttes, dels fordi den teknologiske udvikling i så fald gør det etiske afhængigt af kultur og tid - hvilket sidste ikke i sig selv behøver være forkert, men derved netop atter flytter diskussionen principielt tilbage i den pragmatiske sfære for hele graviditetens vedkommende, og altså ikke pludselig bliver etisk i 18. uge.

Hvornår er et barn et barn? Ved undfangelsen? Når det fødes? Netop af pragmatiske grunde er der ikke noget entydigt svar på spørgsmålet. Det er f.eks. også meningsløst at kalde det for »mord« at få foretaget en abort i 13. uge, men ikke i 12. uge - ligesom det heller ikke er indlysende, at der er tale om mere eller mindre mord ved en frivillig abort efter tre måneders graviditet end efter syv måneders graviditet.

Jeg vil mene, at »mord« i alle tilfælde er et misvisende begreb i denne debat, og altså ikke afhænger af graviditetens fremskredne karakter.

Om abortgrænsen f.eks. er 12 eller 24 uger, gør det heller ikke mere eller mindre etisk at få foretaget et svangerskabsafbrydende indgreb - men pragmatisk betinget af overvejelser, som vurderer pro et contra forskelligt.

Når abort overhovedet skal tillades efter min mening, skyldes det ikke overvejelser over, om det er mere eller mindre etisk eller ej, men netop et resultat af en pragmatisk vurdering af fordele og ulemper, hvis parametre langtfra er absolutte, men som afhænger af en række vanskelige hensyn og samvittighedsspørgsmål. Ulemperne ved et forbud mod abort er ganske enkelt værre end ulemperne ved fri abort (op til en vis - lige så vanskeligt definerbar - grænse).

For selv om abort forbydes, vil indgrebet alligevel blive foretaget i stort antal, ofte med alvorlige risici for moderen. Dette argument er væsentligt, men natuligvis ikke endegyldigt, for der er jo andre indgreb og handlinger, som vi forbyder, selv om det ikke hindrer, at de alligevel begås.

Derfor kan det også kun være én faktor i en argumentation.

En anden er, at abort i helt unik grad griber ind i (og er afhængigt af) selve definitionen på et menneske: Er fosteret/barnet en del af kvinden før fødslen, eller er det et selvstændigt individ og menneske? Der kan angives biologiske kriterier for et svar herpå, og der kan angives etiske eller religiøse kriterier for et svar herpå, men der kan ikke angives absolutte kriterier.

Hartling anfører f.eks.: »Jeg hører til dem, der mener, at en læge, der for eksempel kaster et nedfrosset fosteranlæg bort, ikke er en morder. Ligesom det at kaste en kastanje væk ikke er det samme som at fælde et træ, selv om kastanjen en dag kunne blive til et træ.«

Udover at man i mine øjne slet ikke kan reducere problematikken om et menneske eller et foster til en analogi fra planteverdenen, flytter Hartling imidlertid heller ikke ud af den pragmatiske argumentation her. Han er blot igen tilbage ved spørgsmålet om, at det afhænger af en kulturelt- og/eller videnskabeligt betinget definition og tradition, hvornår et foster er et barn.

Og i vores tid består en tredje faktor så rigtig nok af det forhold, at et foster eller et barn, som kunne overleve uden for livmoderen, vel i nogen grad kan siges at være mere uafhængigt som individ og derfor i mindre grad kan reduceres til en del af moderen, end det er tilfældet tidligere under graviditeten. Men vi er hele tiden nødt til at operere med grader, ikke absolutter.

Den kategoriske abortmodstander vil indvende, at også et foster, som ikke kan overleve uden for livmoderen, kan udvikle sig til et menneske, hvorfor det alligevel er mord at afbryde svangerskabet. En yderligere radikalisering af det argument kunne imidlertid være, at vi i så fald også må forbyde onani, idet sædcellerne jo kan udvikle sig til et menneske.

Uanset hvordan vi vender og drejer det, er og bliver svaret på abortspørgsmålet et pragmatisk svar på en problemstilling med en række individuelt og kulturelt indgribende faktorer, som man må tage højde for under den vanskelige vurdering af, hvad der er hensigtsmæssigt i den pågældende tid og kontekst, samt hvilke modsatrettede hensyn der skal vægtes hvordan - osv. osv. Der er ingen endegyldige svar.

Man kan naturligvis vælge at kalde fri abort såvel som forbud mod abort for etisk eller uetisk, men det bliver det ikke mere endegyldigt rigtigt eller absolut sandt af.

Personligt mener jeg, at vægtningen af de mange faktorer, som spiller ind (og der er naturligvis langt flere end de få, der her er nævnt), især må tage afsæt i, at den, som skal træffe valget om abort eller ej, i videst muligt omfang også bør være den, der først og fremmest skal leve med valgets konsekvenser. Derfor må moderen udgrunde sin samvittighed og de mange parametre, som spiller ind på beslutningen.

Hendes etiske præferencer eller egen overbevisning er nemlig ikke mindre kvalificeret end Etisk Råds, uanset hvor akademisk veluddannede medlemmerne af Rådet er - for fosteret eller barnet er i hendes krop, og enhver beslutning griber ind i hendes liv, og dermed har spørgsmålet en ganske anden betydning for moderen, end det har for skrivebords-etikeren.

Moderens komplicerede og tvetydige stilling er i mine øjne det vigtigste argument for fri abort - men det løser ikke problemet med, hvor grænsen skal trækkes, al den stund, at moderen som bekendt ikke er den eneste faktor.

Derfor er det værste her at havne i yderpositionerne (abortforbud - eller fri abort til dagen før fødslen), fordi disse tager mindst hensyn til kompleksiteten og de mange faktorer, som spiller ind.

Mig bekendt er den eneste af disse yderpositioner, der seriøst forfægtes, den, som abortmodstanderne hylder i form af deres skinhellige absolutisme om, at der i alle tilfælde er tale om mord på et barn, og at det i alle tilfælde er forkert, basta. Denne opfattelse hviler naturligvis lige så lidt som aborttilhængernes position på endegyldig klippegrund - modstanderne har blot sjældent redeligheden til at erkende, at deres eget standpunkt i sidste ende også kun kan begrundes ud fra diskutable definitioner og vedtægter, afhængige af tid og sted.

Men om abortgrænsen så bør forblive de eksisterende 12 uger i Danmark eller f.eks. ændres til 15, 18 eller 21 uger, er ikke altafgørende i mine øjne, selv om jeg ligeledes af pragmatiske grunde er enig i, at man også må tage højde for, hvornår et foster er levedygtigt uden for livmoderen, hvorved dette tids- og kontekstbestemte forhold uundgåeligt spiller ind.

Jeg vil imidlertid ikke være med til at hæve dette forhold til et mere »etisk« velbegrundet eller udslagsgivende forhold af den grund - hverken i argumentation for en abortgrænse på f.eks. 12 eller 24 uger.

I stedet for at væve sig ud i et uholdbart terræn, hvor det bliver et »etisk« spørgsmål lige akkurat efter 18 uger, men ikke før, burde Ole Hartling have fastholdt, hvad jeg citerede ham for indledningsvist: »Når der ikke er etik i spørgsmålet, skyldes det, at abortgrænsen ikke skal etisk forsvares, men pragmatisk begrundes. Den ene grænse er altså ikke mere eller mindre etisk end den anden.«

Det gælder hele vejen, også efter 18 uger, hvorfor vi ikke kan bruge etiske argumenter for eller imod den ene grænse - overhovedet.

Også i denne forbindelse kan man diskutere, hvad man egentlig skal med et Etisk Råd? Men i mine øjne burde det nu også hedde noget helt andet i stedet for at sende det forkerte signal, at Rådets udtalelser har nogen særlig ophøjet »etisk« status.

I hvert fald så længe »etisk« fortsat har en uholdbar aura af noget absolut, ville det være mere redeligt at kalde det for Pragmatisk Råd - for selv om man kalder dets indstilling etisk, er og bliver den ikke mindre pragmatisk betinget af den grund.

Og også i forhold til abortgrænsen må vi leve med, at der ikke er lette svar eller lette løsninger, men kun mere eller mindre velbegrundede pragmatiske overvejelser.

Rune Engelbreth Larsen
4. november, 2006