Humanisme.dk

    FORSIDE | INFO | KONTAKT | REGISTER | SØGNING | ANBEFALINGER: FILM & BØGER & LINKS
    INSPIRATION: LEVENDE BILLEDER | CITATER | DOKUMENTATION: NATIONALISTISK PROPAGANDA

Facebook: Like Humanisme.dk
Facebook: Friend Rune Engelbreth Larsen
Alle månedens opdateringer
Om Rune Engelbreth Larsen
Biografi
Rune Engelbreth Larsen på Twitter
Rune Engelbreth Larsen på Youtube
Rune Engelbreth Larsens forfatterskab
Foredrag af Rune Engelbreth Larsen
Links
Rune Engelbreth Larsens genopdagelse af Danmarks landskaber i fotos
Digte af Rune Engelbreth Larsen
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
Danmarks Løver - frihedsbevægelsen
Panhumanism.com - Rune Engelbreth Larsen på engelsk
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
...
Kontakt Humanisme.dk
Humanisme.dk
eXTReMe Tracker

Fra Johannes Ewald til Morten E Nørskov

Af Rune Engelbreth Larsen Udprint

De vin divin on devient (»af vin bliver man guddommelig«) hedder det i det franske renæssanceværk af François Rabelais, Gargantua og Pantagruel. Der er dog forskel på det proverbielle in vino veritas, f.eks. i Rabelais' møde med »Flaskens Orakel«, eller beruselsen i Baudelaires Envirez-vous (»berus jer i vin, i dyd, i poesi, som I vil, men berus jer«) - og så på at insistere på en særlig dybsindighed i den mest banale svirretur eller pubertetsdrankerens storforbrug af guldbajere og smøger.

Ligesom der naturligvis er forskel på den kunst, der f.eks. kommer ud af Tom Kristensens alkoholiserede selvdestruktion i Hærværk og så den gennemsnitlige bodega-lyræk.

Johannes Ewalds vej ind i vinen hører i endnu højere grad en svunden tid til, men er ikke blevet mindre betagende af den grund.

... I Levnet og Meeninger (1774-78) skriver Ewald f.eks. om (og til) Herr von ThundernTrunk, der ikke har fået noget som helst opbyggeligt ud af sine daglige fire flasker vin, og betoner, at der ikke er grund til at mistænke ham for at være »skeyet ud fra den Zirkel af Ideer, for ikke at sige Tanker«, som han og hans »tykbugede Slægtninger arveligt og egentlig« kredser omkring - og tilføjer: »Den største og eneste Virkning, som De nogentid har følt, enten af Tockayer eller af Madera, er - at den har befordret Deres Middags-Søvn -- og Deres Natteroe -- Sov vel min Herre! -«

Men det er synd for vinen: »Men dig beklager jeg, du ædle Drue-Saft, du som umisbrugt er Guders og Menniskers Glæde; at du saaledes skal fordærves i en Vom, der ligesaagot kunde udspiiles ved Moose-Vand.«

Hos Herr von ThundernTrunk går vin og muser forgæves: »Virkelig der maae allerede være gaaet Kold-Fyr i den Sjæl, som Viinen - Viinen selv ikke kan opvarme til Følelser, til Munterhed - ikke opløfte til ædle og store Forsæt - hvori den tvertimod quæler den sidste lille Grad af Virksomhed, hvorved den rørte sig ...«

Så har Ewald langt mere til overs for den »simple« drukkenboldt: »Den ærlige, pjaltede, slunkne, bombogranotympotaratandiniske Caspar MaurenBrecher, som, naar han har drukket sin Flaske suur Landviin, slaaer Flasken mod Veggen med den ene Haand, og giver det sidste af sin Leening til en Stodder med den anden; er meer Menniske og bedre Menniske; end hans corpulente Excellence, som naar han har drukket sex Flasker Champagner, sætter sig i sin LæneStoel at snorke ...«

Vinen har imidlertid farligere hemmeligheder, som den lokker Ewald og sine andre elskere med: »Men jeg tvivler paa, at nogen altid, eller engang ofte ustraffed kan skjertse omkring paa Bredden af de Afgrunde, hvorpaa den fører sine Elskere ud - Det forstaaer sig, at jeg her ikke taler om de ThundernTrunker, der aldrig har smagt, eller kjendt dens himmelske Sødheder - Jeg taler blot om saadanne, der drikke Viinen med Vellyst for den Virknings Skyld som den gjør paa IndbildningsKraften og Hjertet, og hverken for at kildre deres Gane eller af andre endnu slettere Aarsager ...«

Digteren foretrækker således at stimulere »IndbildningsKraften og Hjertet« ved at drikke en flaske vin alene i en grotte eller ved en høj, snarere end at deltage i drikkeselskabernes fællesdruk: »Naar jeg fik frembragt den søde Spænding i mit Hjerte, den Klarhed i min Forstand, den Raskhed i min IndbildningsKraft, som jeg vilde, saa var det min Smag altid ligemeget ved hvad for midler, det skeede (...) Kom da min Hebe, kom min elskeværdige Juliane, med dine blaae smagtende Øyne, og fyld mit Begger, med den ildrøde skummende Nectar, som fordriver Bekymringer, og udvider de sammenkrybende Sjæle, til at modtage Guders Glæde!«

At digte til vinens pris behøver ikke være så storladent, og Ewalds poetiske sind rækker nok ind i himlen, men hans fødder slipper ikke jorden, og hans betragtninger skifter mellem den lune, ligefremme iagttagelse og fugleflugtens poetiske overblik.

Alkohol kan føre vidt omkring og også række sin hånd og ånd til den sørgmodige, der enten drikker som følge af livets skyggeoplevelser, af uundslippelig melankoli, af forliste drømme eller bare af en naturgiven tørst efter dens dulmende effekt på de tanker og følelser, der ellers pisker rundt i sindet og aldrig lader en i ro.

Også i Morten Nørskovs debutroman, Mand i uddrag (forlaget tab&nar, 2006) slippes flaskens ånd løs, og herfra ledte den mine tanker hen på Ewald.

Det er ved første blik dog som en anden Jastrau, at hovedpersonen synes i færd med at gå i hundene - om end ikke som i HærværkBar des Artistes, men derimod på så prosaisk en beværtning som Café Heimdal, tæt ved Nørrebro Station.

Han slår sig på flasken igen, det er ikke den, der har nedbrudt ham, det er opbyggelighed, der hver dag nedbryder ham, det er hverdagens gentagelse af betydningsløse beslutninger, det er Ullas du skal, det er familiens du bør, det var AF-kontorets du skal og bør, og vi må jo også være realistiske, det er bistandskontorets du må ikke noget og ingenting, med det ene formål at drive ham ud i en normalitet, der er værre end det vanvid, han selv er herre i.

Nørskov beskriver hverken overklasse-vanedrankeren, Herr von Thundern Trunk, eller den simple, men godhjertede Caspar MaurenBrecher - her er det en mand i uddrag, som titlen dobbelttydigt varsler. Et uforløst menneske klemt under sit eget erkendte, men helt eller delvist urealiserede potentiale i livet - en menneske, der er for melankolsk til at kunne (eller ville) fastholde musernes glimt af selvforglemmelsens fylde i stridens og kærlighedens poesi, skønt denne poetiske trang bestandig lurer under overfladen.

Det er et stille vanvid uden selvforblindelse, der er befriende blottet for det overdrevne ironiske distanceblænderi, der ofte dukker op hos forfattere og digtere, der ikke har andet budskab, end at budskabet ikke er der. Nørskovs Mand i uddrag er ikke tomhedens bannerfører, men tomhedens konsekvens - en uforløst og melankolsk skæbne, der kredser om livet, mens urolige måger skriger i det fjerne.

Måger. I hans barndom kom de ind fra havet og slog sig ned i efterårets pløjefurer, her svæver de over byens hustage. På landet kunne man pirke til dem med en salonriffel, i byen er de urørlige og hvide mod himlen. Netop nu er der ingen at se, men åbner han vinduet, kan han høre dens skrig, skingert som en afsikret pistol.

Morten E Nørskov: Mand i uddrag Fugle flokkes og »skriger udenfor«, mens »alt synes ro ombord«, som Gnags synger på albummet X, og som Nørskov vender tilbage til som den ildevarslende kulisse i horisonten, som flaskerne med skiftende held holder på afstand.

Der hviler en kølig klarhed over romanen - selvransagende på sin forfatters og sin tids vegne - og blottet for den fristende selvtilstrækkelighed, som andre falder for, når de ophøjer private livserfaringer af deres egen tilværelses formålsløshed til en særlig universel dyd om den udeltagende passivitets dybsindighed.

Bag Nørskovs desillusionerede billede af et menneskes akkumulerende åndelige tømmermænd, optrevles med snigende nærvær tidsåndens uengagerede intellektuelle apati. Flaskernes deroute giver melankolien sine egne mørke vinger og glimtvise visioner af tilløb til at trække blank og kaste lyn - men de tynges ned af den tunge arv af distancerende resignation, som romanen i og for sig gradvis skriver sig ud af, men som også hele tiden er præsent som en uundslippelig tyngde.

Mens blodet løber fra panden og munden, slår det ham, at nu er han blevet et stykke mental danmarkshistorie, det er lykkedes ham at internalisere tidsånden så præcist, at han simultant kan tænke, at han ikke er racist, mens han betragter folk fra Mjølnerparken som trusler. Han har boet klods op ad perkerparken i femten år, er blevet hilst og har hilst venligt igen, om end ikke netop talt med andre end Farid og et par af de andre kioskindehavere i området, en sjælden gang også grønthandleren, men man har været hilsende, og nu ser han altså på dem som sine fjender. Han er fuld af foragt for folk med disse uforfalskede sympatier. Han har mødt mange, der ikke blussede ved det ler, de krøb i, fra socialdemokratens forklædte fascisme henover den borgerliges skidenbrune til det sorteste folkepartirøvhul. Og væmmed ved vrimlets frække fortrolighed, svang han sig vild og utrættet sammen med Ewald højt som en springende hval mod solen. Herfra, med Kierkegaard en garde, så han sig selv som det tordenvejr, der forfærdede menneskene og rensede luften. Men han er blevet for slap. I stedet for at rense luften er han blæst med det, der lugter som onde drømme og skridtsved. Han ved, hvad der skal gøres. Han gør det ikke. Han giver øllet skylden.

Men mågernes skrig og undergrundens insisterende rumlen rummer også digterens Ahnelse om jordskælvets og syndflodens komme.

Han slår sig på flasken en sidste gang, kravler ned i den, eller den vrænger sig ned over ham. Det er her indefra, han ser en intetanende by, hvis beboere er blevet evakueret: De står på slugtens skrænter, de ser på hinanden og det landskab, de har beboet fra før fødslen, men ikke kommer til at bebo efter døden, betragter de støjende vandmassers vældige kraft som de lukkes ind og falder fra stor højde ned over landsbyen af ældgamle drømme og endnu ældre kirker. En vældig kraft, der langsomt ændres til en stille strøm, der dag efter dag lader sit vand i dalen stige, det oversvømmer alt, det kommer fra neden, det eleverer.

Det er et tidsbillede af en tendens - og et sindbillede på en digter - der har ladet det blive ved fornemmelsen, og som må gå planken ud, hvis undergangen også skal blive en overgang.

Det er lige meget nu, hvor han falder i regnen, der falder på ham og græsset, han skal ligge pisvåd og lugte i, så længe det varer. Om han talte eller tav, havde han ikke noget at skulle have sagt, og når man går forbi hans grav, er der ingen der ved, om han blev fundet i Kongens Have eller Folkets Park, han får aldrig en plads opkaldt efter sig, selv om han har siddet på de fleste med sin druknende by det meste af sit liv, for slet ikke at nævne de inspirerende øjeblikke, der holdt ham vågen, når han mindst ønskede det, og alle de døde, han talte og fortsat regnede med længe efter, alle de sure opstød, han slugte, og alle de onde øjne, han så bort fra.

Mand i uddrag er mere end et vellykket stileksperiment. Det er et eminent nærværende og sine steder både smertefuldt og lutrende portræt af et menneske, der har Ewalds vin inden for rækkevidde, men drukner i stedet for at drikke og mister sin Arendse i en tilbagevendende rus.

Romanen bliver ikke stående ved varslet om undergangen (det være sig digterens eller tidsåndens), men markerer et punktum før en begyndelse, en indgang, snarere end en udgang. Fuglene er ikke længere de fjerne og urovækkende metaforer, der åbner fortællingen på allerførste side som et ekspliciteret varsel, de bliver derimod fortælleren selv, »fri som en måge, fanget i sin egen flugt«.

Cirklen er sluttet.

Det kalder måske på et svar på, hvor flugten fører hen, når Café Heimdal lukker - men det er forfatterens eller læserens svar, ikke romanens.

Rune Engelbreth Larsen
22. oktober, 2006